Samtaleanalysens begreber

Transaktionsanalyse- uddrag Ind i sproget.docx

Turtagning, gambitter og god dialogskik (gruppe 6)

Lad os nu bevæge os lidt tættere på samtalen. En særlig gren af pragmatikken beskæftiger sig med samtaleanalyse og har især fokus på mundtlige samtaler. Et særligt kendetegn ved mundtlige samtaler er, at parterne skiftes til at sige noget til hinanden. Den ene siger noget, mens den anden lytter. Det kaldes turtagning. Som regel fungerer det helt problemfrit. Parterne undgår at tale i munden på hinanden og undgår for lange pauser. Begge forhold kan skabe problemer i samtalen, selv om det i høj grad er kulturelt bestemt, hvor meget og hvordan man må bryde ind i den andens taletur, og hvor lange pauser i samtalen, man accepterer. I Spanien og Frankrig er det for eksempel mere accepteret end i Danmark at overlappe hinanden i et længere interval i samtalen, men grundlæggende sker al samtale ud fra princippet om turtagning.

Fra barnsben har vi lært at vente på vores tur i samtalen. Vi kender de forskellige signaler, der betyder, at det er vores tur til at sige noget. Det kan blot være et blik eller et nik fra den anden, det kan være en tøven eller pause, der fortæller, at vedkommende nu er ved at afslutte det, han vil sige, og at vi godt kan komme på banen. Vi benytter ligeledes forskellige signaler til at fortælle, at vi godt selv vil byde ind med noget i samtalen. Vi læner os f.eks. ofte frem, hvis vi gerne vil sige noget.

Signalerne, der styrer turtagningen, kan ligeledes tage form af udbrud, små ord eller faste udtryk som "ja" "ik'", "synes du ikke?", "hør lige her" eller "hm". Disse udtryk tilhører gruppen af ord og udtryk i sproget, der kaldes for gambitter. Det er ord eller udtryk, der ikke indeholder informationer om det, man taler om, men udelukkende bidrager til at regulere samtalen. Gambitterne styrer turtagningen og giver feedback til den anden om, at man er med i samtalen. Her følger en oversigt over deres forskellige funktioner i samtalen og enkelte eksempler på dem.

Mere om transaktionsanalyse

Transaktionsanalyse (tillæg til gruppe 1)

En teori, der har særlig fokus på de styrkeforhold, der kan forekomme i kommunikationen, er den canadiske psykiater Eric Bernes (1910-1970) teori om transaktionsanalyse. Teorien går ud fra, at vores personlighed består af tre dele, som på forskellige måder udtrykker sig gennem det, vi siger til andre, både verbalt og nonverbalt. Det er forældrejeg'et, barnejeg'et og voksenjeg'et. Tredelingen svarer til psykoanalytikeren Sigmund Freuds (1856-1939) opdeling af personligheden i overjeg'et, jeg'et og det'et.

• Forældrejeg: Når vi benytter forældrejeg'et, er vi enten den kritiske forælder, der sætter grænser og er moralsk eller truende, eller vi er den omsorgsfulde forælder, der er støttende, trøstende og udviser empati. Forældrejeg'et henvender sig til barnejeg'et hos den anden.

• Barnejeg: Når vi benytter barnejeg'et, kan det komme til udtryk på tre måder: Vi kan udtrykke os som det naturlige barn, der er uhæmmet og fri, vi kan udtrykke os som det tilpassede barn, der er hæmmet og genert, eller vi kan udtrykke os som det rebelske barn, der gør oprør og er trodsig. Når vi benytter barnejeg'et, lægger vi op til, at den anden skal reagere ud fra sit forældrejeg.

• Voksenjeg: Når vi benytter voksenjeg'et, viser vi derimod vores rationelle side og vurderer, hvad der er mest praktisk og fornuftigt i bestemte situationer. Her opfordrer vi den, vi taler med, til ligeledes at bruge voksenjeg'et.

Alle tre jeg-tilstande er værdifulde dele af en moden personlighed, siger Eric Berne. Ingen af dem kan undværes, og den mest optimale kommunikation opnås ifølge Berne, når det enten er voksenjeg'et, det omsorgsfulde forældrejeg eller det naturlige barnejeg, der anvendes. Kommunikation kaldes af transaktionsanalysen for transaktioner. De foregår mellem personernes forskellige jeg-tilstande. Her kan man tale om fire forskellige typer af transaktioner:

Simple transaktioner (rød) foregår mellem ens jegtilstande, f.eks. fra voksenjeg til voksenjeg og kan lyde på følgende måde: Hvornår skal vi mødes/Klokken fem.

Komplementære transaktioner (gul) løber frem og tilbage mellem de samme to jeg-tilstande, f.eks. fra det omsorgsfulde forældrejeg til det naturlige barnejeg og tilbage igen: Jeg skal nok passe på dig!/Tak, det er jeg glad for! Eller fra det omsorgsfulde forældrejeg til det rebelske barnejeg: Jeg skal nok passe på dig./Nej, du ska' sgu ikke! I de komplementære transaktioner kan kommunikationen for det meste forløbe ganske uproblematisk og positivt, men når det kritiske forældrejeg eller voksenjeg'et møder det rebelske barnejeg, kan der hurtigt opstå store konflikter.

Krydsede transaktioner (blå) kommunikerer frem og tilbage mellem forskellige jegtilstande. Her bliver kommunikationen uklar, og parterne oplever, de taler forbi hinanden. De krydsede transaktioner kan f.eks. gå fra voksenjeg til voksenjeg og tilbage fra barnejeg til forældrejeg og lyde sådan her: Du ser syg ud Jørgen!/Hvorfor skal du altid fortælle mig, at jeg ikke kan klare noget? Her bliver samtalen forstyrret endnu inden den er begyndt, fordi modtageren hører en kritisk forældrestemme i afsenderens budskab, hvilket vi her antager, der ikke er tale om. De krydsede transaktioner betyder næsten altid et brud i kommunikationen.

Skjulte transaktioner (grøn) kommunikerer et åbent budskab til én jegtilstand og et underforstået budskab til en anden jegtilstand hos modtageren. De kan f.eks. gå fra voksenjeg til voksenjeg, men med et underforstået budskab fra forældrejeg til barnejeg. Det er måske tilfældet i følgende situation, hvor vi er ude at køre med et ægtepar. Kvinden kører bilen. De holder stille ved et lyssignal, og manden siger: Der er grønt! På den ene side er det en faktuel information sendt fra voksenjeg til voksenjeg, på den anden side er der måske også tale om, at manden sender et underforstået budskab fra sit kritiske forældrejeg til hendes barnejeg, om at hun sidder og sover og endnu en gang er for langsom i vendingen. De skjulte transaktioner møder vi også i forbindelse med ironi og humor.

Transaktionsanalysen kan fortælle noget om årsagerne til de misforståelser, der ofte opstår i løbet af en samtale, og hvordan den måde, vi henvender os til andre på – om vi taler til den anden som forælder, voksen eller barn – i høj grad er med til at påvirke den måde, de svarer os på. I ægteskaber og parforhold er problemet ofte, at der tales for meget fra det kritiske forældrejeg og fra det tilpassede eller rebelske barnejeg. Forældrejeg'et har så at sige en tendens til at forføre partneren til at anvende sit barnejeg og omvendt. Det kan sætte mange konflikter i gang og skabe asymmetri i en relation, hvor voksenjeg'et ikke har tilstrækkelig plads.

Mere om Effektivitetsprincippet også kaldet Samarbejdsprincippet og det underforståede DEL

Som sprogbrugere er vi vant til at skelne mellem det, der eksplicit siges, og det, der i virkeligheden menes og er underforstået. Som regel er det ganske ukompliceret, og det volder os ikke de store problemer at forstå det underforståede. Vi så det i forbindelse med de indirekte sproghandlinger. I spørgsmålet "Er der ikke varmt herinde" er det f.eks. underforstået, at vi gerne vil have vinduet lukket op. Det forstår vi uden videre. Lidt vanskeligere bliver det tilsyneladende i følgende samtalestump.

A: Ved du hvad klokken er?

B: Kampen er begyndt?

Umiddelbart virker det, som om B svarer helt hen i vejret, men forestiller vi os en situation, hvor de to personer støder på hinanden foran indgangen til et fodboldstadion, så bliver B's svar straks mere forståeligt. B antager nemlig, at A er kommet for at se kampen, der starter kl. fire. Derfor ligger der underforstået i hans svar, at klokken allerede er over fire, og at A er sent på den. A har ingen problemer med at forstå B's svar.

B's svar er selvfølgelig først og fremmest forståeligt på grund af konteksten, dvs. den situation, de to personer står i, men det, der også gør det muligt for A at forstå svaret, er, at de begge trækker på et fælles princip for, hvordan man taler med hinanden.

Den engelske filosof og pragmatiker H.P. Grice (1913-1988) kalder dette princip for samarbejdsprincippet (Arndt, 2007). Det er et princip, som vi til daglig forsøger at overholde for at gøre kommunikationen så effektiv og entydig som mulig, således at vi ikke misforstår hinanden. Ifølge Grice indeholder samarbejdsprincippet 4 grundlæggende maksimer:

1. Sandhedsmaksimen: Sørg for kun at tale sandt. Sig intet, som du selv tror er falsk, og sig heller ikke noget, du ikke har tilstrækkelig grund til at tro.

2. Kvantitetsmaksimen: Giv den information, som er nødvendig (og ikke mere eller mindre) i forhold til det, der er samtalens formål.

3. Relevansmaksimen: Vær relevant. Hold dig til emnet.

4. Klarhedsmaksimen: Udtryk dig klart og direkte, uden flertydighed og omsvøb.

Maksimerne udgør et fælles grundlag for kommunikationen, der skal få samtalen til at flyde så effektivt som mulig. Vi går ganske enkelt ud fra, at de overholdes.

A: Vil du med til fest?

B: Ja, det vil jeg gerne.

Informationerne, der udveksles i denne korte samtalestump, er korte og entydige. Parterne har ikke noget problem med at forstå hinanden. Alle maksimer er overholdt.

Men faktisk forholder det sig sådan, at vi bestemt ikke altid overholder alle maksimerne. Det skyldes ikke kun, at vi ofte og uden at ville det får rodet os ud i nogle tågede forklaringer. Tit tillader vi os helt bevidst at bryde med en eller flere af maksimerne, samtidig med at vi bestræber os på at leve op til det overordnede samarbejdsprincip. Eller sagt på en anden måde: Vi bryder ofte bevidst med maksimerne i dagligdagen. Men vi gør det kun, fordi vi gensidigt er opmærksomme og forpligtede på samarbejdsprincippet, selv når vi bryder én eller flere af maksimerne. Det er her, vi skal finde en vigtig del af forklaringen på, at vi uden videre forstår det underforståede, vi siger til hinanden. Lad os se på forskellige eksempler, hvor vi bevidst bryder med en eller flere af maksimerne og samtidig forstår det, der siges.

Sandhedsmaksimen: Det har efterhånden regnet en hel uge og følgende replikskifte falder mellem to personer:

A: Så regner det igen.

B: Ja, det er skønt.

A er straks klar over, at B bevidst bryder med sandhedsmaksimen og slet ikke mener det, hun siger. I stedet slutter A ud fra situationen, at hun må mene præcis det modsatte og altså benytter sig af ironi. Kernen i ironi er jo netop at sige det stik modsatte af, hvad man mener. Bevidste brud på sandhedsmaksimen udnyttes ligeledes i mange sproglige billeder. Se blot på følgende samtalestump, hvor A jo godt kan regne ud, hvad B mener.

A: Hvad synes du om hende?

B: Hun er en lækker sild.

Kvantitetsmaksimen: Brud på kvantitetsmaksimen sker som regel ved, at man siger for meget eller for lidt.

A: Hvad hedder du?

B: Det kunne du godt lide at vide.

Her siges der tydeligvis for lidt, og A må slutte, at B ikke er interesseret at oplyse sit navn. I det næste eksempel kommunikeres der for meget.

A: Hvor gik han hen?

B: Han gik hjem til hende den lille, han bor sammen med.

B bryder tydeligt med kvantitetsmaksimen (og med relevansmaksimen) og giver A en overflødig og irrelevant information ("den lille"). Bruddet betyder, at A straks begynder at tolke i de overflødige dele af B's svar. Der er noget underforstået i det. Hvad det drejer sig om, afhænger af den kontekst, samtalen indgår i. Det kunne jo være en antydning af, at B mener, at Sørens kæreste er alt for ung til ham.

Relevansmaksimen: I det følgende replikskifte holder B sig tilsyneladende ikke til emnet, og så dog alligevel:

A: Vil du med til fest?

B: Jeg skal aflevere en opgave på mandag.

Hvis B's svar havde været "ja, det vil jeg gerne" som ovenfor eller "nej, jeg har ikke tid", så havde alle fire maksimer været overholdt, og der ville ikke være skyggen af noget underforstået i samtalen, men som vi ser B svare i eksemplet, så har det ikke umiddelbart meget sammenhæng med A's spørgsmål. B bryder tilsyneladende med relevansmaksimen. Men fordi A rent faktisk ved, at B er lige så opmærksom på samarbejdsprincippet, som A selv, så søger han straks efter en god grund til B's svar. Og han når selvfølgelig hurtigt frem til, at der er tale om et underforstået afslag. B har ikke tid til at tage med til fest, fordi han skal lave sin opgave.

Klarhedsmaksimen: Denne maksime understreger, at man skal undgå flertydigheder og tale direkte om sagen. Det sker ikke i følgende replikskifte.

A: Er Peter dygtig i skolen?

B: Han kommer til timerne og rækker også tit hånden op..

B forholder sig tilsyneladende meget indirekte til spørgsmålet og bryder her tydeligvis klarhedsmaksimen (og relevansmaksimen), men alligevel fornemmer vi ud fra svaret, at B mener, at Peter faktisk ikke er særlig dygtig. A ønsker måske ikke at sige det direkte og risikere at blive taget til indtægt for det, men får det alligevel sagt. En tilsvarende dækning af sin egen holdning ser vi i et klassisk replikskifte mellem en interviewer og en politiker

A: Vil det sige, at du mener, ministeren er færdig i politik?

B: Sådan vil jeg ikke udtrykke det. (alternativ: sådan kan man selvfølgelig sige det)

B får her et spørgsmål, der kan besvares med ja eller nej, men vælger at bryde klarhedsmaksimen for at dække sig selv ind. B vil helst ikke citeres direkte for at mene, at ministeren er færdig i politik. På den anden side er vi ikke tvivl om, at det er det, B mener. Han giver modtagerne en bestemt opfattelse af situationen uden selv at formulere den. Det overlades helt til modtageren, og B kan bagefter ikke tages til indtægt for den.

Mere om: Undertekst

Vi har nu flere gange været inde på, hvordan der kan forekomme noget underforstået i en ytring, dvs. noget, vi ikke konkret siger, men som alle forstår, vi mener, med det vi siger. I samtaler og dialoger findes der imidlertid ikke blot noget, der er underforstået, der optræder desuden ofte en undertekst. Underteksten kan man ikke umiddelbart forvente, at modtageren altid forstår, og afsenderen er måske heller ikke helt bevidst om den eller forstår den til fulde. Underteksten er det, der gemmer sig mellem linjerne i en samtale eller dialog og dog alligevel stikker sit hoved frem, fordi man mærker, der foregår noget andet og mere i samtalen end det, der konkret siges. Og forståelsen af det "mere" er ofte det, der giver os den endelige indsigt i, hvad der foregår mellem parterne i samtalen.

Underteksten kan handle om mange forskellige ting. Man vil måske gerne slå op med sin kæreste, som man er blevet træt af, men man kan ikke få det sagt direkte. Alligevel mærker kæresten måske, at det er det, der er på spil mellem linjerne i samtalen. Underteksten kan fortælle, hvad man i virkeligheden ønsker af den, man taler med. Den kan fortælle om ens syn på eller forhold til vedkommende, eller hvordan man ser sig selv i relation til den anden. Mange dramatiske og litterære dialoger indeholder undertekst, fordi de netop bevidst arbejder med at skabe flere betydningslag i teksten. Men også hverdagens samtaler kan sagtens indeholde skjulte undertekster.

Man kan sige, at underteksten til forskel fra det underforståede ikke foregår på det sproglige niveau og ikke bestemmes af sproglige konventioner, men snarere foregår på det psykologiske plan i teksten. I arbejdet med at finde underteksten kan man imidlertid holde øje med steder i samtalen, hvor samarbejds- eller høflighedsprincippet brydes, hvor parterne misforstår hinanden eller udsætter hinanden for ansigtstruende handlinger. Det kan være et signal om, at noget usagt er på spil i forholdet mellem samtaleparterne.

I dramateksten er det vigtigt at holde øje med regi-bemærkningerne, fordi der her ofte angives, hvordan personerne reagerer på det non-verbale plan. Og ofte er det netop i forholdet eller rettere misforholdet mellem det, der siges på det verbale plan og det, kroppen/stemmen/tonefaldet samtidig "siger" på det non-verbale plan, at underteksten fornemmes. I den litterære tekst kan underteksten vise sig i forholdet mellem det, der siges og det, der gøres (""Jeg er så glad for dig", sagde han og kiggede væk"), eller den bliver synlig/antydet i fortællerens kommentarer. I arbejdet med underteksten kan man ofte med fordel benytte sig af transaktionsanalysen til at se på, hvilke personlighedsdele og transaktioner, der dominerer samtalen. Her kan dominansforhold mellem parterne for eksempel afdækkes.