Folketingsvalgene i 1853 og 1854 er begge, på hver sin måde, gode eksempler på de løse partistrukturer vi ser igennem det meste af 1800-tallet.

Som optakt til februar-valget i 1853 indgår Bondevennerne nemlig en alliance med Højre. På den ene side vil Bondevennerne støtte op om Højres helstats-politik (y-aksen), imens Højre på den anden støtter op om en fremtidig udvidelse af valgretten til Folketinget (x-aksen). Vi har altså til at starte med, at gøre med et klassisk kompromis.

Når man ser på kompasset kan det være svært at forstå hvordan de to grupper kan finde en mellemvej omkring spørgsmålet om rettigheder, hvor de ligger ret langt fra hinanden. Forklaringen har da også at gøre med, at Bondvennerne ikke ligger så langt væk fra Højre igen, når det drejer sig om spørgsmål om rigets størrelse, og sammensætning (helstat). Herudover var Bondevennerne i forvejen i konflikt med de Nationalliberale om spørgsmålet om valgrettens udvidelses.

Alt dette betød, at de to partier, Bondevenner og Højre, som ellers var uenige om meget, gik til valg på en fælles alliance. Bondevennerne og Højre kommer dog hurtigt i konflikt (se 1854). Alliancer og aftaler i og mellem grupperne er på dette tidspunkt ustabile, og det er svært at finde sammen om holdbare kompromisser.