På Cuba fik Sovjetunionen en langvarig indflydelse, særligt takket være Fidel Castros militære sejr over Batista. I løbet af 1959 kom USA nemlig frem til, at de ikke kunne stole på Castro, og at de måtte gøre det af med hans regime. I 1960 nationaliserede Castro de amerikanske firmaer, som i mange år havde domineret Cubas erhvervsliv (ligesom USSR's planøkonomi). USA indførte som modsvar en embargo på handel med Cuba, hvilket ville sige, at amerikanske firmaer ikke måtte handle med Cuba.

USSR kom dog Cuba til undsætning, og de var mere end villige til at hjælpe den cubanske økonomi ved at købe cubansk sukker og forsyne landet med våben. På mange måder mindede Fidel Castros socialistiske revolution om det samfund, der fandtes i USSR. Regimet eksproprierede de store godser, som havde domineret øens landbrug og indførte et gratis sundheds- og uddannelsessystem, som var et særsyn i Latinamerika. Samtidig havde ytringsfriheden trange kår, og i fængslerne sad et stort antal politiske fanger. Flere hundredetusinde cubanere, de fleste fra middelklassen, valgte at emigrere til USA, hvor de blev kaldt "eksilcubanere". Mange drømte om at vende tilbage og vælte Castro-regimet.

I slutningen af 1950'erne voksede spændingerne mellem USA og USSR gevaldigt. Spændingerne blev ikke mindre, da den daværende amerikanske præsident Dwight Eisenhower måtte krybe til korset og indrømme, at han havde godkendt nogle hemmelige amerikanske militæraktioner i USSR.

USA tabte mange penge i perioden efter Fidel Castros magtovertagelse, og Præsident Eisenhowers efterfølger, J.F. Kennedy, planlagde derfor at afsætte den cubanske diktator. Det hjalp heller ikke synderligt på freden, at Cuba var ved at blive BFF med USA's største fjende, USSR.

Det var det amerikanske efterretningsvæsen CIA, som stod for at lægge strategien for, hvordan man skulle vippe Castro af pinden. CIA's plan var at rekruttere de eksilcubanere, der havde bosat sig i USA til en invasion af Cuba; de delte jo om nogen amerikanernes ønske om at vælte Fidel Castro. Rekrutteringen måtte for alt i verdenen holdes hemmelig, idet ingen tråde måtte kunne trækkes tilbage til den amerikanske præsident.

I 1961 landsatte USA 1400 eksilcubanere ved "Svinebugten", som lå på den sydlige side af Cuba. USA tøvede dog med den planlagte hjælp til eksilcubanerne, og invasionen endte i total fiasko for USA og den amerikanske præsident, J.F. Kennedy.

Situationen mellem de to supermagter blev i stigende grad mere anspændt. USSR forsøgte hele tiden at lægge pres på USA, hvilket først og fremmest kom til udtryk i Berlin. Her ønskede USSR, at amerikanerne skulle forlade Vestberlin og overlade hele Berlin til USSR.

Kennedy var dog ikke så let at skræmme, og da sovjetterne i 1961 opførte Berlinmuren, mente man fra amerikansk side, at der nu ville falde mere ro på de sovjetiske ekspansionstanker - her tog de dog grueligt fejl.

Den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov havde nemlig sit blik rettet mod et helt andet sted på jordkloden: Cuba.

Khrusjtjov anså Cuba for et "ideologisk fyrtårn", som måtte bevares for enhver pris - Cuba skulle være beviset på, at den kommunistiske ideologi kunne fungere andre steder end blot USSR. De sovjetiske militære ledere mente desuden, at det ville ændre magtbalancen mellem Sovjetunionen og USA afgørende, hvis Sovjetunionen havde atomvåben på Cuba. Og det ville camouflere den kendsgerning, at Sovjetunionen stadig havde langt færre atomvåben end USA.

I maj 1962 overtalte Khrustsjov den cubanske ledelse til at tage imod sovjetiske atommissiler. Disse skulle blandt andet opstilles som modsvar til de missiler, som USA havde opstillet i Tyrkiet. Når nu amerikanerne havde i sinde at opstille missiler i USSR's baghave, ville sovjetterne blot gengælde "tjenesten".

Sovjetunionen nåede i 1962 at opstille mindst 24 mellemdistancemissiler plus et antal taktiske atomvåben på Cuba. Mellemdistancemissilerne kunne på fem-seks minutter ramme mål i det østlige USA. Det var en kraftig ændring af magtbalancen i russernes favør. Nu ville Sovjetunionen kunne "slå først" i en krigssituation.

Efter den kolde krigs ophør er det kommet frem, at Sovjetunionen også sendte over 40.000 sovjetiske soldater til øen.

I oktober 1962 nåede usikkerheden under Den Kolde Krig sit højdepunkt. USSR insisterede på at sende militær udstyr til Cuba - officielt for at støtte Cuba i deres kamp for frihed, men uofficielt havde de sovjetiske missiler et helt andet formål: at true USA fra deres egen "baghave".

Det førte til 13 dage, hvor hele verdenen holdt vejret i frygt for, at en altødelæggende atomkrig skulle bryde ud.

Vi vil nu se nærmere på de 13 dage, som gik under betegnelsen "Cubakrisen".

Præsident Kennedy ser billeder taget over Cuba af amerikanske U-2 spionfly. Han vil under ingen omstændigheder acceptere sovjetiske atomvåben så tæt på USA's grænser. Så enten må Sovjetunionen presses til at fjerne missilerne, eller USA må uskadeliggøre dem med luftangreb eller direkte angreb på de sovjetiske styrker på Cuba. Sidstnævnte alternativ ville kunne føre til en altødelæggende atomkrig mellem supermagterne og til civilisationens undergang.

Der er uenighed blandt Kennedys rådgivere: Skal man slå til mod missilerne med det samme, eller har man endnu lidt tid at løbe på? Forsvarsminister McNamara henviser til luftfotografier, som viser, at missilerne endnu ikke er sprængklare, og at man altså kan nå at finde en løsning. Flyvevåbnets øverstbefalende general Curtis LeMay går ind for et hurtigt angreb på Cuba.

Efterhånden indsnævrer Kennedy de realistiske handlemuligheder til to:

1. Et luftangreb på missilstillingerne.

2. En blokade af Cuba, så sovjetiske skibe med militært materiel bliver standset.

Fordelen ved at vælge et luftangreb er, at man hurtigt kan eliminere missiltruslen. Krisen vil derfor ikke blive trukket i langdrag. Ulempen ved at vælge et luftangreb er, at det ikke er sikkert, at man kan ramme alle missiler. Cuba kan derfor nå at gengælde amerikanernes angreb.

Fordelen ved at vælge en blokade er, at det giver parterne tid til at forhandle en fredelig løsning med hinanden. Ulempen ved blokaden er for det første, at den er forbudt ifølge international lov, og for det andet vil USSR kunne bruge blokaden til at trække tiden ud og få gjort alle missiler operationsklare.

En analyse af nye fotografier afslører, at udbygningen af missilanlæg går overraskende hurtigt. I alt kan man nu udpege 28 affyringsramper.

Den sovjetiske udenrigsminister Gromyko mødes med den amerikanske udenrigsminister Dean Rusk. På mødet afviser han de amerikanske afsløringer af sovjetiske missiler på Cuba.

Efter de to udenrigsministres møde bliver det stadig overvejet i krisestaben, hvordan USA skal reagere. Man hælder mere og mere til en blokade, og de juridiske eksperter bliver bedt om at undersøge konsekvenserne af en sådan.

Den amerikanske flåde sender lavtgående F8-rekognosceringsfly ind over Cuba. Herved bliver det afsløret for russerne og cubanerne, at amerikanerne ved, hvad der foregår.

Fotoanalytikere anslår, at anlæggene på Cuba vil være klar til at affyre missiler i løbet af en uge. Kennedy er i gang med at føre valgkampagne i Chicago, og han modtager derfor først de dårlige nyheder sent om aftenen. Kennedy beslutter sig for at afbryde sin valgkampagne for at tage til Washington. Dog ønsker han ikke at alarmere den amerikanske befolkning.

Præsidentens pressechef giver om morgenen besked om, at præsidenten er forkølet og har feber, og at hans læge har rådet ham til at vende hjem til Washington. JFK er naturligvis ikke syg, men historien giver ham et påskud til at tage hjem til Washington. På den måde sikrer man, at den amerikanske befolkning ikke bliver urolige.

Tilbage i Washington bestemmer JFK sig endeligt for en blokade. Alle offensive våben på vej til Cuba skal konfiskeres af den amerikanske flåde.

Amerikanske styrker overalt i verden bliver sat i alarmberedskab.

Kennedys rådgivere ønsker at skabe forvirring blandt journalisterne ved at indkalde rådgivere og specialister for henholdsvis Berlin, Mellemøsten og Fjernøsten og sende dem i arbejdsgrupper. Knebet synes at virke, og rygterne om en krise alle andre steder end på Cuba florerer livligt.

På et tidspunkt er journalister fra The New York Times og Washington Post ved at lugte lunten, og JFK ringer derfor til chefredaktørerne og får dem til at undlade at skrive andet end, at præsidenten næste dag vil tale til nationen.

Klokken 19:00 holder præsidenten en stor tv-tale til nationen om Cuba. I talen fortæller han den amerikanske befolkning om situationens alvor. Han fortæller om blokaden (som i talen kaldes for "en karantæne") mod Cuba, og siger, at et atommissil affyret fra Cuba mod en nation på den vestlige halvkugle vil blive opfattet som et sovjetisk angreb og blive besvaret i fuld udstrækning.

Grunden til, at Kennedy officielt vælger at kalde blokaden for en "karantæne", er, at det ifølge international lov er forbudt at erklære en blokade af et andet land. Hvis USA åbenlyst erklærer en blokade af Cuba vil det blive opfattet som tilkendegivelse af, at USA er i krig med Cuba. Alt dette løses ved at kalde blokaden for noget andet.

Efter tv-talen er det amerikanske luftvåben nu i højeste alarmberedskab. Amerikanske atomvåben er gjort klar til affyring, og de strategiske bombeeskadriller er i luften. Flådens atomubåde er på plads og kan ramme mål i Sovjetunionen, og hæren er parat til udrykning.

!Begge parter går i beredskab!

Amerikanerne klargør beskyttelsesrum og hamstrer fødevarer i forberedelsen på atomkrig, og Fidel Castro taler til det cubanske folk og beordrer hæren og befolkningen til at gøre sig klar til at modstå en amerikansk invasion.

I FN opstår der mundhuggeri mellem Sovjetunionens ambassadør Zorin og USA's ambassadør Adlai Stevenson. Stevenson spørger Zorin om, hvorfor USSR har opstillet missiler på Cuba. Zorin nægter at svare på spørgsmålet, idet han ikke bryder sig om at være på anklagebænken (ligesom i en amerikansk retssal). Stevenson spørger igen, men Zorin svarer blot, at han nok skal få sit svar på et tidspunkt. Adlai Stevenson siger til sidst: "Jeg er rede til at vente på mit svar, indtil Helvede fryser til, hvis det er sådan, De vil have det". Herefter fremlægger Stevenson bevismaterialet med spionsfotos, der tydeligt bekræfter, at USSR har opstillet missiler på Cuba.

Den danske efterretningstjeneste meddeler, at to sovjetiske skibe, der henholdsvis den 21. og 22. oktober var sejlet gennem dansk farvand med Cuba som formodet destination, er vendt om. Lignende meddelelser kommer fra andre kilder, og i Pentagon anslår man, at 12 ud af 25 sovjetiske skibe er vendt om.

Kennedy bliver for første gang gjort bekendt med det fulde omfang af den sovjetiske tilstedeværelse på Cuba. Han begynder at tvivle på, at en diplomatisk løsning er mulig. Men alternativet - et luftangreb - forekommer ham endnu værre.

Om aftenen modtager Kennedy et overraskende telegram fra den sovjetiske leder, Khrustsjov. Telegrammet opfordrer i en næsten desperat tone til, at de to supermagter skal undgå en atomkrig. Khrustsjov tilbyder at trække missiler og tropper tilbage fra Cuba, hvis USA lover ikke at angribe Cuba og samtidigt ophæver sin blokade.

Fidel Castro mener at have efterretninger på, at USA vil invadere Cuba inden for de næste 24-72 timer. Castro antyder derfor kraftigt over for USSR, at det rette svar på denne trussel vil være et præventivt atomangreb på USA.

Nu sender Khrustsjov et nyt telegram til Kennedy. Han opretholder tilbuddet om at trække missilerne tilbage, hvis USA lover ikke at angribe Cuba. Men nu skal USA også trække de Jupiter-missiler tilbage, som de har placeret i Tyrkiet.

Kennedys rådgivere er tvivlrådige, da de ser telegrammet. Jupiter-missilerne var alle forældede, men Tyrkiet var en strategisk allieret i NATO, og tilliden til USA kunne blive svækket blandt de andre NATO-lande, hvis man blot lod Tyrkiet være i stikken. Desuden kunne den nye betingelse blot være et forsøg fra Khrustsjov på at trække tiden ud. Kennedy vælger dog indtil videre at satse på, at Khrustsjovs udspil er alvorligt ment, og han svarer Khrustsjov, at hvis Sovjetunionen fjerner sine missiler, vil man ophæve blokaden og love ikke at invadere Cuba, og man vil også overveje at fjerne "andet udstyr" (en skjult hentydning til missilerne i Tyrkiet).

Præsidentens lillebror og justitsminister, Robert Kennedy, mødes samme aften med den sovjetiske ambassadør Anatolij Dobrynin. Her siger han, at USA går ind på at fjerne missilerne i Tyrkiet; det må blot ikke nævnes skriftligt.

På Cuba er Fidel Castro rasende over, at Khrustsjov har tilbudt USA en byttehandel. Han føler sig svigtet af Sovjetunionen, men erklærer, at han sagtens kan slå et amerikansk angreb tilbage.

Om morgenen mødes Khrustsjov med præsidiet i Moskva. Her accepteres Kennedys udspil, men Kennedy skal have sit svar hurtigt, så Khrustsjov udsender sit svar offentligt over radio Moskva.

Khrustsjov sender også en formaning til Castro om at udvise tålmodighed og selvkontrol, og han giver de sovjetiske styrker på øen besked på at demontere missilerne.

Kennedy og hans rådgivere er lettede over Khrustsjovs svar.

Robert F. Kennedy mødtes hemmeligt med den sovjetiske ambassadør Anatolij Dobrynin og lover ham, at missilerne i Tyrkiet nok skal blive fjernet, men at det vil ske i stilhed og ikke i forbindelse med den nuværende krise.

Khrusjtjov offentliggør et nyt brev til Kennedy. Heri står, at de offensive våben på Cuba vil blive pakket sammen og sendt tilbage.

En tredje verdenskrig er undgået.