Socialdemokratiet var i sin begyndelse et revolutionært socialistisk parti i den forstand, at partiet havde som mål at ændre samfundet helt grundlæggende. Det forandrer sig dog som tiden går, med det resultat, at de personer der anerkender det parlamentariske system, og som har til hensigt at arbejde inden for det bestående samfunds rammer, vinder magten i partiet.
Denne udvikling bliver især tydeligere og tydeligere under Thorvald Staunings lange lederskab af Socialdemokratiet. Udover at Stauning med tiden knytter bånd til kongen (se 1924), ser vi ham også forandre sit parti på især to andre områder i tiden op til 1929 og op igennem 1930erne:
Socialdemokratiet går fra at kalde sig et arbejderparti, til at identificere sig som et bredt og nationalt folkeparti (rykker nedad på y-aksen i forhold til internationalisme/nationalisme). Som arbejderparti havde det især til formål alene at repræsentere de nederste samfundsklasser og at revolutionere det eksisterende samfund til deres fordel. Det var herudover et parti, som havde som mål at arbejde for alle arbejdere i alle lande i verden. Det nye formål er at repræsentere flere forskellige nationale grupper, alene i Danmark, herunder især middelklassen. Socialdemokratiet bliver et parti som sigter efter at repræsentere den brede danske befolkning.
Herudover går Socialdemokratiet også med tiden mere på kompromis med sin antimilitarisme (rykker nedad på y-aksen i forhold til nedrustning/oprustning). Man accepterer i højere og højere grad, at der er et behov for, i hvert fald at bevare de væbnede styrker som man allerede har. Dette sker i særlig grad i forbindelse med at Tyskland op til anden verdenskrig bliver både mere og mere aggressivt og også meget højreorienteret (og dermed anti-socialdemokratisk). Herudover arbejdes der fra Socialdemokratiets side også for at opruste i en mindre grad.
I det hele taget viser Socialdemokratiet sig som et parti, der gør hvad der skal til, for både at kunne være det største parti i Folketinget, og samtidigt samle et flertal bag sig. Partiet bliver et regeringsparti. Det kommer vi til at kunne se få konsekvenser også i fremtiden, når partiet for eksempel går fra en mere lempelig udlændingepolitik i starten af 1980erne til en strammere i løbet af 2000erne. De følger den brede folkestemning, når denne ændre sig, for at kunne vedblive med at være et magtparti.