Efter Danmarks gruelige nederlag til Preussen i 1864 var det sønderjyderne, der måtte betale den højeste pris. I over 50 år måtte de leve under tysk fane med et spinkelt håb om en dag igen at blive genforenet med Danmark. Ganske vist blev sønderjyderne lovet, at de en dag kunne få lov til at stemme om deres tilhørsforhold (bedre kendt som §5), men dette håb eksisterede kun til 1878, hvor tyskerne igen fjernede paragraffen.

I dette forløb kommer vi til at arbejde med den sønderjyske kamp mod det tyske styre. Vi skal se nærmere på, hvilke strategier Tyskland iværksatte for at integrere sønderjyderne i Tyskland. Vi skal også blive klogere på den modstandskamp, som sønderjyderne førte i det halve århundrede, de var løsrevet fra Danmark. I forløbet skal vi både se videoklip, arbejde med kilder og høre beretninger fra det danske mindretal, der i dag bor syd for grænsen, men som føler sig danske.

Nederlaget i 1864, som førte til, at Danmark mistede 33 % af landets areal og 40 % af landets befolkning - omkring 400.000 mennesker, så i første omgang ud til at fjerne hele grundlaget for kongerigets fortsatte beståen som en levedygtig nation. Svaret på denne lemlæstelse af den danske konges rige blev slagordet "Hvad udad tabes, skal indad vindes".

De to krige om hertugdømmerne i 1848-1850 (Treårskrigen) og i 1864 havde vist, at Danmark for alt i verden måtte holde sig gode venner med den store nabo mod syd. Ethvert forsøg på at få revanche gennem en ny krig ville være det rene selvmord! Der var altså kun én vej frem, nemlig at få sat gang i udviklingen i det Danmark, der var tilbage.

I første omgang så det sort ud. Med tabet af hertugdømmerne var det meste af rigets industri nu blevet tysk, og byen Hamborg var ikke længere den vigtigste udskibningshavn for den danske eksport. Men det skulle vise sig, at dygtige forretningsfolk og købmænd ikke var sene til at udnytte chancen, da konkurrencen fra hertugdømmerne forsvandt.

I løbet af ganske få år blev København centrum for en vældig aktivitet rettet mod handlen til Østersølandene (Sverige, Finland og Rusland), og med udbygningen af jernbaner begyndte også landbrugseksporten til England at vokse. I 1868 vedtog politikerne at bygge en ny havn ved Esbjerg, så landbrugsvarer som kød og smør fra især Jylland og Fyn nu fik nem og hurtig adgang til det voksende engelske marked. Da der ingen egentlig by var ved Esbjerg før havnen, blev der hurtigt opført nogle træbarakker til at sørge for havnearbejdernes behov. Havnen lå først helt færdig i 1878.

Samtidig med havne- og jernbanebyggeriet var der også driftige forretningsfolk, der fik øje på mulighederne for at indvinde nyt land, som en slags "erstatning" for de landbrugsarealer, der var blevet afstået til Tyskland. Søer, moser og våde engarealer blev drænet og udtørret. Store dele af den vestjyske hede blev opdyrket, og lavvandede havområder, som Lammefjorden i Odsherred, blev inddæmmet og inddraget som landbrugsjord.

I løbet af få årtier "voksede" Danmarks areal med næsten 4.000 km2 - eller lige så meget landbrugsjord, som vi havde mistet med tabet af Sønderjylland. Udtrykket "Hvad udad tabes, skal indad vindes" bliver tit sat i forbindelse med Enrico Dalgas, som var hovedmand bag opdyrkningen af den jyske hede. Sandheden er dog, at udtrykket stammer fra en skuemønt, der blev præget i anledning af Industri- og Kunstudstillingen i København 1872, og det har altså intet med Enrico Dalgas og opdyrkningen af den jyske hede at gøre.

Fra den ene dag til den anden skulle sønderjyderne vænne sig til ikke længere at være danskere, men tyskere. De tyske myndigheder lagde med det samme pres på sønderjyderne for at få dem gjort tyske. Der blevet lavet nye love, som skulle sikre, at sønderjyderne fik lært at være rigtige tyske statsborgere.

Som sønderjyde stod man nu i et svært dilemma. Skulle man flytte fra sin hjemstavn til Danmark og derved opgive håbet om igen at få Sønderjylland forenet med resten af Danmark, eller skulle man blive boende i Tyskland, så man fortsat kunne kæmpe for den danske sag? Ulempen ved at blive boende var både, at man skulle tilvænne sig de mange tyske regler, og man risikerede også at blive indkaldt til flere års soldatertjeneste - vel at mærke den tyske soldatertjeneste!

I de første årtier efter 1864 valgte mange sønderjyder at forlade landsdelen, og de udvandrede enten til USA eller Danmark. Men efter noget tid indså de dansksindede, at kampen for forening med Danmark måtte udkæmpes hjemme i Sønderjylland, og selv om det betød, at man skulle være tyske statsborgere, begyndte tilslutningen til den danske sag igen at vokse.

I Sønderjylland havde sproget altid været dansk, og det var en torn i øjet for de tyske myndigheder. "Gode tyskere" skulle selvfølgelig tale og skrive tysk! De tyske myndigheder valgte derfor at sætte hårdt ind i skolen. Hurtigt kom der flere og flere krav om, at undervisningen skulle foregå på tysk både i byerne og i de små skoler på landet. Det eneste sted, hvor eleverne måtte tale dansk, var i de fire ugentlige religionstimer.

Dette tiltag fra de tyske myndigheder blev mødt med stor vrede fra de danske forældre. De indså dog hurtigt, at reglerne ikke stod til at ændre, så i stedet sørgede de for, at deres børn fik talt endnu mere dansk derhjemme. Der blev fortalt historier på dansk, sunget på dansk og flere og flere steder begyndte både private og danske foreninger at oprette små biblioteker. Her kunne de dansksindede låne gode danske bøger, så det danske sprog og den danske kultur ikke blev glemt.

Mange tysktalende lærere rev sig i håret, når eleverne gang på gang lod som om, de ikke forstod et ord af, hvad læreren sagde. Helt fint blev det, hvis læreren til sidst var nødt til at slå over i dansk for at være helt sikker på, at klassen havde forstået, hvad det var, der blev undervist i. I frikvartererne gik det også lystigt for sig. Her blev der ikke leget røvere og soldater, men danskere mod tyskere. Når der var sne, blev der rullet store snevolde sammen, som skulle udgøre skanserne ved Dybbøl. Det var ikke svært at finde danske soldater, som skulle forsvare stillingen, men der var ingen, der ville lege tyskerne. Nogle gange lod man angriberne være englændere eller franskmænd, andre gange skulle der lakrids eller bolsjer til, hvis noget skulle påtage sig rollen som tyskere.

Det endte med, at forsøgene på at fortyske skolen kom til at virke fuldstændig modsat. Tyskernes pres gjorde nemlig, at der blev sat en tyk streg under, hvor vigtigt det var for de dansksindede at bevare deres sprog og holde fast i alle de traditioner og skikke, som knyttede dem tættere til Danmark.

De danske sønderjyder levede hver eneste dag i håbet om en dag at kunne blive genforenet med Danmark. En stor del af det håb var knyttet til paragraf 5 i Pragfreden (fredsaftale mellem Preussen og Østrig).

§ 5 Østrig overlader Holsten og Slesvig til Preussen "dog således, at befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når den ved fri afstemning tilkendegiver ønsket om at blive forenet med Danmark".

Men til stor sorg for sønderjyderne ophævede tyskerne paragraffen i 1878, og genforeningen med Danmark så nu ud til at være længere væk end nogensinde.

Sønderjyderne gav dog ikke op så let. For dem handlede det fortsat om at bevare deres danskhed, og de forsøgte så godt de kunne at give udtryk for deres danskhed, om end de måtte gøre det i det skjulte. Hvis de blev opdaget, kunne de risikere at blive udvist til Danmark. Derfor foregik den danske kamp hovedsageligt i det skjulte. Mange, både børn og voksne, syntes, at den højeste mode, når det gjaldt tøj, var farverne rødt og hvidt. Huer og halstørklæder, bukser, trøjer og kjoler dukkede op i utallige kombinationer. Der var også mange, der syntes, at huse, skilte og stakitter trængte til en omgang frisk maling. Og da nu rødt og hvidt var moderne, så blev det de farver, der blev pyntet med. Myndighederne var irriterede og skred tit ind, men så dukkede de røde og hvide farver bare op andre steder. Den passive danske modstand betød nok ikke noget særligt i det store politiske billede, men de var en måde at vise sammenholdet blandt de dansksindede på.

En anden måde, sønderjyderne stod sammen på, var ved at synge danske sange. Særligt én sang fik stor betydning for det danske mindretal, nemlig sangen "Det haver så nyligen regnet".

Uden at sige tingene direkte fortæller sangen vers efter vers om, at "uvejr og storm" skaber et sammenhold og en styrke blandt dem, der bliver udsat for naturens vældige kræfter. Ingen dansksindet sønderjyde var i tvivl om, hvad ordene i virkeligheden dækkede over. Sangens første vers beskriver katastrofen i 1864, mens det sidste vers fortæller, at folkets håb om en fremtidig forening med Danmark nok skal blive opfyldt.

Sangen blev skrevet til en i forvejen kendt folkemelodi, og de to første linjer er identiske med teksten hertil. At sangen havde samme melodi og delvist samme tekst som en gammel folkemelodi blev udnyttet. Når det preussiske politi brasede ind til den danske fællessang, kunne man over for den ofte meget lidt danskkyndige betjent hævde, at man jo bare sang en gammel folkevise.

I august 1914 skete der det, alle sønderjyder gik og frygtede. Første verdenskrig brød ud med Tyskland og Østrig på den ene side, og England, Frankrig og Rusland på den anden. Tyskland skulle til at udkæmpe den største krig i landets historie, og derfor skulle der indkaldes et stort antal tyske mænd i alderen 20-45 år til hæren. Indkaldelsen gjaldt også de danske sønderjyder, da de jo var tyske statsborgere.

Endnu en gang stod sønderjyderne i et forfærdeligt dilemma: Skulle de gå i krig for et land, som de intet havde til overs for, eller skulle de vælge at desertere og derved opgive håbet om genforeningen med Danmark? De fleste valgte krigen. Sønderjyderne mente, at de måtte gøre deres pligt som tyske statsborgere nu, hvis de senere skulle gøre sig håb om, at Tyskland efter krigen ville give dem ret til forening med Danmark.

Mere end 30.000 sønderjyder kom til at gøre tysk krigstjeneste. Langt de fleste blev sendt til skyttegravene i Nordfrankrig, hvor de gennem flere år oplevede alle krigens rædsler på nærmeste hold. Antallet af faldne soldater var enormt. For Sønderjylland alene kostede krigen mere end 5.000 unge mænd livet. Ikke én familie undgik at modtage en kortfattet meddelelse om, at en søn eller en slægtning var omkommet. Hertil kom så, at mange af de, som overlevede krigen, kom hjem som krøblinger eller med svære psykiske skader efter deres uhyggelige oplevelser gennem krigens fire lange år.

Første verdenskrig sluttede d.11.11.1918 kl.11, og det betød fornyet håb for sønderjyderne. Tyskland havde tabt krigen, og den danske politiker H.P. Hansen lykkedes endeligt med at få den tyske Rigsdag til at acceptere løftet i §5 - nemlig at en folkeafstemning skulle fastlægge grænserne i Sønderjylland.

Mange danskere ønskede inderligt, at byen Flensborg blev indlemmet i Danmark, men problemet var, at der boede flest tyskere i byen. Derfor blev det besluttet af en international kommission, at folkene i Flensborg og områderne omkring selv måtte stemme om, hvor de ville høre til. Man endte derfor med at inddele Slesvig i to afstemningsområder (zone 1 og zone 2). I begyndelsen var det også meningen, at området syd for zone 2 skulle stemme, men fordi der næsten ingen danskere boede i området, valgte man at droppe afstemningen der.

Afstemningen i zone 1 fandt sted d.10.februar 1920. Det var en glædens dag for sønderjyderne. Nu kunne de langt om længe selv få lov til at bestemme deres tilhørsforhold. Stemmeprocenten talte sit tydelige sprog. Hele 91 % af sønderjyderne havde taget turen op til stemmeboksen for at afgive deres stemme. Da stemmerne var talt op, stod det klart, at sønderjyderne igen kunne forenes med Danmark. Hele 75 % havde stemt for, at Zone 1 skulle høre til Danmark.

I zone 2 (som blandt andet indeholdt byen Flensborg) skulle der stemmes d.14.marts 1920. Fra dansk side nærede man et spinkelt håb om, at selv de tysksindede i Flensborg ville stemme sig dansk. Tyskland lå trods alt i ruiner efter nederlaget i 1.verdenskrig. Desværre gik det ikke sådan. Da de sidste stemmer var talt op, viste tallene deres tydelige sprog: 75 % havde stemt for at høre til Tyskland.

Efter afstemningen var det nu den internationale kommissions opgave at trække den nye landegrænse og sætte grænsepælene mellem zone 1 og zone 2. Men det skulle vise sig at være sværere end først antaget.

Efter folkeafstemningen lå det klart, at grænsen skulle følge en linje syd om Tønder og nord om Flensborg. Dette resultat var en stor skuffelse for de danske politikere i Flensborg, som havde kæmpet en brav kamp for at overbevise vælgerne i Flensborg om, at de skulle stemme dansk. Politikerne i Flensborg (kaldet Flensborgbevægelsen) foreslog derfor, at zone 2 med Flensborg blev omdannet til "international zone" med mulighed for gennemførelse af en folkeafstemning på et senere tidspunkt. For Flensborgbevægelsen gjaldt det om at udnytte, at Tyskland stod svagt og ikke længere udgjorde nogen trussel for Danmark.

De danske politikere i København med Statsminister Zahle i spidsen var dog ikke positivt indstillede over for forslaget. Zahle og H.P. Hansen mente, at folkeafstemningerne skulle respekteres. De afslog derfor Flensborgbevægelsens forslag og tog kort efter på påskeferie.

Hvad der derefter fulgte, kunne ingen i deres vildeste fantasi have forestillet sig.

Den 15. juni 1920 var den dag, hvor de sidste grænsepæle blev placeret, og hvor alle tvivlsspørgsmål om grænsedragningen endelig var blevet løst. Men de rigtige festligheder omkring Sønderjyllands forening med kongeriget fandt først sted en måned senere. Igen stod Sønderjylland på den anden ende. Det hele kulminerede, da kong Christian 10. på en hvid hest krydsede den tidligere grænse ved Kongeåen, Kongens ridt over grænsen var det endelige symbol på, at Danmark atter var herre i eget hus. For mange sønderjyder var dette øjeblik det største i deres liv, og begejstringen ville ingen ende tage, da kongen bøjede sig ned fra hesten og løftede en lille pige op i sadlen.

I begejstringen og glæden var der dog også iblandet tårer og tristhed. Den nye grænse efterlod nemlig mere end 10.000 dansksindede i Sydslesvig. For dem var ethvert håb om at kunne blive danskere for altid slukket. De måtte tage til takke med den danske statsministers ord, som de lød fra den store folkefest på Dybbøl Banke:

"... Men det er ikke en ublandet glædesdag. En bitter smerte må trods al glæde fylde vort sind for dem, der har kæmpet så trofast. På regeringens og hele det danske folks vegne siger jeg: De skal ikke blive glemt! Det er en ærespligt for enhver regering at støtte dem og af yderste evne opretholde sprog og folkelighed, som de har ofret taprest for...".

I dag er forholdene i grænselandet helt uproblematiske. Mindretallene nord og syd for grænsen har alle de rettigheder, som gælder for statsborgerne i de to lande. Hertil kommer, at man fra begge lande ser positivt på, at mindretallene støttes økonomisk, så dansk og tysk sprog og kultur kan fastholdes og udvikles på begge sider af grænsen.