Også hos lyrikeren Emil Aarestrup møder vi menneskets skyggefulde sider. Aarestrup er kendt som erotikkens digter. I modsætning til tidligere romantisk digtning, der først og fremmest beskriver den platoniske side af kærlighedsforholdet, og som anser seksualiteten som forstyrrende for forholdet mellem kønnene, er Aarestrup netop fascineret af det erotiske møde mellem mand og kvinde.
I digtet Paa Sneen (1838) fortælles om en mand, der en sen aften følger efter en kvinde, som han begærer. Foreningen af de to sker ikke reelt, men blot gennem de to personers skygger, der smelter sammen.
Det var min egen Skygge!
Den skyndte sig utrolig –
Jeg havde aldrig seet den
Saa langstrakt og urolig.
Den nærmed sig forvirret –
Den lod – det er det Sande –
Sit eget sorte Væsen
Med dit sig kjælent blande.
Emil Aarestrup: Paa Sneen. I: Udvalgte digte. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Borgen, 1999
Seksualiteten er her i fokus, men den realiseres kun i fantasien, og den er sat i bås som noget mørkt og dæmonisk, når digteren kalder sin skygge for det sorte væsen.
I et andet af Aarestrups digte, Var det Synd? (1838), skildres det erotiske møde ikke blot som fantasi, men som realiseret for en kort, lidenskabelig og interessant stund. Digteren indvier gennem sin brug af symboler fra naturen sine læsere i dette. Det erotiske møde skildres således: "Men dybt i Skoven – kan du huske?/ Var som en Grotte for en Fee". Aarestrup fortæller altså ikke konkret, men kun symbolsk om den seksuelle akt og bruger her naturen – skoven og grotten – som omskrivninger.