I løbet af 1960erne forandres Danmark for bestandigt. Med især ungdomsoprøret strømmer nye vinde ind over landet, og en hidtil uset vækst i befolkningens velstand betyder nye muligheder for alle, dog især for de unge og for kvinderne.

På den måde adskiller 60erne sig markant fra 50erne: de gamle former og traditioner, som har været rammerne om familien, med manden som overhovedet og som eneforsørgeren på arbejdsmarkedet, og hvor de nye generationer har forventedes fulgt i de gamle, bliver udfordret.

Der er nemlig brug for kvindernes arbejdskraft, og der er brug for, at de unge uddanner sig mere og længere end tidligere, for økonomien og industrien har voksevært, og ny teknologi øger behovet for en omstilling af samfundet. Herudover påvirkes danskerne også af mange nye indtryk, især fra fjernsynet som i løbet af årtiet bliver mere og mere almindeligt hos alle uanset indkomstniveau.

Alt dette medfører også, at den universelle velfærdsstat som vi kender den i dag for alvor begynder at blive udbygget: der er brug for flere skoler, flere gymnasier og flere universiteter, og der er brug for daginstitutioner og børnehaver. Statens Uddannelsesstøtte bliver indført, og hospitaler og hjemmepleje udbygget og udviklet.

På mange måder er denne gyldne periode også Socialdemokratiets gyldne tid: som hovedarkitekterne bag velfærdsstaten bygger de i disse år videre på det fundament som blev skabt med Steinckes socialreform, og Kanslergadeforliget i 30erne.

Der er dog også en anden side af denne udvikling: staten vokser, og med vækst i staten og den offentlige sektor, følger et stadigt stigende skattetryk, og en bureaukratisering af samfundet. Det er ikke noget alle er tilfredse med, og i 1973 kommer denne utilfredshed for alvor til udtryk i det der kaldes ”Jordskredsvalget”.

Det gamle firpartisystem, med de Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Venstre og Konservative Folkeparti bliver rystet i sin grundvold, da hele 10 partier vælges ind i Folketinget. Især et parti melder sin ankomst med et brag: Fremskridtspartiet, et ultraliberalt parti, dannet og formet af den kendte skattenægter (og dømte skattefusker) Mogens Glistrup.

Ikke desto mindre ender valget ud i, at Socialdemokratiet endnu engang danner regering, og med et dansk ja til EF-medlemskabet i 1972, og entré ind i de store europæiske fællesmarkedet i 1973, var planen, at de gode tider skulle blive endnu bedre. Sådan skulle det dog ikke gå, for med 1970erne bevæger økonomien sig fra en buldrende højkonjunktur, ind i oliekriser og krisestemning.

Jordskredsvalget får derfor ikke mange effekter på kort sigt. På langt sigt er sagen dog en anden. For eksempel bliver Fremskridtspartiet i løbet af 1980erne det første parti, der indtager en særdeles indvandrekritisk stilling til udlændingepolitikken, et område der stille roligt kommer til at fylde mere og mere i dansk politik.