Retorik er et fag, der går helt tilbage til antikkens Grækenland. Filosoffen Aristoteles (384-322 f.v.t.) er én af de første, der mere systematisk bidrager med en lære om retorik, som kommer til at danne grundlag for faget. Retorikken beskæftiger sig i dag med, hvordan man taler på den mest hensigtsmæssige og overbevisende måde, så man vinder andre for sine synspunkter. Det handler ikke om at overtale andre i betydningen at lokke andre til at overtage ens synspunkter, men netop om at overbevise andre med sin troværdighed, sin klare tale og sine overbevisende argumenter. Selvom retorikken i sin klassiske form først og fremmest har fokus på taler, benyttes den i dag ligeledes til at undersøge, hvor hensigtsmæssigt både tekster og billeder fremfører deres synspunkter.

Tre talegenrer DEL

Den klassiske retorik opregner tre forskellige talegenrer med hver deres opgave for taleren. Den juridiske tale, der skal påvise en persons skyld eller uskyld, den politiske tale, der skal overtale tilhørerne til at handle på bestemte måder, og lejlighedstalen, der som regel har karakter af en hyldest eller en lovprisning. I dag støder vi imidlertid på flere typer af taler, der ikke passer ind i den klassiske opdeling. I stedet kan man i dag skelne mellem den informative tale, den politiske tale og lejlighedstalen (Zander, 2005). De har hver deres formål og opgave, de stiller hver især forskellige krav til taleren, har hver deres form, og både stederne for talen og tilhørerne til talen er ofte meget forskellige.

Den informative tale møder vi for eksempel, når vi går til et foredrag om et bestemt emne. Det kan være et foredrag om "Retorikken i det antikke Grækenland". Formålet med den informative tale er at belyse og forklare et bestemt emne for tilhørerne. Det gælder for taleren om at være så præcis i sine forklaringer som mulig, have dokumentationen i orden og et tilstrækkeligt overblik over emnet.

Den politiske tale kan selvfølgelig være politikerens tale på et vælgermøde, men det kan også være den tale, vi selv holder, når vi forsøger at overbevise andre om, at vi har ret i et bestemt synspunkt, f.eks. at rygning er usundt. Formålet med den politiske tale er først og fremmest at vinde tilslutning for sine synspunkter og få tilhørerne til at ændre deres holdninger. Det kræver, at man fremstår troværdigt, og at man er skarp og klar i sin argumentation.

Lejlighedstalen handler om værdier. Den har som regel til formål at mindes eller hylde bestemte personer, institutioner, begivenheder eller ideer, der ifølge taleren og modtagerne repræsenterer vigtige værdier, og samtidig lægge afstand til andre værdier. Talen kan være en bryllupstale eller en 1. maj tale, men det kan ligeledes dreje sig om en tale på en langt alvorligere baggrund, som f.eks. den norske statsministers nytårstale i 2011, samme år som drabene på de mange unge på øen Utøya fandt sted. Retorikforskeren Celeste Michelle Condit peger på tre vigtige funktioner for lejlighedstalen. Den skal være forståelsesskabende og i stand til at forklare eventuelt foruroligende eller alvorlige hændelser for modtagerne. Den skal være fællesskabende og knytte an til værdier, som modtagerne deler. Og den skal endelig fremvise talerens veltalenhed og evne til at fange og underholde sit publikum.

Selv om talegenrerne grundlæggende er forskellige, kan der godt optræde blandinger. F.eks. kan en konkret tale godt trække på elementer fra både den politiske tale og lejlighedstalen.

Ciceros pentagram DEL

Den romerske filosof og politiker Cicero (106 til 43 f.v.t.) omtaler fem faktorer af betydning for en tales succes: afsenderen, modtagerne, emnet, situationen og det sprog, der benyttes. De fem faktorer udgør hjørnerne i et pentagram. Man bliver nødt til at tage stilling til alle fem forhold, når man udarbejder og fremfører en tale. Ændres blot én af faktorerne (f.eks. modtagerne) må taleren vurdere, om der også skal foretages ændringer i nogle af de andre faktorer for at gøre talen så effektfuld som mulig.

Afsender: Det afgørende er, at taleren er i besiddelse af troværdighed. Troværdigheden kan taleren have med ind i talesituationen, i kraft af hvem vedkommende er, og hvad han eller hun har præsteret forud for talen, som tilhørerne på forhånd har kendskab til (forventningsetos), men troværdigheden afhænger også af selve fremførelsen (situationsetos). Det er ligeledes vigtigt for taleren at overveje, hvordan der skabes god kontakt til netop disse tilhørere. Kan de vindes med smil og morsomme historier, er det bedre med drillerier og provokationer, eller er en seriøs og engageret tone det, der skal til? Det er ligeledes vigtigt med kropssproget. Der skal være overensstemmelse mellem det, kroppen siger og det, ordene siger. Et afslappet og roligt kropssprog kan ofte få tilhørerne til selv at slappe af i situationen. Endelig er det også vigtigt at have øjenkontakt med publikum og undgå, at man i for høj grad læser op fra et manuskript. Derved mister man let kontakten med tilhørerne.

Modtager: Det er afgørende for taleren at overveje, hvem tilhørerne er. Er der stor forskel mellem taler og tilhørere med hensyn til køn, nationalitet, status, etnicitet m.m.? Hvilke forventninger har tilhørerne? Hvor meget viden har de om emnet? Kan det forventes, at de på forhånd er venligt eller uvenligt stemt over for taleren eller talerens budskab?

Emne: Det er vigtigt, at talen har et klart formål. Skal det være en informativ, en politisk eller en lejlighedstale? Hvor meget eller hvor lidt skal med i talen? Det er vigtigt at kunne "kunsten at begrænse sig", ellers taber tilhørerne hurtigt overblikket. Vigtigt er også, at der ligger en grundig research bag talen, så den ikke i for høj grad bygger på ting, tilhørerne godt ved i forvejen. Endvidere kan det i forbindelse med den politiske tale være afgørende, om tilhørerne kan forventes at være enige eller uenige i ens synspunkter. Det sidste kræver mere tungtvejende argumenter end det første. Endelig kan der også være tale om, at visse emner er meget tabubelagte for nogle grupper. Her kræver det stor påpasselighed, så man undgå at tilhørerne går i baglås og helt afviser det, man taler om.

Situation: Talen skal foregå i en bestemt situation, som taleren må afstemme sin tale efter. Man taler om den retoriske situation og peger dermed på den situation, taleren og publikum samles om. Er der et særligt påtrængende problem, som talen kredser om og søger løsninger på, er der nogle særlige omstændigheder, noget der er gået forud for talen, som taleren må forholde sig til, og som modtagerne forventer, at taleren behandler i talen? Det er ligeledes vigtigt at afstemme talen efter en række praktiske og mere jordnære forhold, f.eks. om der tales til mange eller få tilhørere, eller om det er en mere eller mindre officiel sammenhæng.

prog: Det er vigtigt at tilpasse sproget til sagen og indholdet på den ene side og til situationen og tilhørerne på den anden. Med hensyn til sagen er det selvfølgelig afgørende, om det er en politisk tale eller en lejlighedstale, om det er en tale, der kræver logisk bevisførelse eller i højere grad skal bevæge og underholde publikum. Sproget må egne sig til indholdet. Skal talen f.eks. formidle en kompliceret problemstilling af videnskabelig art, kan fagord eller fremmedord være nødvendige, men sproget må ikke blive mere kompliceret end nødvendigt. Sproget må desuden tilpasses situationen. Er det en uofficiel sammenhæng, kan en tale præget af talesprogets levende og umiddelbare form måske være at foretrække, selv om det er vigtigt at undgå talesprogets mangel på struktur og værste unoder i form af for mange "øh'er" og "hvad var det nu lige, jeg ville sige". Er det en mere officiel sammenhæng, talen skal holdes i, kræver talen ofte en mere klar struktur, og sproget kan da med fordel udnytte skriftsprogets større præcision. Talen må gerne benytte sproglige billeder, sproglige figurer og rammende bemærkninger, men afpasset efter situationen, og uden at det går hen og bliver overdrevet og kunstigt. Endelig er det vigtigt for talen, at den fremføres i et passende tempo, især ikke for hurtigt, men heller ikke for langsomt.

Disposition DEL

En tale eller tekst, der ønsker at vinde modtagernes tilslutning til nogle synspunkter, skal være godt disponeret. Den følgende disposition bygger i sit udgangspunkt især på den politiske og den juridiske tale.

Indledning (exordium): Ifølge den klassiske retorik bør en tale starte med en indledning, der forsøger af fange tilhørernes opmærksomhed og skabe sympati for den sag, man vil fremstille. Talen kan f.eks. starte med aktuel oplevelse eller en anekdote. Den kan ligeledes søge forankring i selve situationen, evt. ved at omtale lokale forhold eller ved at henvende sig til publikum. Indledningen kan desuden indeholde en oversigt over, hvad der vil komme i talen.

Midterdel (corpus): Talens midterdel er den vigtigste. Den indeholder to dele. For det første en sagsfremlæggelse (narratio), hvor man fortæller om sagen og forklarer baggrunden for den. Her gælder det for taleren om at kunne levendegøre sagen og gøre den nærværende for publikum med konkrete og måske endda personlige eksempler. Det nærværende er nemlig ofte det mest overbevisende. For det andet indeholder midterdelen en argumentation (argumentatio), hvor man argumenterer for sin sag på den måde, at man først fremlægger sine egne argumenter og dernæst behandler og gendriver modpartens argumenter. Argumentationen kan desuden benytte sig af forskellige appelformer, som vi uddyber nedenunder.

Afslutning (peroratio): Endelig skal talen have en afslutning, der skal konkludere og sikre, at det står lysende klart for tilhørerne, hvad man vil med talen. Her kan henvendelsen til publikum ofte med fordel blive mere direkte og med en følelsesbetonet appel, især hvis talen skal afsluttes med en opfordring til tilhørerne om at gøre noget.