Krigen i 1864 (den anden slesvigske krig) ændrer det politiske danmarkskort meget dramatisk. Hertugdømmerne falder ind under tysk herredømme, og den tidligere diskussion om deres position i det danske rige falder bort. Det der står tilbage, er en meget usikker situation. Hvordan sikre Danmark sig selv bedst fremadrettet?

Hvordan kan man bedst forsvare sig imod truslen fra det store naboland i syd? Giver det overhovedet mening at opruste militært eller er det smartere at erkende Danmarks underlegenhed, for modsat at satse på en diplomatisk sikret fred? Bør Danmark indstille sig på at nedruste, i et forsøg på at fremstå så lidt som en trussel som muligt? Betyder det, at Danmark i realiteten underlægger sig Tyskland?

Kompassets ene dimension (y-aksen) ændrer derfor også karakter til at handle om spørgsmålet om oprustning og nedrustning. Der er dog endnu ikke partier der har nedrustning som et stort politisk ønske. Det ser vi først senere blandt andet ved Socialdemokratiet fra 1884 og Radikale Venstre fra 1906.

En anden konsekvens af det nye mindre Danmark, er et kommende opgør om befolkningens, og især bondebefolkningens politiske indflydelse (x-aksen). I både Højre og iblandt de Nationalliberale opstår der en frygt for, at Venstrebevægelsen (tidligere Bondevennerne, og senere partiet Venstre) vil få overtaget magten i både Folketing og Landsting. Højre og de Nationalliberale begynder derfor at samarbejde om at modgå yderligere demokratisering af landet.

Bøndernes repræsentanter står splittede og uenige i mødet med denne nye udvikling. Spørgsmålet der splitter Bondevennernes politikere er, hvordan man bedst imødegår bevægelsen imod et mindre demokratisk samfund. Gør man det ved at stå fast på sine principper om lige valgret (en mand, en stemme)? Gør man det modsat ved at samarbejde med de andre grupper i Folketinget, og derfor ved at indgå et kompromis, så de politiske rettigheder bliver indskrænket så lidt som muligt?

I forvejen har man jo ikke noget egentligt parti endnu, og der er ikke vedtægter eller andet der gør, at det man kan kalde venstrebevægelsen, behøver at samarbejde. Det ender derfor også med, at bevægelsen splittes op i forskellige dele, hvoraf den midtersøgende, kompromisvillige fløj derfor får mulighed for at indgå et kompromis med Højre og de Nationalliberale.

I denne sammenhæng er det bondepartiet ”Det Folkelige Venstre”, der indgår et kompromis. Det Folkelige Venstre ligger i kompasset, tættest på de Højre og de Nationalliberale, når det kommer til spørgsmålet om rettigheder (x-aksen).

Resultatet bliver en ny grundlov i 1866, der giver Højre en nyt Landsting, som kan blokere alt hvad Folketinget vil. I grundloven fra 1849 og efter var det sådan, at de vælgere der valgte medlemmer ind i Landstinget var næsten de samme som valgte medlemmer ind i Folketinget. I den nye grundlov ændres dette så mange småbønder helt mister deres indflydelse på Landstinget. Landstinget bliver derfor en konservativ garanti, forstået på den måde, at Højre kan bruge Landstinget til at blokere og forhindre Folketingets mere demokratisk valgte medlemmer, i at forandre landet for hurtigt.

Bøndernes indflydelse over landet bliver altså sat under et hårdt pres i de kommende mange år.