I juni 1849 overgav den danske konge Frederik d.7. sin magt til det danske folk. Det gjorde han ved at give borgerne lov til at lave en fri forfatning, som skulle gælde for hele Helstaten (altså Kongeriget Danmark + Slesvig, Holsten og Lauenborg). Danmark gik dermed fra enevælde til folkestyre.

I Grundloven blev borgernes rettigheder slået fast. Nu fik borgerne blandt andet retten til at forsamle sig, ytre deres meninger og vigtigst af alt, så måtte borgerne nu selv vælge, hvem der skulle lede landet via folkeafstemninger.

For at sikre sig at magten ikke blev misbrugt i Danmark, fandt man inspiration hos franskmanden Montesquieu og hans tanker om "magtens tredeling".

Det betød, at man oprettede en rigsdag med to kamre (landstinget og folketinget). Disse kamre skulle som den lovgivende magt vedtage lovene i Danmark - det vil sige, at de skulle blive enige om, hvorvidt et lovforslag skulle indføres eller ej. Den udøvende magt lå fortsat hos kongen. Lovene var nemlig først gyldige, når han havde underskrevet dem. For at sikre sig at lovene blev overholdt oprettede man domstole, som skulle dømme efter lovene. Førhen havde kongen haft al magten i Danmark til både at lovgive og dømme - den magt lå nu delvist hos folket. Det er vigtigt at nævne, at det bestemt ikke var hele den danske befolkning, som fik indflydelse på lovgivningen i Danmark. Det var eksempelvis kun mænd over 30 år med egen hus­holdning, der måtte stemme ved valgene til Rigsdagen. Populært sagde man, at det var de 5 f'er, som ikke måtte stemme:

I folketinget sad 101 medlemmer, som hovedsageligt var landmænd, veluddannede borgere og købmænd. Landstinget havde kun 51 medlemmer, som alle kom fra overklassen i Danmark, altså godsejerne. Med en overvægt i antal medlemmer skulle man tro, at folketinget havde den største indflydelse på Danmarks love. Men intet kunne være længere væk fra sandheden. For at en lov kunne blive en realitet, skulle den som tidligere nævnt både vedtages i folketinget OG i landstinget. Dermed fik landstingets færre medlemmer ligeså meget indflydelse som folketingets. Og det var ikke de eneste fordele, som landstingsmedlemmer fik. Modsat de folkevalgte medlemmer i folketinget skulle landstingsmedlemmerne ikke vælges af folket. De blev i stedet udpeget af godsejerne og kongen.

På overfladen kan hele dette system måske virke en smule korrupt, men man skal huske på, at danskerne gik fra at være totalt underlagt kongens vilje til nu selv at få en smule indflydelse. Rettigheder, som vi den dag i dag tager for givet, havde man aldrig før oplevet i Danmark. Så selvom det kun reelt var 14 % af befolkningen, som nu måtte stemme og derved havde indflydelse, var indførelse af Grundloven en kæmpe sejr for den danske befolkning.

Vi skal nu se en forelæsning fra Restudy. Under forelæsningen kommer I til at høre om optakten til treårskrigen samt en kort gennemgang af selve krigen. Imens I ser forelæsningen, vil der være en opgave, I skal løse.

Som afslutning på treårskrigen blev der indgået en fredsaftale i London. Her mødtes de europæiske stormagter for at finde en løsning på konflikten mellem Danmark og hertugdømmerne. Denne traktat skal vi nu se nærmere på.

Efter fredsaftalen i London var der fortsat stærke politiske kræfter i Danmark, som ønskede at indlemme Slesvig ind under den danske Grundlov og derved afskære Holsten og Lauenborg fra Danmark. De danske politikere med Orla Lehmann i spidsen drømte stadig om et "Danmark til Ejderen", også selvom det ville betyde at bryde med Londontraktaten. I det tyske forbund havde man i 1862 fået en ny ministerpræsident ved navn Otto von Bismarck. Han så spændt til, imens de danske politkere planlagde at løsrive Slesvig fra Holsten.