Digteren Klaus Rifbjerg kommer med sin digtsamling Konfrontation (1960) til at give navn til lyrikken i 60'er-modernismen. Konfrontationsmodernisterne vil bruge digtene til at konfrontere læseren med den moderne verden og den moderne verdens ting. De mener, at vi mennesker overser, hvordan virkeligheden faktisk er, hvis ikke vi får det præsenteret i sproget. I Klaus Rifbjergs digtsamling spiller konkrete ting en stor rolle, som det for eksempel ses i digtet Terminologi fra 1960:
Ja, ja, ja, nu kommer jeg
ned til jer
ord.
Trompet: forblæst.
Skov: vissen.
Karyatide: antik. (Karyatide = søjle udformet som kvindskikkelse)
Kærlighed: løgn.
Halleluja: ræb.
Poesi: hvor er mit brokbind?
Opvågnen fra nedfrosset
Dybtanæsticeret koma (anæstisere = bedøve)
Rykvis.
Udflod: smag.
Transfocator: syn. (transfocator = en art zoom)
Valens: værdi.
Pessar: virkelighed.
Mach: romantik.
Lyrik: 5-4-3-2-1-0.
I: Klaus Rifbjerg: Konfrontation, Gyldendal, 1960
Vi konfronteres med tingene fra den grimme del af virkeligheden: "ræb" og "brokbind". Digtene vrænger af det pæne – af poesien, naturen og kærligheden: "Skov: vissen", "Kærlighed: løgn" og "Poesi: hvor er mit brokbind". Og de viser det mindre pæne frem – teknologiske dimser og det, der vedrører de ikke-stuerene dele af menneskekroppen: "Pessar: virkelighed".
Når Rifbjerg skriver, at "jeg" kommer ned til ordene, kan det ses som en kommentar til generationen før, der placerede sig på afstand af verden. Rifbjerg vil have digtningen i kontakt med tingene i verden, og han vil have digtets sprog ned fra en fornem og afsondret position og ind i hverdagen.
Konfrontationsmodernismens digte er komponerede efter associationer, sætningerne er løsrevet fra hinanden, og sproget er ofte fyldt med svære metaforer. Det sætter læseren på arbejde. Digtenes uforståelighed er en pointe. Tanken er, at tekstens form og det, som den taler om, skal hænge sammen. Når verden ikke er pæn og ordnet, så skal digtene heller ikke være det. Klaus Rifbjerg siger om det at skrive i "pæne" sætninger og faste digtformer:
En organiseret velopbygget syntaks er på samme måde som en wienerklassisk sonatesatsform i sig selv en spejling af troen på en guddommelig orden i kosmos.
Når nu man ikke tror på en overordnet sammenhæng i tilværelsen, så må det komme til udtryk i digtets form. Digtenes form må falde fra hinanden for at understrege, at tilværelsen ikke hænger sammen – for at afspejle modernitetserfaringen. Konfrontationsmodernismens digtere benytter derfor frie vers uden rim og fast rytme. Sætningerne er løsrevet fra hinanden, og ofte er der kun opremsninger af ord tilbage, som i digtet Terminologi.
Selv om konfrontationsmodernismens digte ofte understreger menneskets fremmedgjorthed og ensomhed i verden, er de også ofte humoristiske. Hvis digterne tager sig selv for alvorligt, så havner de nemlig i det afsondrede 'tårn' ligesom symbolisterne og hereticanerne. Men konfrontationsmodernisterne ønsker ikke at være afsondrede, men midt mellem tingene, og så må de også pille digterjeget ned fra sin fornemme plads og vrænge af det digteriske sprog.