Uddrag fra "Brug litteraturhistorien"

Biedermeier: enhedskultur og idyl

I midten af 1800-tallet voksede den samfundsklasse, som kaldes embedsborgerskabet, sig større. Embedsborgerskabet bestod fx af læger, præster, lærere og jurister. Embedsborgerskabet fik indflydelse på samfundets værdier, fordi det styrede dagligdagen i den kapitalistiske stat og fik den til at fungere. Embedsborgerskabet ville have, at alle skulle leve efter de samme værdier, værdier som skulle samle landet og dets klasser i en enhed. Nøgleordene i den borgerlige enhedskultur er helt i tråd med tankerne fra nationalromantikken: kristendommen, fædrelandet, historien, folket, det uskyldige barn og den smukke natur. Der blev lagt særlig vægt på moderen og familien, fordi det var familien, der skulle skabe borgerne og deres værdier. Med denne borgerlige enhedskultur vandt forestillingen om kærlighedsægteskabet frem (i stedet for fornuftsægteskabet). Familien blev set som den trygge havn, der var afgrænset fra den urolige omverden, hvor der hele tiden skulle tænkes på handel og tjenes penge. Navnet for den borgerlige enhedskulturs kulturelle stil er biedermeier. Biedermeier var oprindelig navnet på en tøffelhelt, der blev gjort grin med, fordi han levede så trygt og kedeligt, men efterhånden blev det navnet på en hel kunstretning.

Det var meget begrænset, hvilke emner man kunne diskutere offentligt pga. censuren, og derfor kom kunsten til at fylde meget. Men selv i kunsten måtte man begrænse sig. Kunsten hyldede derfor den idylliske harmoni og fortrængte helst sociale konflikter. Den talte gerne om kærlighed i velordnede familieforhold, men helst ikke om farlig erotik; den ville ikke kendes ved livets og samfundets skyggesider. Dette livssyn fremstillede en stilfærdig verden uden ekstremer. En verden, hvor man holdt sig på det jævne og fornuftigt passede sit arbejde eller sin rolle som moder i hjemmet. Man værdsatte hjemmet og det daglige, lille liv, tilbagetrukket fra verdens larm og jag. Derfor er vinduet også et kendt motiv i malerkunsten i denne periode. Vinduet markerer grænsen mellem det indre, ordnede og den ydre, måske truende verden udenfor. Det var i hjemmet, at den travle handelsmand kunne trække sig tilbage og finde omsorg og genvinde kræfterne, samtidig med at familien i trygge rammer dannede de kommende generationer, der skulle løfte nationen.

Overvej, hvilke elementer fra biedermeier-kulturen, der kan findes i Emilius Bærentzens maleri "Familiebillede" fra 1828.

Statens Museum for Kunst

Mange vil opfatte denne idyl som overdreven og falsk. Og det gjorde en del forfattere også. Dem møder vi i romantismens litteratur; i dette kapitel er de repræsenteret af Emil Aarestrup, H.C. Andersen og Steen Steensen Blicher.

--------------------------

Uddrag fra "Litteraturhistorien på langs og på tværs"

Romantismen

Biedermeier og poetisk realisme er lightprodukter af romantikken, fordi de dyrker noget mere hjemligt og jordnært end nyplatonismen og universalromantikken. En anden udgave af romantikken går dog i den modsatte grøft. Romantisme er en samlebetegnelse for en litteratur, der i 1830'erne og 1840'erne dyrker de mørke og skyggefulde sider af menneskets psyke. Salmedigteren B.S. Ingemann skriver for eksempel skrækhistorier og spøgelseshistorier, der beskæftiger sig med det dæmoniske i mennesket og i tilværelsen.

'Det interessante'

Fokus hos romantismens forfattere er begrebet 'det interessante'. 'Det interessante' kan være dæmoni, seksualitet og død. Hvor forfatterne i romantikken stræber efter at opleve mening og sammenhæng i tilværelsen, har forfatterne i romantismen ingen tro på en sådan sammenhæng. Til gengæld dyrker romantismens forfattere splittelsen, smerten og melankolien, og de finder her en ny måde at iagttage og beskrive verden på, så de psykologiske detaljer træder tydeligt frem.

Das unheimliche - Det hjemlige som uhjemligt

På tysk har man et interessant begreb for ting som er uhyggelige, mærkelige, præget af mystik og noget uforklarligt, nemlig ’das Unheimliche’. Det er et begreb som psykoanalysens far, Sigmund Freud (1856-1939) har gjort berømt, sådan at det tyske ord i dag bruges flittigt i forskellige former for æstetisk analyse. Begrebet knyttes sammen med den mere mørke side af romantikken og især den tyske forfatter E.T.A. Hoffmann (1776-1822). Freud laver bl.a. en analyse af hans dæmoniske fortælling "Der Sandmann", da. "Sandmanden", hvor en mand forelsker sig i en yndig kvinde, der dog viser sig at være en mekanisk dukke. Das unheimliche – ’det uhjemlige’ består nu i, at det man troede man kendte, det som virkede varmt og hjemligt, viser sig at være noget ganske andet. Overfladen bedrager, og verden er dæmonisk og uden solid bund. Her kan man falde igennem, blive bjergtaget, forgabt og sluttelig fortabt.

I langt højere grad end Romantikken skildrede Romantismen verden realistisk. Romantismens forfattere levede i den tilsyneladende idylliske virkelighed, som man ser den fremstillet i fx malerier, men de så også, hvordan denne virkelighed var falsk. De oplevede, at idyllen i Biedermeier-kulturen ikke kunne fortrænge seksualitetens drift. Tværtimod kunne seksualiteten føre til menneskets splittelseog ulykke, når den stødte sammen med borgerskabets kyske idealer om ophøjet familieliv. Derfor ser man en ironisk distance til borgerskabets idealer og en afstand til borgerskabets enhedskultur. Forfatterne var optaget af "det interessante", dvs. det, som brød med normerne, det, der skilte sig ud fra den borgerlige kulturs forestillinger om harmoni og orden.

Det gotiske

Gotikken er en stil, der indimellem ses i Romantikken, men især i Romantismen. Den fokuserer på splittelsen, de forbudte drifter og "det interessante", dvs. alt det, der bryder med den borgerlige kulturs normer. Gotikken foregår ofte på uhyggelige steder, fx mørke kirkegårde, og der er en fascination af det forbudte i form af overnaturlige fænomener og væsner, fx vampyrer. I dag ses det gotiske især på film.

Dobbeltgængermotivet

Et ofte benyttet motiv i romantismens litteratur er dobbeltgængermotivet. I litteraturen møder vi personer, der er splittede mellem en lys og en mørk side af personligheden. Disse to sider udspaltes i to personer, men er i virkeligheden to sider af samme person. Forfatterne kan gennem brug af dobbeltgængermotivet vise konflikter i menneskets indre. Kendte eksempler på romaner med dette motiv er Mary Shelleys Frankenstein (1818), Robert Louis Stevensons Dr. Jekyll & Mr. Hyde (1886) og Fjodor Dostojevskijs Dobbeltgængeren (1846).

Frankenstein handler om en videnskabsmand, der skaber et forfærdeligt monster. Dr. Jekyll & Mr. Hyde handler også om videnskabelige forsøg, idet Dr. Jekyll forvandles til Mr. Hyde, der udfører forbudte handlinger efter at have drukket et medikament. Dostojevskijs Dobbeltgængeren befinder sig inden for det psykiatriske felt, da den handler om udbrud af skizofreni hos romanens hovedperson. I dansk sammenhæng udforsker H.C. Andersens eventyr Skyggen (1847) et tema om personlighedsspaltning.

Det litterære dobbeltgængermotiv skal forstås i lyset af en ny opfattelse af, hvad mennesket er for en størrelse. Modsat oplysningstidens rationalisme, hvor mennesket blev opfattet som rent fornuftsvæsen, er der i romantikken og romantismen fokus på, at mennesket indeholder mange følelser, der er irrationelle og ikke sådan lige til at forstå. Det er først senere – i begyndelsen af det 20. århundrede – at psykiateren Carl Gustav Jung taler om 'skyggen' i mennesket, og at psykoanalytikeren Sigmund Freud fremsætter sin personlighedsteori om jegets splittelse mellem et 'overjeg' og et 'det', men det er nogle af de samme psykologiske mekanismer, som romantismens forfattere udforsker i dobbeltgængermotivet.

H.C. Andersen: Skyggen

H.C. Andersens eventyr Skyggen (1847) beretter om en lærd mand, der under en rejse til Italien pludselig oplever, at hans egen skygge udspalter sig og bliver en selvstændig person. Den lærde mands skygge repræsenterer menneskets natside – begær, seksualitet, løgn, bedrag og magt – og i modsætning til de opbyggelige eventyr, hvor det gode overvinder det onde, ender eventyret med, at skyggen slår den lærde mand ihjel. Skyggen sætter en stopper for "det gode, det sande og det skønne", som var den lærde mands værdigrundlag – og som samtidig repræsenterer romantikkens idealer. Eventyret belyser menneskets fortrængte sider.

Emil Aarestrup

Også hos lyrikeren Emil Aarestrup møder vi menneskets skyggefulde sider. Aarestrup er kendt som erotikkens digter. I modsætning til tidligere romantisk digtning, der først og fremmest beskriver den platoniske side af kærlighedsforholdet, og som anser seksualiteten som forstyrrende for forholdet mellem kønnene, er Aarestrup netop fascineret af det erotiske møde mellem mand og kvinde.

I digtet Paa Sneen (1838) fortælles om en mand, der en sen aften følger efter en kvinde, som han begærer. Foreningen af de to sker ikke reelt, men blot gennem de to personers skygger, der smelter sammen.

Det var min egen Skygge!

Den skyndte sig utrolig –

Jeg havde aldrig seet den

Saa langstrakt og urolig.

Den nærmed sig forvirret –

Den lod – det er det Sande –

Sit eget sorte Væsen

Med dit sig kjælent blande.

Emil Aarestrup: Paa Sneen. I: Udvalgte digte. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Borgen, 1999

Seksualiteten er her i fokus, men den realiseres kun i fantasien, og den er sat i bås som noget mørkt og dæmonisk, når digteren kalder sin skygge for det sorte væsen.

I et andet af Aarestrups digte, Var det Synd? (1838), skildres det erotiske møde ikke blot som fantasi, men som realiseret for en kort, lidenskabelig og interessant stund. Digteren indvier gennem sin brug af symboler fra naturen sine læsere i dette. Det erotiske møde skildres således: "Men dybt i Skoven – kan du huske?/ Var som en Grotte for en Fee". Aarestrup fortæller altså ikke konkret, men kun symbolsk om den seksuelle akt og bruger her naturen – skoven og grotten – som omskrivninger.

Søren Kierkegaard

Søren Aaby Kierkegaard (1813-55), malet af Luplau Janssen i 1902.

Gyldendals Billedarkiv

Forførelsestemaet går igen hos den store danske filosof og forfatter Søren Kierkegaard. Kierkegaards filosofiske retning kaldes eksistentialisme. Han interesserer sig for den menneskelige eksistens – altså menneskelivets vilkår og menneskers måde at være i verden på. Han er især kendt for sin karakteristik af tre livsstadier (livsformer), som er tre forskellige måder, mennesker kan vælge at leve deres liv på: 'æstetikeren', 'etikeren' og 'det religiøse menneske'.

Uden for stadierne har vi spidsborgeren, der bedst kan betegnes som et menneske, der lever helt uden at reflektere over sit liv og derfor ikke har foretaget et bevidst valg. Men mennesket har ifølge Kierkegaard mulighed for at reflektere over sit liv og vælge bevidst, hvilket både æstetikeren, etikeren og det religiøse menneske gør. I modsætning til spidsborgeren har æstetikeren valgt at leve et sanseligt liv som livsnyder, forfører og nuets mester. Æstetikerens liv giver nydelse, men kan også give en følelse af tomhed og angst, da man hele tiden er på jagt efter en ny sanseberuselse. Etikeren er et menneske, der har valgt at leve livet i overensstemmelse med de normer og regler, som gælder i samfundet. Etikeren følger ikke som spidsborgeren bevidstløst disse normer, men giver netop dette valg værdi, fordi han bevidst har valgt dette liv til. For det religiøse menneske er det ikke nok at være et godt og ordentligt menneske, som etikeren. Det religiøse menneske har indset, at han ikke selv kan skabe mening i livet, men at Gud repræsenterer det, som er større end mennesket og kan give mening. Det er dog ikke en lunken kirketro, som er løsningen, men en lidenskabelig og irrationel gudstro, hvor man med Kierkegaards ord må kaste sig ud på dybt vand uden redningsvest og tro på det umulige – at man bliver reddet af gud. Kierkegaard fremstiller disse tre stadier som forskellige måder, man som menneske kan leve sit liv på. Man må som menneske vælge, hvordan man vil leve.

I Forførerens Dagbog, der er en særskilt del af værket Enten-Eller (1843), udforsker Kierkegaard æstetikerens livsform som manipulerende forfører. Værket er interessant at læse for en moderne læser, der både kan fascineres af og væmmes over Johannes Forførerens gennemtænkte forførelse af den uskyldige pige Cordelia. Forføreren er en gennemført æstetiker, og der er i skildringen af denne person fokus på interessante psykologiske detaljer, som man kan genkende som romantismens fascination af menneskets skyggesider som lyst, dæmoni og manipulation.

I Forførerens Dagbog funderer Johannes Forføreren over den mest strategiske måde at forføre pigen Cordelia på:

Hvis det lod sig gjøre at staae bagved Cordelia, idet hun modtager et Brev fra mig, kunde det interessere mig meget. Jeg vilde da lettelig overbevise mig om, hvorvidt hun i egentligste Forstand erotisk tilegner sig dem. I det Hele er og bliver Breve altid et ubetaleligt Middel til at gjøre Indtryk paa en ung Pige; det døde Bogstav har ofte langt større Indflydelse end det levende Ord. Et Brev er en hemmelighedsfuld Communication; man er Herre over Situationen (...)

Søren Kierkegaard: Forførerens Dagbog. I: Søren Kierkegaards Skrifter. Elektronisk version 1.6, 2012

Her ses, hvordan forførelsen af pigen er blevet et 'interessant' projekt for en manipulerende og beregnende mand, hvis største lidenskab er planlægningen af forførelsen samt refleksionen over sin egen forførelsesmetode, frem for et egentligt kærlighedsmøde med pigen.