I 1947 valgte den danske (socialdemokratiske) regering at modtage Marshall-hjælpen. Dermed havde Danmark indirekte valgt side i den begyndende kolde krig til fordel for USA.
Denne stillingtagen bliver slået fast en gang for alle i 1949, hvor Danmark tiltræder den vesteuropæiske, og amerikanske, forsvarsalliance ”Atlantpagten”. Senere bliver NATO oprettet som en fælles militærkommando for alliancen.
Danmark har altså nu besluttet sig for at ville komme til Vestens forsvar i tilfælde af krig. I 1955 opretter Sovjetunionen, som modsvar til NATO, deres egen forsvarsalliance ”Warszawa-pagten”. Øst og vest står i forbindelse med disse nye internationale alliancer mere og mere skarpt overfor hinanden.
I vores kompas kan vi se denne forandring: spørgsmålet om tilhørsforholdet til øst og vest er ikke længere det dominerende tema på y-aksen. I stedet bliver det primære udenrigspolitiske spørgsmål, spørgsmålet om oprustning kontra nedrustning.
Hvordan skal Danmark mere konkret indgå militært, og hvad sikre Danmark bedst? Får vi mest ud af at opruste, for derved at kunne beskytte os selv bedre, eller vil det være bedre at forsøge at bidrage til at få den kolde krig gjort mere fredelig?
I helt ny situation gør denne diskussion særlig relevant og vigtig: i 1949 prøvesprænger Sovjetunionen sin første atombombe. Fra nu af står verden, inklusiv lille Danmark som en del af NATOs frontlinje, i en ny form for konflikt. En konflikt der, hvis den ender ud i krig, kan medføre en katastrofe uden sidestykke for hele menneskeheden: atomkrig.