Handskemoralen og det sædelige lighedskrav
Den seksuelle dobbeltmoral var ikke ny, men nyt var det, at den fra slutningen af 1800-tallet blev diskuteret i offentligheden. I 1883 kom kønsmoralen på den offentlige dagsorden, da den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910) udgav teaterstykket En Hanske. I stykket fremførte Bjørnson en løsning på den seksuelle dobbeltmoral: Den almindelige usædelighed, der allerede herskede i samfundet, skulle ikke tolereres. Tværtimod måtte de seksualmoralske krav strammes op, vel at mærke for både mænd og kvinder. Det var kun rimeligt at kræve samme grad af kyskhed af mænd, som man allerede forventede af kvinder, mente Bjørnson.
Handskemoralen, som Bjørnsons moralske fordring blev kaldt, vandt stor tilslutning i samtiden, og især mange kvinder fra borgerskabet støttede kravet om seksuel ligestilling gennem afholdenhed for begge køn. Kvindesagsforkæmperen Elisabeth Grundtvig (1856-1945) gik ind i debatten i marts 1887. Hun fremsatte sit standpunkt om "det sædelige lighedskrav", der reelt var en gentagelse af Bjørnsons handskemoral. Ræsonnementet var, at når de "normale kvinder", dvs. borgerskabets, kunne tøjle den dyriske parringsdrift, så kunne mændene også. Mænd måtte blive som de dydige kulturkvinder og ikke omvendt, lød Elisabeth Grundtvigs slagord.
De nordiske fritænkere
I de mellemliggende år fra 1883 til 1887 havde diskussionen bølget op og ned. Der var udkommet en række bøger, fortrinsvis af svenske og norske forfattere, som gik imod handskemoral og dydige sædelighedskrav. Den lille skare af nordiske fritænkere argumenterede i stedet for, at man burde slække på den strenge seksualmoral og tolerere sex før og uden for ægteskabet for både mænd og kvinder. De plæderede for fri kærlighed og påpegede det skadelige i seksuel selvfornægtelse.
Mange anså litteraten Georg Brandes (1842-1927) for at være anfører for den lille, men højrøstede gruppe af fritænkere. Brandes gjorde i en artikel i 1885 klart, at han gik ind for at kunne tale frit om bl.a. kønsforhold. Endvidere mente han, at kønslivet burde være et rent privat anliggende, fri for offentlig indblanding og andre folks moralske domme. Det indbragte ham hurtigt et ry som en usædelighedens forkæmper, der ønskede fri kærlighed og "parring i flæng." I realiteten var han dog tilbageholdende med at blande sig i diskussionen, da han udmærket var klar over, at hans frisindede holdninger næppe ville vinde ham mange støtter i det blufærdige og konservative Norden.
Sædelighedsfejden og det moderne gennembrud
Sædelighedsfejden var nok en ophedet debat, men alligevel fik den årelange diskussion ikke umiddelbart nogen håndfaste resultater. Det var en lille, nordisk elite af forfattere, kunstnere og kvindesagsforkæmpere, der førte an i debatten, og deres holdninger var ikke altid i trit med den brede befolkning. Derfor gik der også mange år, før diskussionen satte sig spor i form af lovændringer eller i det generelle syn på seksualitet, kønsmoral og ligestilling. Handskemoralen og det sædelige lighedskrav vandt generelt set størst opbakning, og man holdt fast i de eksisterende seksualmoralske konventioner. Et godt stykke inde i det 20. århundrede var man stadig tilbageholdende med at tale højt om pikante emner som køn, seksualitet og ligestilling.
Alligevel er Sædelighedsfejden i historieskrivningen blevet forstået som et af de sociale og kulturelle nybrud, der skete under det moderne gennembrud. Sædelighedsfejden var danmarkshistoriens første offentlige forhandling af seksualmoralen, og med diskussionen fik den almindelige dansker for første gang mulighed for at forholde sig til emner, det ellers have været forbeholdt sagkundskaben at diskutere. Hvor seksualmoralen før havde været nærmest eviggyldig og mejslet i sten, kunne man nu betragte den som noget, der ikke bare kunne diskuteres, men også forandres. Dermed kom Sædelighedsfejden til at danne grundlaget for de løbende forhandlinger om seksualmoralen, der skulle komme til at præge store dele af det 20. århundrede, og som stadig præger os i dag.
