Det varede 10 år fra de mistede positionen som det største parti, til de genvandt den, og i 2011 kunne Socialdemokratiet derfor og sætte sig til rette i Statsministeriet, denne gang i en fælles regering med både de Radikale Venstre og SF.
Det skulle dog vise sig svært, at få de tre partier til at samarbejde, og det på trods af at især SF i tiden fra 2005 og frem havde nærmet sig Socialdemokratiets politik på flere afgørende områder:
For det første havde SF i 2008 accepteret, at 24-års-reglen var kommet for at blive (nedad på y-aksen).
For det andet begyndte SFs nye formand, Villy Søvndal, at udtale sig meget skarpt imod islamisk fundamentalisme, blandt andet ved at opfordre medlemmer af Hizb-ut-Tahrir til at ”søge andre græsgange” udenfor Danmark (nedad på y-aksen).
For det tredje ved at udforme en fordelingspolitisk alliance med Socialdemokratiet, hvor man forsøgte at finde et fælles ståsted, som kunne bruges som afsæt til at danne en fælles regering. På mange måder blev det SF der fik mindst ud af dette samarbejde, da de af mange, både medierne, men også deres venstreorienterede politiske konkurrenter i Enhedslisten, blev anklaget for at have givet køb på deres værdier (til højre på x-aksen).
Deres bevægelse skulle dog vise sig ikke at være nok, og især samarbejdet med de Radikale Venstre om den økonomiske politik var grobund for mange konflikter. Socialdemokratiet, med deres mere midtersøgende fordelingspolitik (x-aksen), kunne bedre rumme uenigheder med de Radikale Venstre end SF. Så i 2014 måtte SF forlade regeringen, og herefter fungerer som støtteparti.
En anden vigtig udvikling er at de Radikale Venstre, og SF også, pressede Socialdemokratiet til at løsne op på udlændingepolitikken på flere punkter, herunder afskaffede man blandt andet den daværende start-hjælp, som gav indvandrere og flygtninge en mindre kontanthjælp end andre.
For de borgerlige var det derfor også en yndlingsbeskæftigelse at anklage Socialdemokratiet for løftebrud. I sidste ende gik det da heller ikke, og i 2015 måtte Socialdemokratiet aflevere nøglerne til Statsministeriet til Lars Løkke Rasmussen fra Venstre.