Hvis der er tale om en personalfortæller, har vi med en 3. personsfortæller at gøre, hvor synsvinklen er bundet til en bestemt person i teksten eller til nogle få personer. Derfor kaldes denne fortæller også en personbunden 3. personsfortæller. Den er personbunden på samme vis som jeg-fortælleren er det, men det er vigtigt at forstå, at fortælleren ikke er personen selv, når vi har med en 3. personsfortæller at gøre. Fortælleren lader os blot følge en persons eller nogle få personers tanker og synsvinkler på det, der sker. Fortælleren er selv skjult, i den forstand at vedkommende ikke deltager i handlingen, men blot formidler personens tanker og tale til os. Det vi får fortalt, begrænses af personens viden, og af hvad vedkommende rent faktisk kan se og høre, ligesom det gælder for jeg-fortælleren. Der er i forlængelse heraf tale om indre synsvinkel eller vekslende synsvinkel mellem flere personer, der dog ofte kombineres med ydre synsvinkel på handlingen. Her er et eksempel fra indledningen til Tom Kristensens (1893-1974) roman Hærværk.
Nu kimede telefonen igen.
Ole Jastrau, som laa paa divanen og læste, lagde bogen fra sig, opslaaet. Af magelighedshensyn lagde han den ikke paa bordet, men ned på en stabel uopskaarne anmeldereksemplarer, der med deres glatte rygge rejste sig som en nybygning på gulvet. Det var foraarssæsonens litteratur, som ventede på at blive kritiseret i "Dagbladet". Den lå aldrig paa bordet, for der skulle kun den sorte blanke telefon og den møre ru, negerfetich have plads.
Så lagde han sig bagover på divanen og skar grimasser for at blødgøre sit mongoleransigt og blive venlig, og rakte endelig med en følelse af lede ud efter telefonrøret.
Tom Kristensen: Hærværk. Gyldendal, 1930. s. 9
Den alvidende fortæller er ligeledes en 3. personsfortæller, men er ikke personbunden. Den alvidende fortæller er i princippet i stand til at leve sig ind i og formidle tanker og følelser hos alle personerne i fortællingen. Den alvidende fortæller begrænses desuden ikke af, hvad enkelte personer ved, eller hvad de kan se eller høre, men har en total eller ubegrænset viden og er i stand til at være alle steder på én gang i fortællingen. Alle synsvinkler kan komme i spil: indre, ydre, vekslende og kombineret. Den alvidende fortæller kender ofte personernes fortid og kan i tilbageblik fortælle om den, og han kender i visse tilfælde sågar deres fremtid og kan forudsige, hvad der senere vil ske. Den alvidende fortæller omtales ofte som en olympisk fortæller, der overskuer fortællingen fra et sted højt oppe over begivenhederne (ofte med brug af panoramisk fremstilling). Den alvidende fortæller kan desuden bryde ind med fortællerkommentarer, der kommenterer handlingen, vurderer personerne eller henvender sig direkte til læseren. I den grad den alvidende fortæller gør det, træder han frem som en synlig fortæller. Det følgende eksempel er hentet fra begyndelsen til Johannes V. Jensen (1873-1950) historie Bo'l.
Det er nu længe siden og ligner ikke meget en Historie, der er værd at fortælle; men i sin Tid var der alt det deri, hvoraf de fineste Fortællinger bliver til.
Siver-Sørens Bo'l (det er Bodil) gik og skulde giftes. Hun var kun nitten Aar. Og hun havde aldrig set sin Fæstemand. Det hang saadan sammen, at Siver-Søren havde et Søskendebarn i Amerika med en voksen Søn, og ham var det Bo'l skulde have. Det var bleven ordnet paa Afstand og af alle andre end Bo'l selv, men hun var nu hjærteglad for det. Han hed Chas Anderson og var efter Fotografi at dømme en stads Mand uden Lige. Det fremmede Navn var ikke noget at blive bange for, for han hed Karl og var da født her i Bo'ls Hjemegn, omend før hun kunde huske. Han ejede en Gaard paa flere hundrede Tønder Land i Nebraska U. S. A., ligesaa meget som en Herregaard her til Lands. Og nu havde Familjen paa begge Sider af Atlanterhavet været om sig for at skaffe en Kone til Bedriften, og her var det Bo'l var bleven den Lykkelige.
Johannes. V Jensen: Bol. I: Himmerlandshistorier. 11. udgave. Gyldendal, 1980. s.257.
Hvis der er tale om en observerende fortæller, benyttes der i princippet udelukkende ydre synsvinkel. Fortælleren giver os ikke adgang til personernes tanker og følelser. Vedkommende har ingen viden om, hvad de tænker og føler, men fortæller kun om, hvad de gør og siger. Fortælleren kan sammenlignes med et skjult kamera, der blot objektivt registrerer, hvad der sker. Men helt objektiv er den observerende fortæller selvfølgelig ikke, for alene i udvælgelsen og synsvinklen ligger en subjektiv tilgang til det fortalte. Den observerende fortæller deltager ikke selv som en person i handlingen, kommenterer den heller ikke, og har derfor karakter af en skjult fortæller. Den observerende fortæller finder vi typisk hos impressionister. Fortælleren overlader store dele af fortolkningsarbejdet til læseren og benytter sig af scenisk fremstilling, af "showing" i stedet for "telling". Her er et eksempel fra Herman Bangs (1857-1912) novelle Foran alteret, hvor Bang dog ikke er helt konsekvent observerende:
Dér er han!
Halsene strækkes. Man væbner sine Øjne med Kikkerter. Brudgommen gaar med sin Forlover op gennem Kirken, gennem Hegnene af nysgerrige Hoveder og sammenstuvede Legemer. Han er høj, mørk, maaske lidt for slank; hans hvide Skjorte er glat, uden Læg, hans Chapeau-bas er foret med blaat. Naar man ser nøje til, skulde man tro, han var malet under Øjnene – men det er maaske kun blaa Ringe. Og mens han gaar op mod Koret, følges han fra Tilskuer til Tilskuer af en hviskende Mumlen; det er hans Fortid, der mumler omkring ham.
– Hvor gammel han er? – Tredive Aar ... han har været smuk, men nu er der saamæn ikke meget ved ham.
– Nej, det er vist: han er jo helt skaldet – Ja, og det er ingen Under ...
Herman Bang: Foran Alteret. I: Herman Bang: Værker i Mindeudgave. Bind 2. Gyldendal, 1912. s. 64-73