Handlinger er ikke blot noget, vi foretager, når vi gør noget rent fysisk som at cykle, gå, male eller slå græs. Vi handler også, når vi taler og skriver. Teorien om sproghandlinger er i dag et af de væsentligste områder inden for pragmatikken og studiet af, hvad vi bruger sproget til. Teorien blev udviklet i 1960'erne og 70'erne på baggrund af den engelske filosof John Austins (1911-1960) arbejder. At bruge sprog er at handle. Vi roser nogen, vi opfordrer nogen til at gøre noget, vi meddeler noget, vi takker nogen eller vi hilser på nogen. Vi benytter os af såkaldte sproghandlinger.
Sproghandlingerne kan inddeles i 5 hovedtyper, alt efter hvilken handling de udfører (Scheuer, 2009). Som man vil kunne se nedenfor, knytter der sig bestemte verber til hver type sproghandling. Det er såkaldte performative verber, som netop er kendetegnet ved, at de gør det, de siger de gør. De optræder ikke altid i en sproghandling, men er i sådanne tilfælde underforstået som den handling, der udføres.
1. De følelses- og holdningsudtrykkende sproghandlinger, hvor afsenderen giver udtryk for sine følelser og holdninger. Sproghandlingerne indeholder med andre ord en subjektiv vurdering.
Performativer: Roser, accepterer, undskylder, udtrykker begejstring, udtrykker sympati, beklager, anerkender, undskylder, mener, synes.
Eksempler: Du er god til at læse (roser) - Jeg er ked af det, jeg gjorde (undskylder) - Jeg kan bedst lide den sorte kjole (mener/synes) - Det er sent (synes) - Jeg synes, det er en god bog (synes) - København er en stor by (mener) - Ih, hvor er du smuk (begejstring) - Du har ret i dit synspunkt (accepterer, anerkender).
2. De handlingsregulerende sproghandlinger, hvor man forsøger at regulere modtagerens handlinger eller sine egne.
Performativer: Opfordrer, foreslår, fraråder, beder om, anmoder, anbefaler, forlanger, advarer, lover, samtykker, sværger, forsikrer.
Eksempler: Jeg vil gerne bede om ro i salen (beder) - Du skal gøre det nu (forlanger) - Vil du ikke selv prøve en tur? (foreslår) - Det er ikke en god ide at gøre det (fraråder) - Jeg kommer i morgen (lover).
3. De informationsudvekslende sproghandlinger, hvor meddelelsens indhold af informationer, viden og oplysninger er i centrum. Sproghandlingerne kan efterprøves med hensyn til, om de er sande eller falske, eller de fremsættes, som om de er sande eller antages at være det.
Performativer: Meddeler, indrømmer, oplyser, beskriver, benægter, fortæller, forklarer, fastslår, antager, tror, påstår, hævder, spørger efter viden, svarer på spørgsmål.
Eksempler: Jeg hedder Hans (fastslår) - Kjolen er rød (oplyser/fortæller/beskriver) - Hvad dag er det i dag? (spørger) - Det er mandag (svar) - Jorden er flad som en pandekage (påstår, antager) - Jeg snød (indrømmer) - Jeg tror, det er en god bog (tror) - Jeg kommer i morgen (meddeler).
4. De rituelle sproghandlinger, hvor man udtrykker forskellige sociale konventioner. Flere af de rituelle sproghandlinger har karakter af institutionelle sproghandlinger, der er bundet til bestemte institutioner (kirke, retsvæsen, militær m.m.) og dermed fremføres med en betydelig vægt.
Performativer: Takker, lykønsker, døber, dømmer, gifter, udnævner, erklærer, ansætter, sværger, forfremmer, tilgiver, bandlyser, forbander.
Eksempler: Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn (døber) - Klokken er 15.00 og du er anholdt (erklærer) - Til lykke med din fødselsdag (lykønsker) - Det passer, på ære (sværger) - Du er ansat (ansætter).
5. De samtalestrukturerende og kontaktskabende sproghandlinger, hvor den talende regulerer samtalen med hensyn til, hvor langt den er nået, og hvad der videre skal ske. Desuden bruges disse sproghandlinger til at skabe og opretholde kontakten i en samtale (se gambitter).
Performativer: Hilser, indleder, afslutter, opsummerer, udtrykker interesse, tager ordet, understreger, kommenterer, konkluderer, afrunder, styrer hvem der skal tale.
Eksempler: Hej! (hilser) - Mojn! (hilser) - Er det sandt? (udtrykker interesse) - Nej, da (udtrykker interesse) - Det, jeg nu siger, er vigtigt (understreger) - Nu skal du bare høre (indleder) - Det jeg hidtil har sagt, skal I ikke lægge for meget i (opsummerer) - Jeg er godt klar over, at jeg ikke er den fødte taler (kommenterer eget sprog) - Har du mere at sige? (styrer, hvem der skal tale) - Okay, vi ses (afslutter).
Det er karakteristisk for mange sproghandlinger, at de betyder noget andet og mere end de bogstaveligt siger. "Kan du nå saltet" er jo egentlig et spørgsmål, en informerende sproghandling, men hvis modtageren svarer "Ja, det kan jeg godt" og ikke gør mere, har han misforstået afsenderens hensigt. For spørgsmålet dækker over og er en høflig måde at bede om saltet på, og dermed er der tale om en handlingsregulerende sproghandling. Det samme er tilfældet med følgende ytringer "Har du en tændstik?" og "Er det ikke varmt herinde?". I begge tilfælde ligger der en tydelig underforstået opfordring, der dog selvfølgelig afhænger af konteksten.
I en samtalesituation kan parterne udtrykke deres sproghandlinger mere eller mindre kraftfuldt. Man skelner mellem optoning og nedtoning (Scheuer, 2009). Ved en optoning skruer man op for styrken i sin ytring: "Du skal række mig saltet, "Jeg elsker dig skat". "Jeg er helt sikker på, at hun gik hjem". Ved en nedtoning skruer man omvendt ned for styrken: "Vil du ikke være så venlig at række mig saltet?", "Jeg holder af dig", "Jeg tror nok, hun gik hjem".
Nu har vi præsenteret 5 forskellige typer af sproghandlinger samt de indirekte sproghandlinger. Når man arbejder med sproghandlinger, er det vigtigt at være opmærksom på, at ytringer sagtens kan være og ofte er en kombination af to eller flere sproghandlinger. Står der f.eks. "strømførende hegn" på et skilt, er det på samme tid en information og en indirekte opfordring til ikke at røre ved hegnet. Ytringen "Per måtte nøjes med en 2. plads i konkurrencen" har en klar informativ værdi, men den indeholder med ordet "nøjes" samtidig en subjektiv vurdering, en holdning, der siger, at det ikke var helt tilfredsstillende at blive nr. 2. På den måde må man ofte være opmærksom på de enkelte ord i en ytring, for at fastslå hvilken eller hvilke sproghandlinger der er i spil.