Nyplatonisme

Hulelignelsen

Hulelignelsen forklarer (som set på billedet til venstre) hvordan en flok fanger sidder lænket i en sort, mørk hule. De er lænket om kroppen og hovedet, så de ikke er i stand til at bevæge sig eller flytte hovedet. De kan ikke engang se hinanden. De sidder alle med ryggen mod en mur, der ikke er meget højere end dem selv og kigger i den modsatte væg. Bag ved den lave mur er det et bål. Imellem bålet og muren er der en vej, hvor der er skabninger der går. Lyset fra bålet kastes op på muren, hvilket giver skygger på den modsatte mur, som fangernes blik er rettet imod. Fangerne er på grund af lænkerne kun i stand til at se disse skygger på væggen. Derfor tror fangerne, at den skyggeverden, de kan se, er virkeligheden, og antager, at det er den virkelige verden.

Pludselig bryder en af fangerne fri, løber over til bålet hvor han kravler op til overfladen. Denne fanger kalder vi for "helten". På jordoverfladen er der dyr, sol, planter, græs osv. Det er en helt anden verden - som en universal åbenbaring for helten. Dog finder han tilbage til hulen, og fortæller de andre hvordan denne universale verden ser ud. Men fordi de andre ikke har oplevet det samme som ham, vil de ikke lytte til ham.

"Helten" i hulelignelsen kan i Romantikken sammenlignes med kunsteren, digteren, etc., som får et indblik i en anden verden, når de bliver inspireret. Kunsteren har altså en mulighed for at få et indblik i en klarere verden.

Platon bruger denne hulelignelse og fangerne til at illustrere mennesket på jorden. Alt, hvad vi ser, er kun mudrede skygger i en skyggeverden. Dette føres tilbage til Platons teori om idéernes og fænomenernes verden. Hulen er “fænomenernes verden”, hvor der findes en anden verden, som er meget mere knivskarp og veldefineret end i fænomenernes verden. Dette hænger også sammen med den kristne mytologi som blomstrede under Romantikken. Inden mennesket fødes lever det som en sjæl i idéernes verden, bliver så født som menneske i fænomenernes verden, og ender i døden i idéernes verden. Sjælen længes igennem hele livet tilbage hjem (eros).

Platons hulelignelse ses bl.a. i "Indvielsen" af Schack von Staffelt og "Klokken" af Hc. Andersen - her får hovedpersonen en kortvarig inspiration, som så forsvinder igen og længes derefter tilbage (eros). I "klokken" er denne længsel beskrevet som den materielle klokke.