1. Erindringshistorie

Hvad er erindringshistorie?

Når man anlægger en erindringshistorisk tilgang, fokuserer man på hvordan fortiden bruges, konstrueres og iscenesættes med henblik på nutidige interesser. Man arbejder altså med, hvad forskellige aktører i samfundet erindrer/glemmer og hvorfor de gør det. Man kan også undersøge hvorfor og hvordan forskellige erindringer (knyttet til bestemte begivenheder) opstår og ændrer sig over tid og hvordan fortiden iscenesættes i nutiden med specielle formål for øje.

At bruge fortiden ud fra et nutidigt mål er et kendt fænomen i historien, men det bliver intensiveret i 1800tallet med nationalismens fremvækst, hvor de nye nationalstater bruger fælles fortællinger om fortiden til at skabe/styrke en national identitet. Erindringshistorien tager netop udgangspunkt i den kollektive erindring frem for i den autobiografiske erindring (ting man selv har oplevet).

Hvordan arbejder man erindringshistorisk?

Når man arbejder erindringshistorisk, er det typisk relevant at undersøge:

• fremstillinger af bestemte historiske begivenheder i historiebøger

• mindebegivenheder og mindesteder

• erindringsfællesskaber (= en gruppes forståelse af en fælles fortid og en fælles fortolkning af fortiden fx nationale grupper, religiøse grupper, politiske grupper etc.)

• erindringssteder (dvs. materielle og ikke- materielle ting/steder der har betydning for et erindringsfællesskab fx fjendebilleder, sange, helte, symboler etc.)

• erindringspolitik (dvs. den politiske kamp om, hvordan fortiden skal fortolkes i nutiden dvs. hvad skal huskes og hvad skal glemmes)

Vigtige begreber når man arbejder med en erindringshistorisk vinkel:

• Forestilte fællesskaber (Imagined Communities) - et begreb introduceret af den amerikanske nationalisme forsker Benedict Anderson, der handler om, at mennersker har en forestilling om, at de er knyttet til personer fra samme nation

• Opfundne traditioner (Invented Traditions) - et begreb introduceret af den britiske historiker Eric Hobsbawm fx i forhold til nationale symboler, som han mener er skabt med det specifikke formål at få befolkningen til at mene, at de tilhører et bestemt folk.

• Erindringsfællesskaber - en gruppe af mennesker med samme fortolkning af det, som de opfatter som en fælles fortid. Væsentligt for, hvad en person identificerer sig med og er loyale overfor.

2. Erindringspolitik

Man taler om erindringspolitik, når den fælles erindring bevidst forsøges opretholdt, kontrolleret eller ændret. Ofte handler det om, at historien politiseres, fordi fortolkningen af den formes efter nutidige interesser.

Når man arbejder udfra en erindringspolitisk vinkel, er det relevant:

• at undersøge de involverede aktører (politikere, historikere, interesseorganisationer m.m.)

• at undersøge de argumenter, de forskellige aktører bruger til at forsvare deres synspunkt (fx via en argumentationsanalyse eller en diskursanalyse)

• at undersøge årsagerne til at de involverede aktører forsøger at få mangt over fortolkningen af fortiden

• at forholde den erindringspolitiske fortolkning af historien til den historiske baggrundsviden, man har om emnet (ved at læse supplerende historiske fremstillinger og kilder).

Læs mere om erindringspolitik HER

Grundfortælling

En grundfortælling er et grundlæggende narrativ, som man vil se gå igen på tværs af mange forskellige historiske fremstillinger om en periode eller en begivenhed, eksempelvis i forskellige historiebøger, taler, film, skønlitteratur og lignende. Den kan ses som en form for fælles betydningsskabende skelet i de historiske fremstillinger.

Nogle gange vil der være stor enighed om grundfortællingen, det vil sige, at den går igen i stort set alle fremstillinger, der beskæftiger sig med de historiske begivenheder. Dette har for eksempel tidligere været tilfældet, når det handlede om fremstillinger om besættelsestiden i Danmark. Historikerne Anette Warring og Claus Bryld konstaterede i bogen ’Besættelsetiden som kollektiv erindring’, at der i efterkrigstiden blev skabt en hegemonisk grundfortælling om besættelsestiden, det vil sige en grundfortælling, der var så udbredt, at den slet ikke var til debat, og at den var gennemgående i stort set alle historiske fremstillinger i årtier efter krigen (se kapitel 5).

Det er ikke alle grundfortællinger, der er så stærke og hegemoniske, som det var tilfældet med besættelsestiden. En grundfortælling kan også være mere uklar og svag, det vil sige, at der kun er enighed om få ting.

Der kan også være tilfælde, hvor en stærk grundfortælling, der er fremherskende i en gruppes fremstillinger af historien, udfordres af en konkurrerende grundfortælling, en såkaldt modfortælling, fra en anden gruppe. Dette kan for eksempel ses, hvis man undersøger grundfortællinger, der er gennemgående i henholdsvis israelske og palæstinensiske fremstillinger om den israelsk-palæstinensiske krig i 1948 (israelerne kalder krigen Frihedskrigen, og palæstinenserne kalder den for Katastrofen).

Kilde: https://danmarkshistorie.ibog.forlagetcolumbus.dk/?id=139#c500