I tidligere valg har vi set hvordan de politiske grupper indgår alliancer, først på en måde, derefter på en ny. Derfor har vi at gøre med et helt nyt politisk system, hvor parterne stadig er i gang med at finde ud af hvad de kan gøre hver for sig og sammen.
Folketingets strukturer og dets grupperne er altså meget løse. Dette folketingsvalg er endnu et godt eksempel her på.
Bondevennerne, der som formel forening tilbage fra 1846, modsat de andre politiske grupper har været organiseret mere formelt, viser sig fra sin mere splittede side, da to af partiets ledere på afgørende punkter begynder at gå op imod hinanden.
Til at starte med handler striden om rigets geografiske forfatning:
J.A. Hansens sjællandske Bondevenner støtter, sammen med de Nationalliberale, en samling af Slesvig og Danmark (ligger mere oppe på y-aksen).
A.F. Tschernings jyske Bondevenner støtter, sammen med Højre, den helstatsmodel man har på det daværende tidspunkt, med Slesvig som delvist selvstændigt hertugdømme (ligger mere nede på y-aksen).
Senere udvikler den sig også til at omhandle spørgsmålet om indretning af det danske politiske system, samt udvidelsen af frihedsrettighederne (x-aksen; se for eksempel 1866).
Bondevennerne, som et begyndende eksempel på venstrebevægelsen, forbliver i det store og hele splittet på forskellig vis, i flere forskellige grupper, indtil 1870 hvor partiet Venstre formelt dannes (dog med navnet ”Det Forenede Venstre”).