Opgør med blokpolitik?
Folketingsvalgkampen i 2019 var på en måde en anden end langt de fleste tidligere valgkampe, mest af alt fordi spørgsmålet om et regeringssamarbejde over midten mellem Venstre og Socialdemokratiet blev sat på dagsordenen af den daværende, efterfølgende afgående, statsminister fra Venstre, Lars Løkke Rasmussen.
Forslaget blev fremsat i forbindelse med opbrud i den borgerlige blok: to nye partier på den yderste højrefløj, Nye Borgerlige og Stram Kurs, havde sat sig for at udfordre de gamle politiske partier. De krav de stillede om blandt andet et grundlæggende opgør med de danske internationale forpligtelser overfor flygtninge, blev ikke tage godt imod af flere af de andre borgerlige partier, heriblandt Venstre.
Statsministerens argument var derfor, at nu kunne man ikke længere stole på de yderste partier på de forskellige fløje. Det var for så vidt ikke noget nyt, at Venstre var meget uenige med den yderste venstrefløj (især Enhedslisten), men det var nyt at en statsminister, og kandidat til fortsat at være statsminister, for det største blå parti, frasagde sig at samarbejde med partier i hans egen blok.
Op igennem 00erne havde Venstre netop haft stor succes med at samarbejde med alle borgerlige partier, inklusiv Dansk Folkeparti som på daværende tidspunkt repræsenterede den yderste værdipolitiske højrefløj (y-aksen).
Socialdemokratiets udlændingepolitiske udvikling
Forslaget blev dog afvist helt af Socialdemokratiet, som på daværende tidspunkt også så ud til at ville vinde regeringsmagten, hvilket de efterfølgende gjorde. Mette Frederiksen, Socialdemokratiets formand, havde nemlig haft held til at overbevise rigtigt mange tvivlere om, at nu havde partiet endegyldigt taget et opgør med sine tidligere mere lempelige udlændingepolitik (de har flyttet sig nedad på y-aksen).
Opgøret blev symbolsk slået fast med syvtømmersøm i forbindelse med Dansk Folkepartis årsmøde i 2018, hvor Kristian Thulesen Dahl (partiets formand) slog fast, at han var klar til at holde hånden under en kommende Socialdemokratisk regering, hvis det var det, der skulle til for at sikre, at Socialdemokratiets støttepartier ikke fik afgørende indflydelse på udlændingepolitikken. Dansk Folkeparti havde med ét sagt god for Socialdemokratiets nye stramme udlændingepolitik.
Til valget i 2019 mistede Dansk Folkeparti efterfølgende mange vælgere. Givetvis var mange af vælgere nogen som tidligere havde stemt Socialdemokratisk, men som i 2001 skiftede til Dansk Folkeparti på grund af ønsker om en strammere udlændingepolitik. Nu kunne de igen stemme socialdemokratisk, og på den måde også igen stemme på et parti som stod for en udvidelse af velfærdsstaten (venstreorienteret fordelingspolitik på x-aksen).
Klimapolitik i centrum
Alt dette sker samtidigt med, at klimapolitikken for første gang blev det der for de fleste vælgere, betød mest for hvem de vil stemme på.
Klimapolitikken har tidligere været debatteret og fyldte en del i valgkampen i 2015, men ikke på samme måde som i 2019.
Der kan ikke være nogen tvivl om, at begivenheder rundt omkring i verden, med tørke, oversvømmelser og større og vildere skovbrande, har haft en effekt for klimapolitikkens voksende betydning.
På den anden side er det heller ikke uvæsentligt at slå fast, at det at udlændingepolitikken ikke længere skiller blokkene fra hinanden, som tidligere, gør at mange vælgere ikke længere er så bekymret for hvordan det skal gå i fremtiden inden for det område. Det betyder stadig meget, men når man har en stram udlændingepolitik uanset om man stemmer på Socialdemokratiet eller Venstre, betyder meget for en hel del vælgere. I den situation kan man begynde at interessere sig for, og bekymre sig om, andre spørgsmål, herunder klimapolitikken.
Coronapolitik som fordelingspolitik?
Tiden efter valget i 2019 er udover de ovenstående valgkampsemner, især præget af Coronapandemien. I Danmark er det politiske udgangspunkt et nærmest fuldstændigt enigt folketing, der samler sig bag Socialdemokratiets politik om, at de ressourcestærke må strække sig meget langt for at hjælpe de svageste.
Senere viser der sig dog at være uenigheder om denne politik, og coronapandemien bliver derfor en fordelingspolitisk strid: hvor langt må statens magt udvides, i forsøget på at skærme de svageste og mest udsætte borgere i samfundet?