Partiet Venstre indtog op igennem 1800-tallet den position, at den bedste måde at forsvare Danmark på, var den danske flåde. På den måde var Venstre et parti der, som Højre, mente at et stærkt forsvar var nødvendigt. Højre mente modsat Venstre dog, at Københavns forsvar, med hær og fæstning, var den bedste strategi.
Der var dog en helt anden vinkel til stede i debatten: for en småstat som Danmark, er nedrustning det bedste forsvar (øverst på y-aksen). Fokus måtte snarere være på diplomatiet, og på at bevare fredelige relationer til landets naboer. Denne politik tager udgangspunkt i erkendelsen af at Danmark, som en meget lille stat, alligevel ikke kunne gøre meget for at forsvare sig selv imod sine meget større og stærkere naboer. Man havde prøvet krig i 1864, med stor ulykke for landet.
I denne forbindelse bliver vi nødt til at korrigere teksten ovenfor om Venstre forsvarspolitik: partiet var splittet, og i 1905 bryder flere forsvarskritiske medlemmer ud. Denne gruppe stifter Radikale Venstre, og opnår at blive valgt ind i Folketinget året efter. Partiet blev, som del af Venstre, tidligere uformelt kaldt ”Det europæiske venstre”, og er da også et parti med et internationalt syn på mange flere spørgsmål end mange andre partier (y-aksen). Socialdemokratiet står derfor, efter folketingsvalget i 1906, ikke længere alene med sine positioner i forhold til nedrustning og internationalisme. De to partiers syn på internationalisme er dog forskellige. Radikale Venstre er ikke et arbejderparti som Socialdemokratiet. Partiet har derimod altid været for et udvidet samarbejder mellem nationalstater, og er i dag et af de mest EU-positive partier.
De to partier er dog stadig små, og har ikke endnu den store indflydelse over landet. Det kommer dog til at ændre sig, og partierne guider i tæt samarbejder igennem mange årtiet, Danmarks udvikling.
Radikale Venstre har lige siden været et parti i Folketinget. Sammen med Socialdemokratiet, Venstre og Konservative (det tidligere Højre) udgør de Radikale Venstre, fra nu og frem til efter anden verdenskrig, det system der meget præcist kaldes “fire-parti-systemet”.
Man kan også sige, at vi her har at gøre med de fire gamle partier. Efter 1906, og 1915 da Højre ændrer navn til det Konservative Folkeparti, må man også endeligt sige, at det tiden med et folketing bestående af løse grupper af politikere, i høj grad er forbi.