Sommetider kan de valgmuligheder, man har, synes meget begrænsede, det kan næsten se ud, som om livet ikke giver én nogen valgmuligheder. Men også da må man vælge sit liv, siger eksistentialisterne. Man må tage på sig, at det er ens skæbne. Skæbne forstås ikke inden for en religiøs ramme, hvor man blot må bøje sig for Guds vilje med en. Forskellen er, at eksistentialisterne ikke tror på, at noget er forudbestemt, men at vilkår er et resultat af tilfældigheder, som man må se i øjnene og bevidst vælge at leve med, hvis de ikke kan ændres.

Eksistentialismen beskæftiger sig med disse moderne vilkår for mennesket og stiller fundamentale, eksistentielle spørgsmål som: Hvem er jeg? Hvorfor er jeg her? Hvorfor handler jeg, som jeg gør? Den eksistentialistiske tænkemåde stiller store krav til mennesket, fordi disse tanker udfordrer os til at blive bevidste om, hvad vi gør – og dermed give os identitet ved at stille os over for, hvem vi er.

Tiden efter 2. Verdenskrig var altså præget af manglende fremskridtstro og en søgende menneskehed, der skulle forholde sig til frihed, valg, ansvar, angst og skyld. I kapitlet er der fokus på to forfattere, der begge skriver litteratur, der ofte behandler de eksistentialistiske temaer som kærlighed, død og livsvalg: Martin A. Hansen og Karen Blixen.

Den eksistentielle fortælling og læseren

De eksistentialistiske filosoffer og teoretikere har alle som tema, at vi er sat i en verden, vi ikke selv har valgt. Vi er nødt til at forholde os til de betingelser, der møder os i denne verden. Når vi handler i forhold til dem, viser vi os selv og andre, hvordan vi tackler betingelserne, hvordan vi bruger vores liv, og som konsekvens af dette, hvem vi er.

Oplevelsen af at være en fremmed i sit eget liv, oplevelsen af angsten for at springe ud i at gøre noget helt nyt og anderledes, der vil ryste og ændre ens identitet er følelser, der er fælles for alle mennesker. Disse følelser kommer, når der opstår en krise i livet, og vel at mærke en krise, der truer identiteten og skaber fortvivlelse.

Hvad vælger man så? Dette spørgsmål er brændpunktet i den eksistentielle fortælling. De temaer, filosofien og mikrosociologien behandler, kan litteraturen formidle i øjenhøjde med sin læser.

De eksistentielle fortællinger tager fat i, hvordan det går hovedpersonen, hvordan denne tackler sit liv og sine kriser gennem de valg, der tages, eller dem, der ikke tages og, hvordan personens livsfortælling skrider frem. Når fortællingen er bedst, er der uforudsigelighed til stede, og vi kan ikke med det samme afdække, hvem personerne er, eller hvordan de vil handle i de afgørende øjeblikke .

Via identifikation med den litterære stedfortræder får vi mulighed for at bearbejde og tage stilling til vigtige temaer, der måske ikke umiddelbart kan gennemleves i den virkelige verden. Temaer, der ofte er universelle, bl.a. kærlighed, død, skyld, løgn og, i det hele taget dem, der hører til et levet liv. Vi kan på denne måde spejle os i fortællingernes afgørende begivenheder, og opnå katarsis.

Når vi lever os ind i hovedpersonerne og deres liv, kan vi komme tættere på, hvordan verden er skruet sammen, hvem vi selv er, og måske, hvordan verden, mennesket og vi selv burde være i fremtiden, eller måske bliver lige om lidt.

Fortællingen kan på den måde give sin læser modet til at iagttage sig selv og sit liv på nye måder og give mulighed for at ændre eller bekræfte den livsfortælling, man er midt i. Fortællinger og historier kan på denne måde være vejvisere eller rollemodeller.

Grundtemaer i eksistentialistisk litteratur