Autofiktion

I det seneste årti er en bølge af selvbiografisk litteratur skyllet ind over os. Forfattere skriver oftere og oftere litteratur på baggrund af deres eget liv, og deres fortællinger er fyldt med tydelige referencer til en genkendelig virkelighed. I den rene selvbiografiske tekst er der navneidentitet mellem forfatter, fortæller og hovedperson – og der skabes dermed en naturlig forventning hos læseren om en vis lighed mellem personer, relationer og konfliktstof i det levede liv og i den litterære fremstilling. Den selvbiografiske litteratur er fyldt med familiefejder og selvopgør, der formidles på mangfoldig vis fra det bekendende til det konfrontatoriske. I det, vi betegner som autofiktion, leges der mere underfundigt med navne, referencer og genreforventninger, og flere værker bliver en slags kryptisk selviscenesættelse i fiktionens grænseland. Fakta og fiktion blandes på nye måder, hvor der gives plads til det intime eller private. Tonen kan være søgende, åben og ærlig eller finurlig og ironisk.

(...)

Den autobiografiske litteratur insisterer på rent faktisk at handle om en genkendelig virkelighed i en verden, der ellers er præget af fiktioner. Vi lever i en tid, hvor vi får at vide, at politik er spin, at nyheder sagtens kan være fake, og hvor vi alle kan konstruere vores egne idealiserede selvfremstillinger. På den måde kan autofiktionsbølgen ses som et produkt af eller en reaktion mod mange af vores andre kulturelle erfaringer, der er præget af fiktionalisering.. Når vi er på Facebook, Instagram eller Snapchat eller ser Reality-TV, er vi netop bevidste om, at der er tale om konstruktioner, der iscenesætter virkeligheden. Det samme gælder, når vi følger bloggere, youtubere eller TikTok'ere, og netop derfor kan det være stærkt en gang imellem at opleve, at man møder det ægte og autentiske.

(...)