Efter Folketingsvalget 2001, påbegynder den nye borgerlige regering at stramme udlændingepolitikken i et samarbejde med støttepartiet Dansk Folkeparti. Stramningerne er for nogle meget kontroversielle, imens de for andre er absolut nødvendige.
Især fylder økonomi og kultur meget i diskussionen:
Hvor mange flygtninge og indvandrere, som har sværere ved at bidrage aktivt til landets økonomi, kan Danmark tage imod?
Hvor store kulturelle forskelle kan et nationalt fællesskab rumme? Hvilke normer og værdier skal man have til fælles, for at man kan leve sammen?
Som noget af det første begynder man at stramme op på retten til familiesammenføring, og i 2002 indfører man blandt andet 24-års-reglen, som blokerer for familiesammenføring imellem ægtefæller, hvor den ene er under 24 år. Den politiske debat omkring reglen trækker fronterne op:
Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet stemmer for den nye lov, som har til formål at forhindre tvangsægteskaber, samt begrænse indvandringen til landet som ellers vil presse den statslige velfærd
Enhedslisten, De Radikale Venstre, SF og Kristendemokraterne stemmer imod, med indvendinger som at staten ikke bør blande sig i folks privatliv, samt at loven diskriminere imod folk af anden etnisk oprindelse end dansk, da den jo netop ikke forhindre to danske statsborgere i at gifte sig og at leve sammen
Argumenterne går på kulturelle værdier samt økonomi. Det er herudover især værd at bemærke, at Socialdemokratiet stemmer for den nye lov. Det er et af de første, af flere skridt, som Socialdemokratiet tager i retning af at bakke op om en strammere udlændingepolitik (de bevæger sig nedad på y-aksen).
Mange vælgere er da også tilhængere af den nye lov, som indføres med et stort flertal i Folketinget (145 mandater eller 81 %). Det er endnu en grund til, for især et stort midterparti som Socialdemokratiet, at bakke op om en strammere udlændingepolitik.
Den nye socialdemokratiske formand, og senere statsminister, Helle Thorning Schmidt, gør da også, ved flere lejligheder opmærksom på, at hun er tilhængere af de borgerliges stramme udlændingepolitik. Der skal dog gå en del år endnu førend danskere vælger giver regeringsmagten tilbage til Socialdemokratiet.
Socialdemokratiet har dog det problem, at mange vælgere ikke er overbeviste om, at partiet kan holde fast i en stram udlændingepolitik, hvis de vandt magten tilbage. Socialdemokratiet har nemlig det problem, at alle deres tidligere støttepartier i denne periode rykker i den modsatte retning. Både Enhedslisten, SF og Radikale Venstre står fra nu af for det synspunkt, at udlændingepolitikken er blevet strammet for meget. Det er først mange år senere, at Socialdemokratiet får overbevist mange midtervælgere om, at de kan overlades regeringsmagten, uden at give den værdipolitiske venstrefløj indflydelse over landets udlændingepolitik.