Romantikken

Længsel efter sammensmeltning DEL

Alle de romantiske digtere drømte om en højere, guddommelig virkelighed, der var præget af enhed og harmoni. Det vil sige en følelse af, at alt i universet kunne smelte sammen til et hele. Men der var forskel på, i hvor høj grad romantikerne oplevede at den guddommelige enhed kunne opnås. Universalromantikerne og nationalromantikere troede på enheden, mens nyplatonisterne mere oplevede en splittelse mellem hverdagens virkelighed og det ophøjede ideal.

I universalromantikken var målet for kunstneren at opnå en slags rus, hvor han følte sig som ét med omgivelserne og naturen især. Digterne forestillede sig, at den guddommelige sammensmeltning kunne nås gennem drømme, i nattetimerne, i kunsten eller i særlige øjeblikke, hvor naturen føltes levende. Mennesket opsluges i naturen eller opsluger naturen i sig – alt bliver én fælles organisme. Denne opfattelse af, at alt er ét kaldes for monisme (fra mono, som betyder en). Man talte om ånden i naturen, og man ser da også meget tit besjælinger i romantikkens digtning. Den tyske naturfilosof Schelling beskrev ånden på følgende måde: Den guddommelige idé slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og bliver sig bevidst i mennesket. Denne opfattelse af, at det guddommelige er i alt, kaldes panteisme. Tanken var, at ånden eller ideen om universets sammenhæng kunne opleves af mennesket, især af kunstneren, fordi han via sin fantasi og inspiration havde adgang til en højere og dybere bevidsthed end almindelige mennesker. Derfor kunne kunstneren kaldes et geni. Denne specielle egenskab bliver sommetider stadig nævnt, når fx forfattere bliver interviewet om, hvordan de får ideer, og hvordan deres arbejdsproces er. Ofte siger de faktisk: "Det skrev sig selv", og de beskriver en slags 'flow'-tilstand, hvor tid og rum flyder sammen, og hvor de er i nuet. Denne følelse kaldes i romantikken guddommelig. Dette er karakteristisk for universalromantikken.

For nyplatonismens digtere var den sammensmeltede, guddommelige følelse kun kort og blev herefter til en følelse af splittelse, tab og smerte. Verden er splittet i to: det ophøjede og det jordiske. Denne tanke stammer oprindeligt fra den antikke, græske filosof Platon (427-347 f.v.t.), som også har givet navn til strømningen. Platons opfattelse af en todelt virkelighed kaldes for dualisme (af duo, som betyder to). For de nyplatoniske digtere er bindingen til det jordiske ulykkelig, for det guddommelige kan kun gribes i korte glimt, og derefter ophører følelsen af sammensmeltning. Jorden føles som "et fængsel", der afskærer jeg'et fra foreningen med den guddommelig enhed. Derfor tager digterjeg'et i romantikken også ofte rollen på sig som den, der lider. Når den ideale, guddommelige enhed ikke kan nås, skuffes mennesket. Det kan ske, hvis fantasien ikke er stærk nok, eller hvis virkeligheden i form af det materielle eller dyriske trænger sig for meget på. Og virkeligheden trænger sig hele tiden på, fx som sult eller i behovet for sex og søvn. Så er det som om, det guddommelige punkteres, og verden virker mørk og trist. Derfor er melankolien og endda dødslængslen også en del af romantikkens tanker.

For andre digtere udviklede følelsen af sammensmeltning og enhed sig i en national retning. Disse digtere idealiserede nationen, det danske landskab og folkelige fællesskab, og de fik inspiration fra historien og fremhævede fx vikingetiden, som de betragtede som heroisk og stærk. Dette kaldes nationalromantikken, og det er her, vi fx finder fædrelandssangene, som vi skal se et eksempel på senere i kapitlet.

Opsamlende: universalromantik, nyplatonisme og nationalromantik DEL

Universalromantikken er harmonisøgende. Den højere, guddommelige verden opleves, når ånden og naturen smelter sammen. Denne strømning er præget af digterens oplevelse af naturen som besjælet. Nationalromantikken ligger tæt op ad universalromantikken, men betragter nationen som den ophøjede, harmoniske enhed.

I modsætning hertil står nyplatonismen, som ser menneskets splittelse som et livsvilkår. Her oplever digteren nostalgi og melankoli efter en tabt verden, som kun vender tilbage i glimt.

fra "Litteraturens huse" Systime ebog

ROMANTIKKEN I OVERSIGTSFORM

I skyggen af Napoleonskrigene mister Danmark sin flåde til England i 1801, og englænderne bombarderer København i 1807. I 1813 går staten fallit, og i 1814 bliver Norge selvstændigt efter 400 års dansk herredømme.
Etniske konflikter udspiller sig med 'jødefejden' i 1810'erne og slavehandel i de danske kolonier indtil 1848.
De slesvigske krige udkæmpes mellem Danmark og Tyskland i 1848-51 og 1864. Ved nederlaget mister Danmark en tredjedel af sit landområde og en million indbyggere.
I 1849 bliver en demokratisk grundlov indført med valgret for særlige grupper.
Mennesket ses først og fremmest som et individ, ikke alene som del af en slægt eller et samfundslag.
Universalromantikken bygger på organismetanken. Den er inspireret af naturforskere, der opfatter det åndelige og det materielle som et sammenhængende hele, bl.a. H.C. Ørsted, der opdager elektromagnetismen og ser den som 'ånden i naturen'.
Naturen, både den ydre og indre, dyrkes som det ægte, oprindelige og uskyldige. Aladdinmotivet er populært i litteraturen og kulturen generelt. Aladdin er den typisk romantiske karakter, naturens muntre søn.
Religiøst kommer den romantiske idé til udtryk som panteisme, der betyder "gud er i alt".
Nyplatonisme betegner en retning, hvor grundforestillingen er en tragisk splittelse mellem det himmelske og det jordiske, mellem sjæl og krop.
Kunstneren dyrkes som et romantiske geni, der gennem fantasi og intuition kan ane den guddommelige sammenhæng i universet. Kunstneren bliver 'fri', uafhængig af mæcener, der bestiller værker, og han må i stedet ud på det frie marked.
Som reaktion på økonomisk og politisk krise bearbejder man den kulturelle erindring i nationalromantikkens fejring af nationens glorværdige fortid. Inspirationen findes i nordisk mytologi, folkeeventyr og folkeviser.
Den folkelige, mundtlige kultur med grumme eventyr og skillingsviser er udbredt, og i den finkulturelle verden er elverhøjen, et motiv fra folkekulturen, særdeles populært.
Malerkunsten viser motiver som storladen natur, idylliske landskaber, det historisk-religiøse, folkeliv og rejser. Friluftsmaleriet bliver udbredt.
Biedermeier er en tilværelsesforståelse, hvor det ekstreme forsvinder. Familien har kvinden som det samlende element, og man fortrænger erotiske, politiske og sociale konflikter.
En populær litterær genre er dannelsesromanen, hvor helten udvikler sig til en harmonisk personlighed efter at have gennemlevet en krise, udtrykt i tredelingen hjemme-hjemløs-hjem. Menneskets livsopgave er at finde den plads i samfundet, hvor det i balance og med et realistisk syn på tilværelsen kan forene pligt og lyst.
Dannelsesrejsen er populær, og med udviklingen af jernbanen udvides rejsemulighederne. Orientalisme betegner en idé om den vestlige kulturs overlegenhed over orientens kulturer, men samtidig er mange forfattere og malere fascinerede af det fremmedartede.
I den poetiske realisme beskriver forfatterne sociale og personlige problemer, men stadig en tro på Gud og en mening med tilværelsen.
Romantismen viser skyggesiden af idealismen. Det reflekterende individ er i centrum. Begrebet "det interessante" betegner interessen for det psykologiske, hvor man dyrker det erotiske, det pikante, forførelse og utroskab. Kunstnerens rolle er flertydig, og en mere illusionsløs opfattelse af menneske og samfund kommer til syne. Gyseren er populær, og det dæmoniske og uhyggelige viser sig ofte at have rod i individet selv. Dobbeltgænger- og havfruemotivet udtrykker individets splittelse.
1800-tallet er blevet kaldt "de pæne pigers århundrede", men kønsroller og kønsstereotyper problematiseres.
Periodens vigtigste forfattere: Adam Oehlenschläger, Schack von Staffeldt, Steen Steensen Blicher, N.F.S. Grundtvig, H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Emil Aarestrup, Thomasine Gyllembourg og Mathilde Fibiger.

Page updated

Report abuse