Det moderne gennembruds samfund

Som styreform er demokratiet stadig ret nyt og skal først til at udvikles i dansk sammenhæng. Efter vedtagelsen af Grundloven i 1849 begynder en lang proces frem mod det demokrati og den velfærdsstat, vi kender i dag. Det er først ved Systemskiftet i 1901, hvor parlamentarismen bliver indført, at Danmark får et egentligt demokrati.

Mange mennesker lever i slutningen af 1800-tallet under fattige forhold. På landet er der mange fattige husmænd og landarbejdere. I byen opstår en ny fattig socialklasse: I kølvandet på industrialiseringen, der for alvor slår igennem i Danmark i slutningen af 1800-tallet, flytter mange mennesker fra landet ind til byen for at arbejde på fabrik. I byen lever arbejdere ofte en kummerlig tilværelse i små lejligheder og har dårlige arbejdsvilkår. Arbejderne begynder at organisere sig politisk efter inspiration fra den socialistiske bevægelse, der præger flere europæiske lande, og Socialdemokratiet bliver stiftet i 1871. Arbejderne organiserer sig i fagforeninger og begynder at strejke for at forbedre deres arbejdsvilkår.

Kvinderne begynder så småt at uddanne sig og stiller krav om ligestilling mellem kønnene. Det er dog først langt senere – i 1915 – at kvinderne får stemmeret ved folketingsvalg.

Livssyn og syn på litteraturen

Et væsentligt skred i forhold til romantikken er det nye livssyn, der præger det moderne gennembruds forfattere. Det moderne gennembrud gør op med idealismens dualistiske (todelte) verdenssyn, som præger romantikken, og erstatter det med et monistisk (modsat dualistisk). I stedet for – som romantikerne – at gå og drømme om en anden verden, der skulle være mere 'virkelig', ønsker man i det moderne gennembrud at slå fast, at der kun findes én verden – denne verden, som kan ses, måles, vejes, beskrives og analyseres. Idealismen er altså udskiftet med en naturvidenskabelig tilgang til verden.

Dette skift i livssyn er en konsekvens af den nye naturvidenskab, der vinder frem i 1800-tallet. Med inspiration fra både videnskabsmanden Charles Darwins forskning og filosoffen Friedrich Nietzsches kritik af kristendommen præges litteraturen fra det moderne gennembrud af et livssyn, der har løsrevet sig både fra den kristne tro og fra romantikkens idealisme. Dette nye livssyn, som kan ses i flere tekster fra perioden, giver frihed, men også uro og tomhed.

Georg Brandes (1842-1927).

Startskuddet til det moderne gennembrud i Danmark dateres som regel til 1871, hvor litteraturforskeren Georg Brandes i en forelæsningsrække, Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur, kritiserer danske forfattere for at leve i en virkelighedssky drømmeverden, hvor litteraturen fungerer som et dække over problemer i samtiden:

Jeg vil dernæst fremhæve vor Literaturs virkelighedsfjerne Idealisme. Denne Idealisme har (…) sin Aarsag i, at vor Poesi udviklede sig under en politisk ussel og nedbrudt Tilstand som en Art Trøst i den reale Genvordighed, som en Art aandelig Erobring, der skulde trøste for de materialle Tab.

Georg Brandes: Hovedstrømninger. Indledning. I: Samlede Skrifter, 1899-1910

Brandes fremhæver i stedet en række europæiske forfattere i samtiden, der udmærker sig ved at skrive litteratur, der "sætter Problemer under Debat". Han opfordrer til at gøre realismen til et krav i dansk litteratur:

Det, at en Literatur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat (…) At en Literatur Intet sætter under Debat er det samme, som at den er i færd med at tabe al Betydning.

Citatet skal ses i sammenhæng med de politiske forhold i Danmark på daværende tidspunkt. Danmark har i 1849 fået Grundloven og dermed ytringsfrihed, så nu har forfatterne faktisk mulighed for at ytre sig og give deres mening til kende.

Naturalisme

I tillæg til Georg Brandes' krav om kritisk realisme i dansk litteratur er der en række andre forhold, der får betydning for det moderne gennembruds litteratur. Fra midten af 1800-tallet udvikles i Europa en ny tilværelsesforståelse, naturalismen, der bygger på et naturvidenskabeligt fundament. Verdenssynet er monistisk, det vil sige, at man kun anerkender eksistensen af den materielle verden, og livssynet er ateistisk, hvilket betyder, at man ikke tror på Guds eksistens. Når mennesket ikke er skabt af Gud, har det ingen særstatus i forhold til dyrene. Mennesket er selv et dyr, der er styret af drifter, arv og miljø – ikke af værdier, forestillinger og ideer.

Darwin

Forfatteren J.P. Jacobsen oversætter i 1872 den engelske videnskabsmand Charles Darwins Arternes Oprindelse (1859) til dansk. Darwin hævder i sin bog, at der er sket en evolution (udvikling) af planter og dyr fra mere primitive former, og at denne evolution er sket ved, at det er de bedst egnede, der har overlevet og formeret sig ('survival of the fittest'). Han underminerer forestillingen om, at hver enkelt art skulle være et resultat af Guds skaberakt:

Om end skønt meget er dunkelt og længe vil forblive dunkelt, har jeg dog, efter at have studeret saa forsigtigt og sluttet saa upartisk, som det har været mig muligt, ingen Tvivl om, at den Synsmaade, de fleste Naturforskerer har og som jeg selv tidligere havde – den nemlig, at hver Art er Resultatet af en særlig Skabelsesakt – er falsk.

Charles Darwin: Arternes oprindelse. Oversat af J.P. Jacobsen, revideret af Frits Heide. Gyldendal, 1909

I et senere værk, Menneskets Afstamning (1871), inkluderer Darwin mennesket i sin evolutionsteori og konstaterer, at mennesket har udviklet sig fra et laverestående dyr. Selv om Darwin ikke med sin videnskab havde planer om at udfordre den kristne kirke, kommer hans evolutionslære til at sende chokbølger gennem samtiden. Konklusionen på hans videnskabelige undersøgelser er, at mennesket deler fælles forfædre med aberne. I praksis bliver det en udbredt forståelse, at mennesket skulle stamme fra aberne. Utilsigtet kommer Darwin dermed til at udfordre den kristne skabelsesberetning, hvor mennesket har en særstatus i forhold til dyrene.

Nietzsche

Også den tyske filosof Friedrich Nietzsche får betydning for forfatterne i slutningen af perioden det moderne gennembrud. Det er Georg Brandes, der i 1889 introducerer Nietzsches tanker for de europæiske læsere, efter at Brandes har haft en brevveksling med Nietzsche. Bedst kendt er Nietzsche for sin påstand om, at Gud er død, og for sin sønderlemmende kritik af kristendommens moral. Nietzsche hævder, at kristendommen er de svages religion, og at den kristne moral er styret af de svages normer, som for eksempel medlidenhed og næstekærlighed. I stedet fremhæver han som ideal 'overmennesket', der ikke er bange for at leve efter sin vilje til magt – herunder selv at skabe sine egne normer og værdier, uafhængig af den kristne moral. I værket Således talte Zarathustra (1885) formulerer Nietzsche sig således:

Se, jeg lærer jer om overmennesket. Overmennesket er jordens mål. Jeres vilje skal sige: overmennesket skal være jordens mål. Jeg besværger jer, brødre, vær jorden tro og lyt ikke til dem, der taler til jer om overjordiske håb! (…) Engang var synden mod Gud den værste synd, men Gud døde, og dermed døde også den slags syndere. At forsynde sig mod jorden er nu det forfærdeligste.

Friedrich Nietzsche: Således talte Zarathustra. Oversat af Louis v. Kohl. Lindhardt & Ringhof, 1996

Her understreger Nietzsche, at det er mennesket og ikke Gud, som er meningen med livet. Gud er død – han eksisterer ikke – og derfor skal mennesket heller ikke gå og tænke på, om det har 'syndet' ifølge de kristne normer. I stedet skal mennesket koncentrere sig om at være sit eget liv bevidst. Hvis man som menneske glemmer 'jorden', altså det menneskelige liv her i verden, så har man ifølge Nietzsche for alvor forsyndet sig mod livet.

Nietzsches tanker inspirerer mange forfattere og tænkere i samtiden, herunder Georg Brandes og Henrik Pontoppidan, og får stor betydning også ind i det 20. århundrede.

Virkeligheden under lup DEL

Når man bruger begrebet naturalisme inden for litteraturen, henviser det til tekster med et særligt livs- og menneskesyn, der har en ateistisk grundholdning. Mennesket ses som et dyr, der er styret af drifter, arv og miljø. Drifter – det vil sige kroppens trang til for eksempel sex. Arv – det henviser til de evner og anlæg, som er medfødte og ligger i menneskets gener. Miljø – det betyder det miljø, man vokser op i. Den naturvidenskabelige tankegang betyder også noget for den måde, teksterne skrives på. Teksterne går i detaljer i en undersøgelse af mennesket. De sætter så at sige mennesket under lup. Forfattere, der skriver inden for rammerne af naturalismens livssyn, er i Danmark blandt andet J.P. Jacobsen, Henrik Pontoppidan og Herman Bang, i Norge Henrik Ibsen, og i Sverige August Strindberg.

Georg Brandes' krav om realisme og det nye, naturalistiske livssyn er to væsentlige faktorer, der har indflydelse på samtlige forfattere i det moderne gennembrud og betydning for, hvordan forfatterne skriver: Der sker ikke noget overnaturligt eller usandsynligt i teksterne, og der tilstræbes en realistisk beskrivelse af hverdagens personer og miljøer. Det moderne gennembruds forfattere skriver ikke bare om et realistisk emne, men gør det også på en måde, så teksten bliver realistisk. Det betyder, at beskrivelser af miljøer og personer kommer i fokus, og at også negative aspekter af hverdagen og samfundet bliver beskrevet.

Det moderne gennembruds forfattere har naturligvis hver deres særlige skrivestil. Der er stor forskel på, hvordan de bruger sproget. En forfatter som Henrik Pontoppidan skriver ikke nær så nyskabende som hverken J.P. Jacobsen eller Herman Bang, der begge er kendt for deres brug af den impressionistiske skriveteknik.

Realisme som skrivestil

Det moderne gennembruds litteratur er præget af realisme. Indholdet i det moderne gennembruds litteratur spejler hverdagen, mennesker og steder, som man genkender. Litteraturen fokuserer på de problemer og diskussioner, der findes i samtiden. Men også måden, litteraturen formidles på, er præget af realisme: Som det vil fremgå i det følgende, ændres skrivestilen, der nu bliver meget detaljeret, og som giver plads til at bruge ord, der fremhæver de grimme og problematiske sider af tilværelsen. Realisme betyder altså, at litteraturen skildrer verden og livet på en troværdig og realistisk måde.

De realistiske, detaljerede beskrivelser anvendes ikke kun for at få læseren til at leve sig ind i fortællingen, men også for at belyse den uretfærdighed eller fattigdom, som for eksempel Henrik Pontoppidan beskriver i mange af sine tekster. I novellen Naadsensbrød (1887) stiller Pontoppidan skarpt på vilkårene for de fattige på det lokale fattighus:

Det er de udslidte Kræfter, de forkomne Existenser fra Herredets Hytter og Huler, der samles her inde imellem disse Mure, naar Haanden bliver for svag og Ryggen for kroget til længere at bære Livets Byrde. De sidder nu her, ens i Dragt, med pletfri Linned, og saa kæmmede og renvaskede, som de næppe nogen Sinde har tænkt at skulle blive det i denne Verden – men tillige saa stille og underlig eftertænksomme, som var virkelig ogsaa allerede Evigheden begyndt for dem her i disse store, højtidelige Rum, hvor Lyset falder ind som med en overjordisk Glans, mens hver mindste Hosten og Harken giver Gjenlyd under de høje Lofter som i en Kirke.

Henrik Pontoppidan: Naadsensbrød. I: Fra Hytterne. Gyldendalske Boghandels Forlag, 1887

Ved at bruge adjektiver som "udslidte" og "forkomne" i sin beskrivelse af de fattige giver teksten en holdning til kende. Det er meningen, at læseren skal få øjnene op for de fattiges vilkår og for de sociale skel i samfundet.

Naturalisme som skrivestil

Med inspiration fra naturvidenskaben begynder forfatterne at beskrive livet og virkeligheden på en næsten naturvidenskabelig måde. Dette kommer blandt andet til udtryk ved, at beskrivelsen af et miljø eller en person præges af en masse detaljer. Skrivestilen kaldes naturalisme. I starten af J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe (1876) beskrives hovedpersonen, den unge Marie, med et væld af detaljer i farver, nuancer og former. Efter en beskrivelse af Maries krop og hendes måde at gå på zoomer forfatteren ind på Maries ansigt:

Det dæmpede Skjær gav hendes barnehvide Ansigt en matgylden Lød, der gjorde de blaaladne Skygger under Øjnene mindre synlige; de røde Læber blev purpurbrune og de store, blaa Øjne blev næsten sorte. Hun var nydelig var hun: lige Pande, svagt kroget Næse, kort, skarpskaaren Underlæbe og stærk, rund Hage og fint rundet Kind og ganske smaa Øren og rent og skarpt tegnede Bryn.

J.P. Jacobsen: Fru Marie Grubbe. Det danske Sprog- og Litteraturselskab og Borgen, 1989

Der er en slags fotografisk bevidsthed over J.P. Jacobsens persontegning her. Han ønsker at formidle et helt nøjagtigt billede af Marie. Man aner videnskabsmandens måde at beskrive en genstand på.

Impressionisme som skrivestil og fortælleteknik

Nogle af det moderne gennembruds forfattere benytter sig af en ny skriveteknik, impressionismen. Det er en mere springende og fragmentarisk skrivestil, der har det formål at skildre verden gennem subjektive og flygtige indtryk.

Impressionismen er en skrivestil, der har taget navn efter en malestil, der blev udviklet af blandt andet den franske maler Claude Monet. 'Impression' betyder indtryk på både fransk og engelsk – og det er lige netop det, som både malere og forfattere forsøger at indfange og videregive. De impressionistiske malere maler med bredere penselstrøg og ikke så korrekt, som man tidligere har gjort, og derfor bliver de også kritiseret for deres ufærdige og sjuskede maleteknik. På samme måde er den impressionistiske skrivestil en noget kaotisk og eksperimenterende skrivestil, som søger at komme så tæt på virkeligheden som muligt ved at benytte en særlig skriveteknik. Den impressionistiske teknik lægger vægt på øjeblikket, situationen og fragmentet, frem for overblik og helhed. Den impressionistiske skrivestil forsøger at efterligne den måde, som vi opfatter verden på. Vi ser verden fra vores egen vinkel, og vi får kun flygtige indtryk. Disse indtryk kan være andres handlinger, ord eller ansigtsudtryk, eller det kan være genstande, vi ser. Ud fra disse indtryk skaber vi vores egen helhed gennem fortolkning. Når verden opleves i glimt og kun bliver sammenhængende i fortolkningen, skal teksten – for at være realistisk – gøre det samme. Impressionistiske tekster sætter altså læseren på et fortolkningsarbejde. Man skal som læser selv sammenstykke fragmenter til en helhed.

Georg Brandes' krav om realisme og det nye, naturalistiske livssyn er to væsentlige faktorer, der har indflydelse på samtlige forfattere i det moderne gennembrud og betydning for, hvordan forfatterne skriver: Der sker ikke noget overnaturligt eller usandsynligt i teksterne, og der tilstræbes en realistisk beskrivelse af hverdagens personer og miljøer. Det moderne gennembruds forfattere skriver ikke bare om et realistisk emne, men gør det også på en måde, så teksten bliver realistisk. Det betyder, at beskrivelser af miljøer og personer kommer i fokus, og at også negative aspekter af hverdagen og samfundet bliver beskrevet.

Det moderne gennembruds forfattere har naturligvis hver deres særlige skrivestil. Der er stor forskel på, hvordan de bruger sproget. En forfatter som Henrik Pontoppidan skriver ikke nær så nyskabende som hverken J.P. Jacobsen eller Herman Bang, der begge er kendt for deres brug af den impressionistiske skriveteknik.