Alliancen, op til valgene i 1853, mellem Bondevenner og Højre i Folketinget kunne ikke vare ved. Uenigheden mellem de to grupper viste sig simpelthen at være for store.
I sidste ende var det da også uenigheden om borgernes rettigheder der skilte dem ad (x-aksen). Især havde spørgsmålet om tyendes (tjenestefolks) stilling i samfundet kun vokset sig større og større. Livet for tjenestefolk var, på dette tidspunkt i historien, både enormt hårdt og de var uden indflydelse og frihed over deres egne liv.
På nogle måder var tjenestefolk nærmest at sammenligne med slaver. De havde pligt til at adlyde og tjene deres herskaber, og hvis de ikke gjorde det kunne de straffes. Det var heller ikke sådan uden videre muligt at forlade sin stilling, og det var ikke unormalt at tjenestefolk der forlod deres stilling før tid, imod deres kontrakt, blev tvunget tilbage af myndighederne. De blev simpelthen hentet af politiet og eskorteret tilbage til deres herskaber.
Dette bakkede Højre op om. De mente at en fuldstændig afskaffelse af tyendes fæste (det at de var bundet til deres stilling) ville medføre kaos og konflikt, og at de tyende ikke var klar til at håndtere deres egen frihed. De ville højest være med til for eksempel at indskrænke perioden for fæste. For Højre repræsenterede alt dette et system der sikrede et velordnet samfund.
For Bondevennerne var tyendes fæste ikke meget bedre end netop slaveri. De ender derfor med at bryde med Højre, for til gengæld at indgå en ny alliance med De Nationalliberale. Det på trods af, at de nationalliberale ikke var villige til at gå meget på kompromis i forhold til især spørgsmålet om hvilke grupper der bør have stemmeret til folketingsvalg.
De Nationalliberale og Bondevenner var dog på den anden side enige om andre udvidelser af frihedsrettigheder, som for eksempel retten til at drive forretning uden godkendelse fra forskellige myndigheder (x-aksen).