Siden 1920, hvor det danske demokrati overkom Påskekrisen, havde Kong Christian den 10. et god forhold til den socialdemokratiske leder Thorvald Stauning. Påskekrisen, navngivet da den foregik i påskedagene, handlede om, hvordan Danmark skulle forholde sig til folkeafstemningen om delingen af Slesvig i en dansk og en tysk side. Afstemningen, der blev afviklet i forlængelsen af den første verdenskrig, havde til formål at afgøre spørgsmålet om den tysk-danske grænse, en gang for alle, da det var en grænse der havde været ført krige om flere gange tidligere.

Afstemningens resultat blev, at den nordlige dansksindede del af Slesvig, efter at have været tysk siden tabet i 1864, blev dansk igen. Kongen ville ikke acceptere denne deling, og krævede blandt andet Flensborg tilbage til Danmark. På dette tidspunkt var kongens magt i realiteten udfordret og begrænset efter systemskiftet i 1901, og der var lagt op til en større ballade, hvor befolkningsgrupper endda overvejede at bruge militær eller anden form for voldelig magt mod hinanden.

I denne situation trådte Thorvald Stauning ind som en central person, der skulle vise sig at bidrage til krisens løsning, og både demokratiet og monarkiets videre sameksistens. Samarbejdet mellem Socialdemokratiet, de andre partier, og kongemagten førte blandt andet med sig, at kongen i 1924 accepterede Stauning som Danmarks første socialdemokratiske statsminister. Socialdemokratiet, og Stauning, var blevet en accepteret del af det danske politiske system. På mange måder er Påskekrisen, både folkeafstemningen, krisens løsning, og dens konsekvenser, her i blandt kongens accept af Socialdemokratiet som et parti der var til at stole på, eksempler på den danske politiske evne til at løse problemer i fællesskab, på tværs af de politiske fløje.

Staunings første regeringstid er dog, modsat den næste, hvor han regerer Danmark fra 1929 til 1942, ganske kort. I sidste ende, kommer Stauning til at have titlen som Danmarks længst siddende statsminister. Samtidigt er disse år også begyndelsen på, hvad man i høj grad kan kalde, et socialdemokratisk dansk århundrede. Socialdemokratiet kommer i løbet af især de næste fem årtier, til at forandre Danmark i retning af den universelle velfærdsstat, som vi har i dag.

Der går dog endnu noget tid før vi for alvor begynder at se de første virkelige og håndgribelige tegn på denne udvikling. Vi skal frem til 1933, med Kanslergadeforliget og Steinckes socialreform, før de første store skridt tages for alvor.

På mange måder starter en anden gammel tradition nemlig også i 1924: Samarbejdet mellem det Radikale Venstre og Socialdemokratiet. De to partier har dog aldrig været enige om alt, heller ikke fordelingspolitisk, hvor Radikale Venstre hælder mere imod socialliberalisme, og en mindre velfærdsstat. Ikke desto mindre formår de to partier at samarbejde om kompromisser igen og igen.