Husk at give eksempler og begrunde dine svar til de enkelte punkter med henvisning til bestemte steder i teksten.
Præsentation af digtet: Hvem har skrevet digtet, hvilken titel har det, og hvornår er det skrevet?
Hvad? (analyse af indhold)
Genre: Er der tale om et traditionelt eller et moderne digt? Er der tale om brugslyrik eller centrallyrik?
Motiv: Hvad er digtets motiv eller motiver? Kærlighed, sorg, længsel, rejse, barndommens land, paradis, ensomhed m.m.
Den ydre verden: Hvordan beskrives den ydre verden? Får vi noget at vide om tid (tid på året eller døgnet) eller er begivenhederne i digtet løsrevet fra en bestemt tid? Får vi noget at vide om sted og miljø (geografisk, socialt)? Får vi noget at vide om rummet? Er det hårdt eller blødt, varmt eller koldt, stort eller lille, levende eller dødt? Er det fyldt med farver? Er det et naturrum eller et kulturrum? Tilhører det dyreriget eller planteriget? Er det et overnaturligt rum (himmel, helvede, ånder)? Er der personer tilstede i digtet?
Den indre verden: Hvad får vi at vide om fortællerens eller jeg'ets indre verden? Er det følelser eller stemninger, der dominerer den indre verden (glæde, håb, frygt eller fortvivlelse)? Er det tanker og refleksioner (erindringer, overvejelser, fantasier, forventninger)? Er det fornemmelser (anelser)? Eller er det først og fremmest iagttagelser og sansninger? I så fald, hvilke af de fem sanser dominerer (syn, hørelse, smag, lugt, følesans)? Hvem er fortælleren i digtet?
Hvordan? (analyse af form)
Ydre komposition: Hvordan er digtet opstillet? Hvordan fremtræder det rent grafisk? Består det af strofer? Hvor mange? Er der tale om lange eller korte verslinjer? Er en særlig tegnsætning dominerende (f.eks. ingen tegn overhovedet eller stort begyndelsesbogstav ved starten af hver verslinje)? Står enkelte eller flere ord med kursiv eller med store bogstaver?
Indre komposition: Er der tale om et tidsligt forløb i digtet, f.eks. fra morgen til aften, fra nat til dag, fra forår til efterår? Er der tale om en kontrastopbygning? Er digtet logisk argumenterende? Er digtet opbygget efter et fast system? Eller er der tale om en pludselig vending eller pointe i digtet, evt. til sidst?
Sproglige billeder: Undersøg, om der er markante eller gennemgående billeder i digtet (metaforer, sammenligninger, symboler m.m.), og om de benytter særlige kildeområder? Hvilke sanser dominerer f.eks. i billederne? Forbinder de digtets ydre og indre verden?
Sproglige figurer: Undersøg, om digtet anvender bestemte sproglige figurer. Benyttes f.eks. gentagelsesfigurer i form af anaforer eller dramatiske figurer i form af udråb?
Rim og rytme: Undersøg, om digtet indeholder rim, f.eks. enderim eller bogstavrim, og om der er særlige rimmønstre i digtet. Undersøg om digtet er rytmisk opbygget, og om rytmen, dvs. placeringen af trykstærke stavelser, er varieret eller ej? Sker der eventuelt forandringer i rytmen i løbet af digtet? Benytter digtet sig af bestemte rytmiske figurer? Rim og rytme tilfører digtet en særlig musikalitet og kan skabe forskellige former for bevægelse og stemning.
Sætningsopbygning: Undersøg, om der er noget specielt ved sætningsopbygningen, f.eks. ufuldstændige sætninger, som kan afspejle følelsesmæssig uro, korte sætninger, der f.eks. kan etablere en tempofyldt stemning, eller sætninger, der deles af to eller flere verslinjer (enjambement).
Ordvalg: Er ordvalget knyttet til bestemte semantiske felter? Bruges der dagligdags, sjældne, gammeldags, fremmedartede, slangprægede, højtidelige eller sjove ord? Benyttes der fortrinsvis konkrete eller abstrakte ord? Er der mange negativt eller positivt ladede ord, eller er sproget neutralt. Benyttes der ordnydannelser eller lydord?
Ordklasser: Undersøg, om særlige ordklasser dominerer: især substantiver, verber og adjektiver. Er digtet f.eks. domineret af mange abstrakte eller konkrete substantiver, af sammensatte substantiver, af tilstandsverber, sanseverber eller handleverber, eller af beskrivende eller vurderende adjektiver?
Digtets tone: Er der en særlig tone i digtet (hverdagsagtig, vred, højtidelig, sentimental, naiv, humoristisk, stille, larmende, sprudlende, ironisk, alvorlig, m.m.)? Hvad frembringer digtets særlige tone?
Digtets stil: Er der tale om en særlig kunstnerisk stil (realistisk, romantisk, impressionistisk, ekspressionistisk, surrealistisk, modernistisk m.m.) Benyttes sproget på en særlig måde? Er der tale om høj eller lav stil?
Fortolkning:
Tema: Hvilke forslag har du til tekstens tema eller temaer. Et tema kan ofte aflæses af de modsætninger, der optræder i digtet. Vær desuden opmærksom på, om titlen kan sige noget om digtets tematik. Se på, hvilken betydning formen og valget af sproglige virkemidler har for indholdet. Undersøg, hvordan den ydre og den indre verden er forbundet i digtet. Hvis der er tale om et lyrisk jeg, fungerer den ydre verden ofte som en konkretisering af eller et billede på jegets indre verden, eller mødet med den ydre verden eller sansningen af den fremkalder indre forestillinger og stemninger?
Perspektivering: Hvordan placerer digtet sig i forhold til den tid, det er skrevet i og den litteraturhistoriske periode, det tilhører? Har det ligheder med andre tekster fra perioden eller fra andre perioder?
Gentagelsesfigurer skaber rytme i sproget. Samtidig er de i stand til at understrege eller intensivere det sagte, og de hjælper desuden læseren eller lytteren med at huske det. I barokken blev der anvendt særligt mange gentagelsesfigurer i lyrikken.
Epizeuxis: et ord gentages flere gange i træk. Giver en fornemmelse af entusiasme eller bruges til at understrege noget:
Kærlighed, kærlighed, kærlighed er sjælen i al genialitet (Wolfgang Amadeus Mozart).
Forfængelighed, forfængelighed (Kingo).
Anafor: flere sætninger eller led efter hinanden begynder ens:
Brødre i livets taager/brødre i nøden på jorden (Gustav Munch-Petersen).
Parallel: flere sætninger eller led efter hinanden er næsten ens eller er konstrueret næsten ens:
Det er jo kun Skygger og skinnende Glar. Det er jo kun Bobler og skrattende Kar (Kingo).
Epifor: flere sætninger eller led efter hinanden slutter ens:
Vejen var haard og Trækkeren haard/og Brostenene haard (Johs. V Jensen).
Epanastrofe: (kædegentagelse) en sætning slutter med det samme som den næste begynder med:
han var smuk, smuk som en...
Allitteration: (konsonantrim) Betonede stavelser begynder med samme konsonant:
To tanter tog toget til Tofthøj.
Skygger og skinnende Glar (Kingo).
Assonans: (vokalrim) Lydlig lighed mellem betonede vokaler i to eller flere ord:
kødet skal hænge temmelig længe.
Av min arm.
Trikolon: (tretrinsraket) remser med tre led:
Fortæl mig det og jeg vil glemme. Lær mig det og jeg vil huske, Involver mig og jeg vil lære det (Benjamin Franklin).
Polyptoton: Samme ord gentages i forskellig form:
Seklernes sekel (Bønnelycke).
Drømte mig en drøm i nat (folkevise)
Metabole: Ord gentages i omvendt rækkefølge:
Natten drømmer, drømmer natten.
Asyndeton: (asyndese) sideordning af ord eller sætninger, hvor der ikke bruges konjunktioner (og, eller). Figuren kan skabe tempo.
Tepotten faldt, Tuden knak, Hanken knak af, Laaget er ikke værd at tale om, der er talt nok om det (H.C. Andersen: Tepotten).
Polysyndeton: (polysyndese) flere ord eller sætninger forbundet med konjunktioner (og, eller). Bruges som et rytmisk virkemiddel, men kendes også fra talesproget. Se også sideordnede sætninger.
Og Skoven var lys og lun af Sol og stor og meget stille (Johannes Jørgensen).
Det var koldt, og det regnede, og der var mudder over alt, og vi gik i fire timer i solen.
Modsætningsfigurer er et vigtigt virkemiddel, når det gælder om at fange tilhørernes opmærksomhed.
Antitese: sammenstilling af led og ord af modsat betydning:
Sorrig og glæde, de vandre til hobe (Kingo).
Dengang åndede alt fred og idyl, men så kom pesten.
Oxymoron: Tæt sammenknytning af to størrelser, der er uforenelige:
frygtelig dejlig.
bittersød.
offentlig hemmelighed.
Zeugma: sidestilling af to uensartede størrelser:
Hun havde skoldkopper og en søster i Sverige (Storm P.)
Paradoks: udtryk, der er selvmodsigende:
I går gik der igen tolv år, hvor jeg ikke så dig (Henrik Nordbrandt).
De dramatiske figurer benyttes til at udtrykke følelser eller umiddelbare reaktioner, eller de bruges til at henvende sig til dem, der tales til.
Udbrud:
Oh, Åh.
Det er ikke til at holde ud!
Apostrofe: en henvendelse til en fraværende person, en gud eller et fysisk fænomen:
Tak, tusind gange tak, O Gud (Thomas Kingo).
Retorisk spørgsmål: spørgsmål, som tilhørerne ikke behøver svare på:
Hvem tør skrive, når kloden står stille? (Søren Ulrik Thomsen)
Selvrettelse: hvor fortælleren/taleren bevidst afbryder sin egen tale for at rette sig selv:
Han var glad for hende – nej, han elskede hende!