Folketingsvalget i 2001 er banebrydende på flere forskellige måder. Udfaldet er en ting, mens de forandringer der ligger bag det, er noget andet.

Valgets udfald – Socialdemokratiet vippet af pinden

Socialdemokratiet har i en menneskealder, siden 1924, været Danmarks største parti. Selv i forbindelse med jordskredsvalget i 1973, beholdt partiet en stabil førerposition, og har, på trods af borgerlige regeringer i 80erne, været det største, bredeste folkeparti i Danmark.

Det ændrer sig i 2001, hvor Socialdemokratiet overhales af Venstre, som herudover også danner regering sammen med De Konservative Folkeparti. For Socialdemokratiet medfører valget en lang periode, hvor man forsøger at finde ud af, hvordan man igen kan komme tilbage til tidligere tiders storhed.

Det lykkedes da også, selvom vi skal over ti år frem i tiden, til 2015. Spørgsmålet er, hvad der skulle til og hvorfor det lykkedes.

For at nærme os et svar på det spørgsmål, skal vi se på et ar de helt store vindere af valget i 2001: Dansk Folkeparti.

Årsagerne til at magten skifter

Dansk Folkeparti blev stiftet i 1995, og stillede først op til valget i 1998 med det primære formål at få forandret den danske udlændingepolitik (y-aksen). Partiets indstilling var, at den lempeligere udlændingepolitik tilbage fra Udlændingeloven fra 1983, har været, og fortsat ville være, en katastrofe for Danmark.

Baggrunden for Dansk Folkepartis valgsucces skal altså findes et godt stykke tilbage i tiden, og det viser sig da også, at rigtigt mange vælgere, heraf mange tidligere socialdemokratiske vælgere, vil have en strammere udlændingepolitik, hvor det er sværere at indvandre og flygte til Danmark. Især disse socialdemokratiske vælgere er vigtige i denne sammenhæng, da vælgervandringer over midten er afgørende for, hvilken side der har regeringsmagten.

I forlængelse heraf, er det også helt centralt, at Dansk Folkeparti, for mange af disse vælgere, fordelingspolitisk (x-aksen) ikke er så borgerlige, at det gør noget. De lægger sig ikke meget til højre for midten og er generelt tilhængere af den danske velfærdsstatsmodel, som for Dansk Folkeparti især bør udbygges og udvides, så det stigende antal af ældre kan hjælpes bedre.

I Venstre har man også gennemgået en forandring på dette område, hvor partiets nye leder og statsminister efter valget i 2001, Anders Fogh Rasmussen, har bevæget sig tættere og tættere på Dansk Folkeparti, både når det drejer sig om udlændingepolitik og fordelingspolitik.

Herudover må man ikke glemme, at den internationale situation også spidser til, og at begyndelsen på det nye årtusind også på mange måder ser ud til at indvarsle en ny tid med forøgede spændinger mellem øst og vest. Det første og vigtigste eksempel herpå er terrorangrebet imod World Trade Center i 2001, og de krige og borgerkrige i Mellemøsten der direkte eller indirekte er konsekvenser heraf.

Da valgaftenen nærmede sig sin afslutning, d. 20. november 2001, måtte Socialdemokratiet derfor se sig slået på flere fronter: Flertallet af vælgerne ville have en ny regering, som på den ene side, i en eller anden grad videreførte Socialdemokratiets velfærdsstat, men som samtidigt gjorde grundlæggende op med den tidligere liberale og åbne udlændingepolitik.

De næste mange år forsøger Socialdemokratiet derfor at finde ud af, hvordan de skal forholde sig til denne så vigtige udlændingepolitik, i deres forsøg på at genvinde regeringsmagten, og positionen som det store danske parti.