• Uddrag fra "Brug litteraturhistorien" (systime ebog)

I slutningen af 50'erne overhalede industrien landbruget, dvs. at flere nu var beskæftigede med industriarbejde end med landbrug. Der var højkonjunktur fra slutningen af 1950'erne til starten af 70'erne. 1960'erne bød på næsten fuld beskæftigelse, stigende lønninger og større efterspørgsel på forbrugsvarer. Det gav en enorm vækst og et boom i den generelle velstand. Drømmen om at få sin egen bolig kom inden for rækkevidde, og både parcelhuse og store boligblokke skød op. Den stadigt øgede industrialisering gjorde, at mange flyttede til byerne og byernes udkant (urbanisering); her opstod forstæderne. Folk kunne nu bo mere rummeligt og moderne (med fx centralvarme og køleskab) og pendle til centrum af byerne for at arbejde. Livet i forstæderne gjorde, at mange nu levede langt fra deres arbejde i modsætning til tidligere, hvor man typisk boede, levede og arbejdede på gården eller i et mindre lokalsamfund. Begrebet "sovebyer" opstod, fordi forstæderne om dagen var tømt for liv indtil fyraften, hvor man vendte hjem.

Med industrisamfundet voksede også velfærdssamfundet og middelklassen frem. Man kan sige, at det Danmark, vi kender i dag med en stor middelklasse, opstod i 1960'erne. Den generelle velstand, som hele Vesten oplevede i 1960'erne, skabte en materialisme med nye behov for forbrugsvarer og tegn på status. Almindelige mennesker kunne nu få moderne bekvemmeligheder som bil, køleskab, fjernsyn, støvsuger og endda charterrejser. I det hele taget fik danskerne mere af det hele. Nogle kalder derfor 1960'erne for 'tilfreds'erne'. Meget af det nye kom fra USA, som påvirkede den vestlige verden med varer og kultur som fx fastfood, film, rockmusik og reklamer. Bedre arbejdsvilkår og længere ferier gav folk bedre tid til at dyrke forbrug og fritidsinteresser.

Den store velstand havde dog også en bagside, og i dette kapitel skal vi se på to forfattere, Klaus Rifbjerg og Anders Bodelsen, der som henholdsvis modernist og realist forholder sig kritisk til livet i det moderne samfund.

Velstandens skyggesider i litteraturen

Den økonomiske vækst kunne dog også have negative konsekvenser for mennesket. Nogle kritiserede middelklassens fokus på forbrug og materielle ting. Samtidig kunne det massive byggeri af boligblokke og parcelhuse give en fornemmelse af, at alt var ensrettet, og at mennesket blev anonymt i den store masse. Nogle mente, at det moderne liv med forbrugsgoder kunne føre til tomhedsfølelse, rodløshed og måske endda mangel på identitet.

Disse sociale og økonomiske forandringer dannede baggrund for 1960'ernes litteratur. Nogle forfattere, modernisterne, oplevede verden som splittet og skrev derfor i et splittet og bevidst underliggjort sprog, dvs. sprog som var forvrænget i forhold til den sædvanlige måde at bruge sproget på. Ved at skrive modernistisk kunne forfatterne sætte spørgsmålstegn ved materialismen, ensrettetheden og måske endda hele meningen med livet i 'tilfreds'erne'. Andre forfattere skrev realistisk med fokus på, hvordan det nye samfund, miljø og vaner påvirkede menneskets dagligliv. Eller sagt på en anden måde: Modernisterne ville sætte spørgsmålstegn ved den måde, man oplevede verden på. Realisterne ville sætte spørgsmålstegn ved den måde, man levede i verden på. Fælles for modernisterne og realisterne i 1960'erne var oplevelsen af det fremmedgjorte menneske og en kritik af det rutineprægede forbrugssamfund, men de skrev om det i hver sin skrivestil.

FREMMEDGØRELSE

Normalt finder et menneske sig godt tilpas i sin hverdag. Man oplever, at der er en sammenhæng i tingene. Hvis oplevelsen af sammenhæng forsvinder, kan man føle sig fremmedgjort, dvs. gjort fremmed for sig selv og sin omverden. Fremmedgjorthed kan også opstå, hvis man føler sig magtesløs over for sin egen situation og ikke selv kan påvirke den. Følelsen kan opstå pludseligt, som om alt omkring en med ét virker komplet meningsløst, ikke mindst de ting, som i ens hverdag ellers plejede at være velkendte. Det kan føre til, at man føler sig isoleret eller mangler engagement i sit liv. Allerede eksistentialisterne havde i tiden efter 2. Verdenskrig lagt vægt på det moderne menneskes fremmedgørelse . Med de meget ændrede levevilkår i velfærdssamfundet oplevede mange et tab af traditioner, roller og dermed et tab af sammenhæng. Velstandens materialisme var behagelig, men den kunne også føles som en tom erstatning for noget vigtigere, der gik tabt.