I starten af 1970'erne hed den amerikanske præsident Richard Nixon, og den sovjetiske leder hed Leonid Bresjnev. Richard Nixon var blevet valgt til præsident i 1969, og han indledte sin præsidentperiode med en kæmpe sejr i rumkapløbet, da USA i 1969 blev den første nation til at få en mand på Månen. Nixon var gået til valg på at ville trække de amerikanske tropper ud af Vietnam - dette løfte formåede han dog ikke at holde, selvom han gjorde mange forsøg på dette.

Nixon brugte også sin tid som præsident på at forbedre USA's forhold til Kina, hvilket lagde stort pres på USSR. Hvis et kapitalistisk USA kunne blive venner med det kommunistiske Kina, risikerede USSR at blive totalt isoleret fra verdenspolitiken. Derfor besluttede den sovjetiske leder, Leonid Bresjnev, at invitere Nixon til Moskva for at få nedrustningsaftaler med USA.

i 1972 deltog Nixon i et topmøde i Moskva, hvor et af hovedpunkterne var at få forhandlet en nedrustningsaftale på plads mellem de to supermagter. Nixon håbede også på, at USSR kunne hjælpe med at få afsluttet krigen i Vietnam - dette lykkedes dog ikke. I stedet fik de to ledere (Nixon og Bresjnev) forhandlet SALT 1-traktaten, hvor de blev enige om at fastfryse antallet af interkontinentale missiler og mellemdistancemissiler. På Moskva-topmødet vedtog man desuden adskillige handelsaftaler. Det forbedrede forhold mellem de to lande varede til anden halvdel af 1970'erne.

Hvis man ser på tabellen nedenunder, kan man se, at SALT 1-traktaten faktisk formåede at bremse antallet af missiler hos særligt USA. Dog sagde traktaten ikke noget om, hvor mange sprænghoveder supermagterne måtte have. Derfor fremstillede begge supermagter i den efterfølgende tid utroligt mange sprænghoveder, og de sørgede også for at udvikle nye, bedre missiler, som kunne bære flere sprænghoveder på én gang.

I 1972 blev Richard Nixon genvalgt med en af de største sejre i amerikansk historie, da han slog sin modstander overlegent. Nixon fik 60,7 % af stemmerne, næsten 18 millioner flere end sin modkandidat og han vandt 49 ud af 50 stater - til sammenligning vandt Barack Obama kun 53 % af stemmerne i 2008 og 51 % i 2012. Donald Trump vandt med 46 % af stemmerne (faktisk var der færre amerikanere, der stemte på Donald Trump end hans modkandidat, Hillary Clinton. Hun modtog 48 % af stemmerne).

Richard Nixons præsidentperiode så længe ud til at blive meget succesfuld, men i 1974 kom det frem, at Nixons stab havde aflyttet det demokratiske partis hovedkontor, som havde til huse i Watergate-bygningen i Washington D.C. Dette blev senere kendt som Watergate-skandalen, og det førte til, at Nixon som den første og eneste præsident måtte gå af før tid. Nixon erkendte aldrig at have været involveret i Watergate-skandalen. I en live-transmitteret tv-tale udtalte Nixon de udødelige ord:

Efter Nixons abdikation i 1974 overtog hans vicepræsident, Gerald Ford, magten i USA. En af præsident Fords første beslutninger var at benåde Richard Nixon, så han ikke kunne retsforfølges for Watergate-skandalen. Dette gjorde ham upopulær blandt den amerikanske befolkning. Præsident Ford genvandt dog lidt af folkets tillid, da han i 1975 afsluttede Vietnamkrigen og fik trukket de sidste amerikanske soldater hjem.

I 1977 fik USA igen ny præsident, denne gang hed han Jimmy Carter. I USSR var Bresjnev fortsat leder. Jimmy Carter var stor modstander af atomvåben. I sin indsættelsestale udtalte han blandt andet: "And we will move this year a step toward ultimate goal - the elimination of all nuclear weapons from this Earth". Det var derfor et altoverskyggende mål for præsident Carter at få nedbragt antallet af atomvåben hos de to supermagter.

På et topmøde i Wien i juni 1979 blev de to ledere Carter og Bresjnev enige om SALT 2-nedrustningsaftalen. Her forpligtede begge supermagter sig til at skulle holde deres arsenal af atomvåben nede på et antal på 2.250 i alt.

SALT 2-aftalen nåede dog aldrig at blive endeligt vedtaget. En af grundene var, at USSR var begyndt at opstille SS-20-mellemdistancemissiler i Østeuropa, som kunne ramme mål i Europa med få minutters varsel. Præsident Carter mente derfor, at Sovjetunionen reelt oprustede i stedet for at nedruste.

En anden forhindring i nedrustningsaftalerne opstod, da USSR i december 1979 invaderede Afghanistan...

Forhandlingerne om nedrustning var gået godt mellem USA og USSR gennem 1970'erne, og da præsident Carter og Bresjnev i 1979 mødtes for at forhandle SALT 2-aftalen på plads, så det endelig ud til, at den massive atomoprustning i verdenen skulle aftage. Optimismen skulle dog snart aftage, da USSR i december 1979 invaderede Afghanistan og derved truede USA's olieøkonomi i den Persiske Golf.

Det amerikanske modsvar kom prompte, da præsident Carter i sin tale til nationen i 1980 bekendtgjorde, at USA fremover ville anvende den nødvendige magt til at forsvare sine "interesser" i den Persiske Golf. Dette er sidenhen blevet kaldt for Carterdoktrinen.

Den sovjetiske invasion af Afghanistan udviklede sig hurtigt til en stedfortræderkrig, da USA i sit forsøg på at tvinge USSR ud af Afghanistan i al hemmelighed ydede våben til de afghanske frihedskæmpere Mujahedin. Ligesom ved Svinebugtsaffæren måtte det ikke se ud, som om USA var indblandet, og CIA blev endnu en gang sat på opgaven.

Et af de våben, som CIA gav til de afghanske Mujahedinere, var det amerikanske "Stinger-missil", som var særligt effektivt til at nedskyde fly og helikoptere.

Det lykkedes ikke for USA at tvinge USSR ud af Afghanistan, og hele CIA-aktionen skulle vise sig at koste USA en masse penge i våbenleverancer. Derudover er det af mange historikere blevet påpeget, at de våben, som USA gav til Mujahedinerne i 1980'erne, er de selvsamme våben, som terroristerne sidenhen har benyttet mod USA.

Forholdet mellem USA og USSR blev også yderligere nedkølet, da USA i 1980 valgte at boykotte de olympiske lege i Moskva.

I løbet af 1980'erne oplevede Sovjetunionen store uroligheder, og verdens største land måtte langsomt erkende, at det var en lettere umulig opgave at holde sammen på så stor en nation.

I Polen opildnede arbejderne til massestrejker, hvilket skabte uro i resten af Sovjetunionen. I spidsen for det polske oprør stod elektrikeren Lech Walesa. Han fik de polske arbejdere til at organisere sig, så de sammen kunne stå stærkere mod USSR.

Senere grundlagde Lech Walesa den første fagforening i USSR. Fagforeningen hed "Solidaritet", og den sendte et klart signal til de sovjetiske ledere om, at de polske arbejdere ikke længere ville finde sig i undertrykkelsen fra Sovjet-regimet.

Den Moskva-ledede regering i Polen forsøgte i stor stil at dæmme op for den indflydelse, som "Solidaritet" havde, men ved nytåret 1981 var 28 procent af alle voksne polakker medlemmer af "Solidaritet".

Lech Walesa modtog i 1983 Nobels fredspris, og han opnåede også at blive polsk præsident fra 1990 til 1995.

I 1981 fik USA igen ny præsident. Den siddende præsident Jimmy Carter havde ellers haft en succesfuld præsidentperiode, men det vendte alt sammen den 4. november 1979, da iranske studenter besatte den amerikanske ambassade i Teheran og tog 52 amerikanere som gidsler. Efter et år var det fortsat ikke lykkedes Præsident Carter at få forhandlet gidslernes løsladelse i hus, hvilket gjorde, at han mistede befolkningens støtte, og da præsidentvalget kom i november 1980, måtte han se sig slået af den amerikanske skuespiller Ronald Reagan.

Reagan førte en helt anden kurs end Carter. Han mente nemlig, at USA og Sovjetunionens tidligere aftaler om nedrustning havde givet Sovjetunionen store fordele, og at USA's militær var blevet for svagt. Reagan kritiserede især SALT II aftalen, som Jimmy Carter havde indgået, fordi denne aftale satte en grænse for hvor mange nye atomvåben landene måtte opstille i stedet for rent faktisk at fjerne nogle. Han mente også at USA sakkede bag ud i våbenkapløbet.

Derfor gennemførte præsident Reagan enorme stigninger i USA's forsvarsbudget. I 1981-82 steg de amerikanske forsvarsudgifter med 32,6 mia. dollars. I marts 1983 fik Reagan i Kongressen vedtaget SDI (Strategic Defense Initiative). SDI gik ud på, at USA skulle anbringe et netværk af satellitter med laserkanoner i rummet. Satellitterne skulle ødelægge sovjetiske missiler, før de nåede amerikansk jord. Populært fik SDI navnet "Stjernekrigsprojektet".

Sovjetunionen fordømte SDI på det skarpeste. SDI ville føre til et våbenkapløb i rummet, sagde de sovjetiske ledere. De var bange for, at USA var ude på at beskytte sig selv mod gengældelse efter først at have sat et "first-strike"-atomangreb i gang mod Sovjetunionen.

Den 8. marts 1983 holdt præsident Reagan en tale, hvor han udråbte Sovjetunionen til "Ondskabens Imperium". Den udmelding gjorde kun forholdet mellem de to supermagter værre.

USSR havde i 1980'erne opbygget det største atomarsenal i verdenen, og de søgte hele tiden at udvide deres beholdning af atomvåben for ikke at stå svagere i forhold til den anden supermagt, USA. Men atomvåben er farlige, og håndteringen af atomkraftværker viser sig ofte at være både en kompliceret og vanskelig proces. Dette måtte befolkningen i den lille by Pripjat i det nuværende Ukraine sande, da de i 1986 var vidner til verdenshistoriens værste atomkraftkatastrofe. Lørdag den 26. april 1986 eksploderede reaktor fire på atomkraftværket Tjernobyl, som lå blot to kilometer fra Pripjat. Det blev den værste atomkraftulykke nogensinde.

Først forsøgte Sovjetunionen at dysse alle oplysninger ned om ulykken. Men man opgav snart at skjule fakta. Den radioaktive forurening endte med at koste mange liv, og i årene efter steg forekomsten af kræft i skjoldbruskkirtlen markant. Også i Skandinavien skabte Tjernobyl-ulykken panik og blev en vigtig brik i 1980'ernes kampagne imod atomkraft.

Befolkningen i området omkring Tjernobyl lever fortsat med angsten for eftervirkningerne af atomkraftulykken. Den dag i dag er Tjernobyl et populært rejsemål. Populariteten skyldes både den nye rejseform "Dark turism", hvor rejserne går til steder, hvor nogle af de mørkeste begivenheder i verdenshistorien har fundet sted.

I marts 1985 fik USSR ny leder ved navn Mikhail Gorbatjov. Gorbatjov mente modsat sine forgængere, at det var på tide at stoppe tankegangen med opdelingen af verden i Øst og Vest. Han gik efter nedrustning og efter en tilnærmelse til Vesten, og han indså, at Sovjetunionen ikke havde kræfter til at bevare sin kontrol med Østeuropa.

Gorbatjov åbnede også op for nye reformtanker og for en fri debat, som kunne skabe løsninger på Sovjetunionens store samfundsmæssige problemer. Nøgleordene for de nye reformer blev:

"Perestrojka" og "Glasnost"

Perestrojka (oversat: rekonstruktion) handlede især om at omstrukturere det sovjetiske samfund ved at gå væk fra isolationspolitiken og planøkonomien og i stedet opbygge et mere demokratisk og kapitalistisk land.

Glasnost (oversat: åbenhed) handlede både om at give ytringsfrihed til befolkningen og om at gøre landets ledelse gennemskuelig for det sovjetiske folk. Samtidigt blev befolkningen også opfordret til at deltage i samfundsdebatterne på ægte, demokratisk vis.

Sovjetunionen oplevede stadig større og større pres fra både indland og udland. Indefra blev Sovjetregimet udfordret af Ungarn, som i maj 1989 åbnede sine grænser mod Østrig. Dette betød, at et stort antal østtyskere strømmede gennem Ungarn mod Vesten. Udefra fortsatte den amerikanske præsident Ronald Reagan med at lægge pres på USSR. I en tale d.12.juni 1987 henvendte han sig direkte til sin fjende, Mikhail Gorbatjov, med de udødelige ord:

Der skulle ikke gå lang tid fra Ronald Reagans udmelding til Gorbatjov, før der for alvor kom gang i debatten omkring de Berlinmuren og de østtyske udrejseregler. Emnet var på alles læber i DDR - ingen DDR-borgere ønskede at bibeholde Berlinmuren, som i 1961 havde adskilt dem fra deres landsmænd. Den voksende utilfredshed lagde et stort pres på USSR. Men forunderligt nok var det ikke ledelsen i USSR og Gorbatjov, der endte med at give Berlinmuren dødsstødet - det skulle i stedet komme fra obersten Gerhard Lauter.

I november 1989 blev det i DDR besluttet, at der skulle laves nye rejseregler for befolkningen. Indtil da havde reglerne fastlagt, at ingen DDR-borgere kunne forlade DDR uden et pas og visum. Det var dog uhyre sjældent, at disse visa blev udstedt til borgerne; man frygtede jo i DDR, at befolkningen ville rejse ud og aldrig nogensinde vende tilbage.

I DDR's inderigsministerium havde man fået ordrer fra Politbureauet til at lave nye udrejseregler for DDR-borgere, som gjorde, at DDR-borgerne godt kunne forlade DDR, men aldrig måtte vende tilbage igen. I spidsen for den gruppe, der skulle lave de nye udrejseregler, var obersten Gerhard Lauter.

Gerhard Lauter kunne ikke lide tanken om, at DDR-borgerne aldrig skulle have lov til at vende tilbage til DDR, hvis de først var rejst ud af landet. Han valgte derfor at gå stik mod de ordrer, han havde fået fra Politbureauet, og han lavede i stedet en lov, der gjorde det muligt for DDR-borgere at rejse ind og ud af DDR.

For at sikre sig mod at grænseovergangene ikke blev overrendt af DDR-borgere lige med det samme, havde Gerhard Lauter besluttet at lave en embargo (en tilbageholdelse) på lovsforslaget, så det først trådte i kraft den efterfølgende dag. Han tilføjede også, at DDR-borgerne skulle have et pas, før de ville kunne rejse ud af landet. I 1989 havde kun hver fjerde DDR-borger et pas, så det ville tage lidt tid, før alle DDR-borgere ville have mulighed for at forlade DDR.

Det var med bange anelser, at Gerhard Lauter underskrev lovforslaget, som nu skulle gennnemlæses og godkendes af Politbureauet. Han var jo gået imod de direktiver, han havde fået, og han vidste ikke, om Politbureauet ville kræve ham fyret, så snart de så det lovforslag, som han havde skrevet.

Senere samme dag nåede dokumentet frem til Politbureauets hovedkvarter, hvor toppolitikerne i DDR's kommunistparti (SED) sad og holdt møde om netop udrejsereglerne i DDR. Her læste DDR's kommunistiske leder Egon Krenz lovforslaget op for alle de tilstedeværende partimedlemmer. Ingen af politikerne bed dog mærke i, at lovforslaget reelt gav tilladelse til, at DDR-borgerne nu kunne rejse frit ud af DDR, såfremt de havde et pas. Lovforslaget blev derfor godkendt uden yderligere diskussion.

Der var dog en SED-politker, som ikke var til stede ved mødet, da Egon Krenz læste det nye lovforslag op. Partiets medietalsmand Günter Schabowski var nemlig i færd med at arrangere et pressemøde, som skulle finde sted om aftenen, hvor pressen ville få at vide, hvad SED-politkerne var nået frem til ved deres partimøde. Günter Schabowskis fravær skulle vise sig at blive altafgørende for murens fald. For da han vendte tilbage til partimødet, fik han at vide af Egon Krenz, at han skulle præsentere lovforslaget for pressen om aftenen, men ingen fortalte ham om den embargo, der var blevet lagt på lovforslaget.

Om aftenen til pressemødet var omkring 200 journalister mødt op for at høre omkring DDR's rejseregler. Günter Schabowski havde dog glemt alt om det dokument, han havde fået fra Egon Krenz, og han brugte i stedet næsten en time på at tale om alt muligt andet end netop disse rejseregler. Det var først, da en journalist fra det italienske nyhedsbureau ANSA spurgte ind til rejsereglerne, at Günter Schabowski kom i tanke om dokumentet fra Egon Krenz.

Men husk på, at Günter Schabowski ikke var til stede ved SED-partimødet tidligere på dagen, og han havde jo derfor ikke hørt om den embargo, der var blevet pålagt lovforslaget. Så da en journalist kort efter spurgte ham om, hvornår dette lovforslag trådte i kraft, vidste han heller ikke bedre end at svare, at det gjaldt med øjeblikkelig virkning.

Nyheden om de åbne grænser spredte sig hurtigt i DDR, og inden længe blev der dannet lange køer ved grænseovergangene ind mod Vestberlin. Ved kontrolposterne langs grænsen anede grænsevagterne ikke, hvad de skulle stille op. SED's partiledelse sad stadig i møde, og de havde derfor ikke hørt Günter Schabowskis pressemøde. De vidste derfor ikke, at grænserne nu var åbne. I DDR var det ministeriet for statssikkerhed (Stasi), som stod for kontrollen ved grænseposterne. De var heller ikke informeret om de nye rejseregler, og de fortalte derfor grænsevagterne, at DDR-borgerne fortsat kun kunne forlade DDR, hvis de havde et gyldigt pas og udrejsetilladelse (altså de gamle regler).

I løbet af aftenen strømmede der fortsat flere og flere DDR-borgere mod grænsen - alle fik de samme besked: "I kan ikke komme over grænsen, med mindre I har gyldigt pas og visum". Situationen ved grænseposterne var anspændt, og DDR-borgernes tålmodighed var ved at være brugt op.

For at undgå voldelige scener, hvor grænsevagterne ville blive overmandet af en vred folkemængde, besluttede Stasi, at de DDR-borgere, som udgjorde den største risiko for sikkerheden, skulle have lov til at rejse over grænsen. Hvad Stasi ikke fortalte var, at de udrejste DDR-borgere ikke ville få lov til at rejse tilbage ind i DDR, hvis først de var rejst over grænsen.

Det var fortsat kun et fåtal af DDR-borgere, som blev lukket igennem grænseposterne til Vestberlin, og den utilfredse folkemængde var derfor drastisk voksende. Risikoen for at grænserne ville blive overløbet var overhængende, og grænsevagterne fik ingen beskeder fra deres overordnede i Stasi. Nu var gode råd dyre...

For at gøre situationen værre begyndte de første DDR-borgere nu at vende tilbage efter deres besøg i Vestberlin. Grænsevagterne havde jo fået ordrer på at nægte dem adgang til DDR, når de kom tilbage. Til sidst fik den øverstbefaldende ved grænseovergangen, Harald Jäger, nok. Kl.23:30 tog han en beslutning, der skulle vise sig at få historiske konsekvenser for det jerntæppe, der i mere end 40 år havde adskilt øst og vest i Europa.