Søren Kierkegaard DEL

Søren Aaby Kierkegaard (1813-55), malet af Luplau Janssen i 1902.

Gyldendals Billedarkiv

Forførelsestemaet går igen hos den store danske filosof og forfatter Søren Kierkegaard. Kierkegaards filosofiske retning kaldes eksistentialisme. Han interesserer sig for den menneskelige eksistens – altså menneskelivets vilkår og menneskers måde at være i verden på. Han er især kendt for sin karakteristik af tre livsstadier (livsformer), som er tre forskellige måder, mennesker kan vælge at leve deres liv på: 'æstetikeren', 'etikeren' og 'det religiøse menneske'.

Uden for stadierne har vi spidsborgeren, der bedst kan betegnes som et menneske, der lever helt uden at reflektere over sit liv og derfor ikke har foretaget et bevidst valg. Men mennesket har ifølge Kierkegaard mulighed for at reflektere over sit liv og vælge bevidst, hvilket både æstetikeren, etikeren og det religiøse menneske gør. I modsætning til spidsborgeren har æstetikeren valgt at leve et sanseligt liv som livsnyder, forfører og nuets mester. Æstetikerens liv giver nydelse, men kan også give en følelse af tomhed og angst, da man hele tiden er på jagt efter en ny sanseberuselse. Etikeren er et menneske, der har valgt at leve livet i overensstemmelse med de normer og regler, som gælder i samfundet. Etikeren følger ikke som spidsborgeren bevidstløst disse normer, men giver netop dette valg værdi, fordi han bevidst har valgt dette liv til. For det religiøse menneske er det ikke nok at være et godt og ordentligt menneske, som etikeren. Det religiøse menneske har indset, at han ikke selv kan skabe mening i livet, men at Gud repræsenterer det, som er større end mennesket og kan give mening. Det er dog ikke en lunken kirketro, som er løsningen, men en lidenskabelig og irrationel gudstro, hvor man med Kierkegaards ord må kaste sig ud på dybt vand uden redningsvest og tro på det umulige – at man bliver reddet af gud. Kierkegaard fremstiller disse tre stadier som forskellige måder, man som menneske kan leve sit liv på. Man må som menneske vælge, hvordan man vil leve.

I Forførerens Dagbog, der er en særskilt del af værket Enten-Eller (1843), udforsker Kierkegaard æstetikerens livsform som manipulerende forfører. Værket er interessant at læse for en moderne læser, der både kan fascineres af og væmmes over Johannes Forførerens gennemtænkte forførelse af den uskyldige pige Cordelia. Forføreren er en gennemført æstetiker, og der er i skildringen af denne person fokus på interessante psykologiske detaljer, som man kan genkende som romantismens fascination af menneskets skyggesider som lyst, dæmoni og manipulation.

I Forførerens Dagbog funderer Johannes Forføreren over den mest strategiske måde at forføre pigen Cordelia på:

Hvis det lod sig gjøre at staae bagved Cordelia, idet hun modtager et Brev fra mig, kunde det interessere mig meget. Jeg vilde da lettelig overbevise mig om, hvorvidt hun i egentligste Forstand erotisk tilegner sig dem. I det Hele er og bliver Breve altid et ubetaleligt Middel til at gjøre Indtryk paa en ung Pige; det døde Bogstav har ofte langt større Indflydelse end det levende Ord. Et Brev er en hemmelighedsfuld Communication; man er Herre over Situationen (...)

Søren Kierkegaard: Forførerens Dagbog. I: Søren Kierkegaards Skrifter. Elektronisk version 1.6, 2012

Her ses, hvordan forførelsen af pigen er blevet et 'interessant' projekt for en manipulerende og beregnende mand, hvis største lidenskab er planlægningen af forførelsen samt refleksionen over sin egen forførelsesmetode, frem for et egentligt kærlighedsmøde med pigen.

Spidsborgeren

Der er mange, der starter og slutter deres liv som spidsborgere. Spidsborgeren er som andre er, uden at han er klar over det. Han gør som MAN gør, uden at tænke nærmere over noget som helst. Selvom spidsborgeren tror, han træffer vigtige valg hele tiden, har han ikke truffet et eneste. Han tror, han lever i frihed til at vælge, og vælger hele tiden, men vælger bare det, de andre vælger. Han tager f.eks. på weekendophold med vennerne, fordi det er det, der er ’in’ lige nu, eller spiser økologisk, fordi det gør man i hans omgangskreds.

Man keder sig i sit hjemland, man rejser udenlands, man er 'Europatræt', man rejser til Amerika/../ man bliver træt af at spise på porcelæn, man spiser på sølv, man bliver træt af det, man spiser på guld…

Søren Kierkegaard: Fem Kierkegaardtekster. Dansklærerforeningen/Gyldendal, 1964. s. 41. Moderniseret af Liselotte Heniksen.

Spidsborgeren er et praktisk og realistisk menneske, der er stolt over at have travlt, og selv synes, at alle de mange opgaver, han hele tiden skal løse er meget vigtige. Han keder sig aldrig, men har kalenderen fyldt med arbejde og aftaler. Han ser ikke, at han er blevet fremmed for sig selv. Derimod synes han, at alle burde gøre som ham.

Kierkegaard latterliggør denne type, og siger kynisk

Dem, der ikke keder sig, er normalt dem, der på en eller anden måde har travlt i verden, men det er lige netop dem, der er de allerkedeligste, de mest uudholdelige.

Søren Kierkegaard: Fem Kierkegaardtekster. Dansklærerforeningen/Gyldendal, 1964. s. 37. Moderniseret af Liselotte Henriksen.

Der findes mennesker som har fået den store gave at forvandle alt til forretning. Hele deres liv er forretning. De forelsker og gifter sig, hører en vittighed og beundrer et maleri med samme forretningsiver som den iver, de arbejder med på kontoret.

Søren Kierkegaard: Fem Kierkegaardtekster. Dansklærerforeningen/Gyldendal, 1964. s. 38. Moderniseret af Liselotte Heniksen.

Måske opstår der ind imellem en tvivl, eller en følelse af uvirkelighed og fremmedhed hos spidsborgeren, der handler om, hvad der er meningen med det hele, med travlheden, med planerne, med alle livsmålene. Han kan vælge at lytte til denne fremmedhed i sig selv, eller skynde sig videre.

Æstetikeren har set igennem det slør af falsk mening, spidsborgeren har lagt over sit liv. Han har gennemskuet det tomme, ligegyldige liv og alle de illusioner, spidsborgeren holder op foran sig selv. Æstetikeren ser livet som lige-gyldigt, og lige-meget, i betydningen: Det ene er lige så godt som det andet. Derfor synes æstetikeren, at det at vælge bliver en illusion. Man kan aldrig blive helt tilfreds og harmonisk alligevel, derfor anerkender han ikke valgets betydning.

Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en bevægelse; jeg gider ikke gå, det er for anstrengende, jeg gider ikke lægge mig ned, for enten skal jeg så blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulle rejse mig op igen, og det gider jeg heller ikke, summa summarum jeg gider slet ikke (Søren Kierkegaard: Diapsalmata af Enten-Eller. H.J.Schultz bogtrykkeri, 1949. s. 9)

I stedet vælger æstetikeren bare at nyde livet og ellers være en passiv iagttager af alle de andre, uden selv at forpligte sig til noget. Æstetikeren skaber sit eget flygtige indhold gennem nydelsen. Han går efter korte og heftige øjeblikke af stor sanselig oplevelse, der tilfredsstiller synssans, hørelse, følesans, smags- og lugtesans i et berusende øjeblik. Hedonisme, der betyder nydelse som livets mål, kunne være et andet ord for dette.

Æstetikeren vil ikke gå ind i forhold eller relationer, der forpligter og kræver et dybere ansvar, eller længere tids fordybelse. Han vil altid gå efter næste sanseøjeblik. Derfor oplever han ingen sammenhæng i sit liv. De tætteste forhold, han kan få til andre er i rusen, i kort og hed lidenskab og forelskelse. I det hele taget i det, der kan tilfredsstille ham selv og kun ham, ikke andre. Andre er og bliver kun redskaber for hans nydelse.

Gift dig og du vil fortryde det, gift dig ikke og du vil fortryde det

Søren Kierkegaard: Diapsalmata af Enten-Eller. H.J.Schultz bogtrykkeri, 1949. s. 47.

Æstetikeren er en superindividualist. I stedet for at være der for vennerne, vil han meget hellere iscenesætte sig selv, blive set, træde ud fra mængden og opleve det sanselige sus ved at være 'på': Her har han det fint, og viser energi, styrke og intelligens: rollen skal jo spilles perfekt. Den skal dog helst skiftes, før den får konsekvenser for ham, og der kommer ansvar og bånd i forholdet til andre, for så risikerer han at blive nødt til at stå ved det, han giver sig ud for at være. Han vælger de roller, der passer til de situationer, han er i og har hele tiden blik for om der ikke er noget bedre om hjørnet, der giver større nydelse: Er den pige, han lige har mødt ikke bedre end den, han har nu? Er festen, han sagde nej til faktisk bedre end den, han er med i nu? Denne type er også det, man kan kalde en narcissist.

Der er to sider af æstetikeren: Den side, der lidenskabeligt søger rusen for rusens skyld, og den, der iagttager med distance, med kynisme, selvbevidsthed og refleksion, for at nå lidenskaben og nydelsen på et endnu højere plan.

Det bedste og tydeligste eksempel, Kierkegaard har givet på denne livsposition er i Forførerens dagbog, der findes sidst i værket: Enten-Eller, 1843, se uddraget i afsnittet "Tekster" sidst i bogen her.

Men æstetikeren betaler en pris: Med i købet må han tage meningsløsheden, kedsomheden og tomheden, der dukker frem i de tidsrum mellem højdepunkterne, han ikke kan undgå, og hvor han er alene med sig selv. Her kan æstetikeren ikke undgå at mødes med sig selv . Han føler sig deprimeret, tom, selvmedlidende, og er simpelthen fortvivlet over sit livs tomhed.

Hvor er kedsomheden rædsom-rædsom kedsommelig. Jeg kender ikke noget stærkere udtryk, ikke noget sandere/…/. Gid der var et højere udtryk, et stærkere, så var der dog en bevægelse. Jeg kigger henstrakt, uvirksom, det eneste, jeg ser er tomhed, det eneste, jeg lever af er tomhed, det eneste, jeg bevæger mig i er tomhed.

Søren Kierkegaard: Diapsalmata af Enten-Eller. H.J.Schultz bogtrykkeri, 1949. s. 44.

Etikeren:

Etiker

Fra græsk: de rigtige vaner og handlinger, regler for god menneskelig adfærd/spilleregler for opførsel, det gode og hensigtsmæssige.

Etikeren kan sagtens tidligere have været æstetiker, men vælger nu sig selv. Han griber muligheden for at møde sig selv og skabe sin egen identitet. Gennem en livskrise møder han en gennemgribende fortvivlelse og angst som han bruger til at vælge at blive sig selv. Han ’træder i eksistens’.

Det, han vælger er at være virkeligt til stede i sit liv. Han forpligter sig på at gøre det, der er etisk godt at gøre i den virkelighed, han er i.Derfor er han den, der ud af alle de fristende kærester, der lokker allevegne beslutter at vælge én, han vil slå sig ned med og bygge et liv op sammen med, uanset hvad. Hvor æstetikeren vil søge efter en sanselig tilfredsstillelse af sig selv i seksuelle forhold, vælger etikeren at hengive sig lidenskabeligt og erotisk til den eneste ene, for at opnå fortrolighed, empati, varighed og omsorg i sit kærlighedsforhold. Den eneste ene er den eneste ene, fordi han har valgt det.

Af alle de fristende studier, der lokker, vælger han et, som han så går 100% ind for. Han gør sin uddannelse færdig, får et job, og gør en forskel i dette, fordi han gør det til sit og tager ansvar for sin del af helheden. Man kan sige, at han gør de tilfældigheder, han kommer ud for til nødvendigheder i sit liv.

Ethvert menneske kan da udrette noget, han kan udrette sin gerning. Gerningen kan være meget forskellig, men det skal altid fastholdes, at ethvert menneske har sin gerning, og alle således fungerer sammen i det udtryk, at de gør hver sin gerning.

Søren Kierkegaard: Samlede Værker. Bind 3. 4. udgave. Gyldendal, 1991. s. 272. Moderniseret af Liselotte Henriksen.

Etikeren føler sig ansvarlig for at sætte sit præg på samfundsnormen ved at leve etisk, og det gør han ved, lidenskabeligt og ansvarligt at elske sit liv og sin pligt i det.

Pligten byder, mere kan den ikke; det mere, jeg formår, det er at gøre, hvad den byder, og i det øjeblik, jeg gør det, kan jeg /../ sige, at jeg gør mere. Jeg oversætter pligten fra noget, der kommer udefra til noget, der kommer indefra, og derved er jeg ude over pligten.

Søren Kierkegaard: Samlede Værker. Bind 3. 4. udgave. Gyldendal, 1991. s. 140. Moderniseret af Liselotte Henriksen.

Etikeren tager sit liv på sig, og vælger sig selv som han er, ikke som han kunne blive. Han gør det, fordi han aktivt har valgt at ville sig selv, at hvile i sig selv, at skabe sig selv. Når han har skabt sig selv, kan han ikke give andre skyld eller ansvar for noget som helst. Arbejdsløshed, venners svigt, sygdom, afhængighed el. lign. er en del af hans identitet, og den må han tage på sig. Der er ingen undskyldninger, også selvom der er ydre faktorer, der har bestemt, hvad han kommer ud for i sit liv. Det duer altså ikke at opsøge terapeuter eller coaches med det formål at kunne lægge sine beslutninger og ansvaret for dem over på dem som behandlere.

Denne position giver ro, sikkerhed og tryghed. Han fylder sit liv med gode gentagelser : arbejde, familie, venner, og omvendt får disse glæde og tilfredsstillelse af ham og den forpligtelse, han føler ved at have valgt. Lidenskaben har nu fået et mål i livet .

Han bliver ikke en anden, end han var før, men han bliver sig selv/…/således er selv den rigeste personlighed intet, før han har valgt sig selv/…/for det store er ikke at være det ene eller det andet, men at være sig selv, og det kan ethvert menneske, når han vil det.

Søren Kierkegaard: Samlede Værker. Bind 3. 4. udgave. Gyldendal, 1991. s. 166-167. Moderniseret af Liselotte Henriksen.

Den Religiøse

Eksistensen og det at blive til et virkeligt menneske kan udvikles til et højere stadie end etikeren kan nå, nemlig til den religiøse livsposition, der handler om at tro. Det gælder her om at turde tro, helt imod fornuft og logik. Uanset, hvad Gud vil med mig og mit liv, har han ret til det, for han er den højeste af det højeste. Alt, jeg kan gøre er at hengive mig, at springe ud i ’de 70.000 favne’ og tro uden betingelser, men med lidenskab.

Troen er et valg, jeg tager, og jeg må leve med min tvivl om dette valg. Tvivlen holder mit valg i live, så jeg ikke ender i en blind tro, hvor ansvaret lægges væk.

Kan jeg objektivt gribe Gud, saa troer jeg ikke, men netop fordi jeg ikke kan det, derfor maa jeg troe; og vil jeg bevare mig i Troen, maa jeg bestandig passe paa, at jeg fastholder den objektive Uvished, at jeg i den objektive Uvished er paa de 70.000 Favne Vand og dog troer.

Søren Kierkegaard: Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift. Samlede Værker Bind 9. Gyldendal, 1991. s. 170.

Der, hvor troen sættes på den yderste prøve er i historien om Abraham og Isak fra 1. Mosebog.

Gud vil teste Abrahams tro, og siger til ham, at han skal tage sin søn Isak op på et højt bjerg, og ofre ham til Gud . Abraham har ingen indvendinger, men gør som Gud siger, han skal, og fører roligt og sikkert sin søn op på bjerget. Han tager sin kniv og skal lige til at slagte Isak, da Gud griber ind i allersidste øjeblik og placerer en vædder som offer, i stedet for Isak. Gud skåner Abraham og Isak, men det bliver tydeligt, hvad Abraham er parat til at ofre for sin tro, helt uden logisk grund, og på grænsen til det etisk forsvarlige, for man må ikke dræbe sin næste, og slet ikke sin egen søn.

Situationen er uforståelig og absurd, og netop derfor kræver den en stærk tro på Guds gode hensigter, uanset hvad.

Troen rækker ud over virkelighedens grænser, fordi den, der tror, vælger at gøre det uden at få sikkerhed for noget. Dette kræver en uendelig kærlighed, der glad og gerne vises ved, at man betaler med den højeste pris, hvilket Abraham var parat til. Det er formålet med ens liv at tro så lidenskabeligt, at man giver alt, og til gengæld får meningen med livet af Gud og troen på ham, med tvivlen som den faktor, der gør, at man igen og igen må overbevise sig selv om sin tro, på trods af alt det rationelle, der taler imod den.

Man kunne tro, at den person, der har opnået den religiøse livsposition ville have en bestemt måde at opføre sig på, når troen er så stærk, men det er slet ikke tilfældet. Udadtil lever man helt almindeligt, for omgivelserne og rammerne har ikke ændret sig. Det er holdningen til dem og opfattelsen af dem, der er ændret hos den troende. Han er nu helt personligt blevet virkeligt, fuldt og individuelt tilstede som troende menneske, med en ændret holdning til sit liv, og især til bekymring og lidelse. Det er et vigtigt fokuspunkt for Kierkegaard, at troen er en privat og individuel tilstand, valgt i lidenskab af det enkelte menneske, der har turdet at give slip på sig selv for at realisere sig selv.