Du er blevet kontaktet af en interesseret kunde, der netop har købt en lille transportabel scooterkaffebar. Kunden ønsker nu hjælp til at skabe en visuel identitet til sin kaffebar, hvilket omfatter både et menukort og en plakat med prisliste, som kan have hængende og liggende ved sin scooter. Derudover vil kunden gerne have udarbejdet en designmanual, så han let kan overføre den visuelle identitet til et website.
I skal designe et menukort til en lille scooterkaffebar/minivan, der serverer drikkevarer og snacks på farten. De forsøger at ramme de unge, smarte og hippe kulturelle mennesker, og de placerer sig fysisk f.eks. ved stranden om sommeren, inde i centrum på gågaden, eller hvis der foregår nogle særlige events, som f.eks. foodmarket, Distortion, kulturnat etc. Kaffescooteren går op i grøn omstilling, bæredygtighed, økologi og klima, og selvfølgelig skal smagen være i top og produktet godt.
I jeres arbejde skal I anvende jeres viden om målgruppe, kommunikationssituation, segmenter, typografi, farver og komposition til at skabe et layout, der formidler en klar og tydelig signalværdi til jeres valgte segment. Derudover skal I anvende de designmetoder i processen, som I har arbejdet med før. Husk at indtænke designteorien, så I hele tiden tænker over, hvordan I arbejder ift. Double diamond og 4C-modellen
Forstå/ analyse
Idegenerering/forståelse: Anvend forskellige metoder fra designprocesen til at indkredse en forståelse af brugeren.
OBS. vær opmærksom på, hvem der er beskrevet, som den ønskede målgruppe i oplægget. I skal altså ikke selv vælge en målgruppe men i stedet prøve at indkredse, beskrive og visualisere, hvem den ønskede målgruppe er :)
Til at indkredse målgruppen, I skal lave følgende:
"Manden i midten": Lav en brugerbeskrivelse, hvor I kommer ind på en beskrivelse af segmentet samt en persona. Personaen skal bekrives så grundigt som muligt (fx. alder, bopæl, arbejde, fritidsinteresset, ideologi, politisk overbevisning, mærkesager, transportmiddel etc.)
Visuel persona: Visualiser brugeren og dermed målgruppen ved at lave en collage med billeder, der visualiserer "manden i midten"
INDSAMLE & FORSTÅ
I skal nu skabe en visuel forståelse for, hvem afsenderen er. Det er centralt at have dannet sig et indgående kendskab til, hvem der formidler, og hvilke visioner og ønsker afsenderen ønsker at komme igennem med i jeres kommunikationsdesign.
Mindmap og visuelt board: Opstil et mindmap over jeres kunde, og de ønsker og krav der måtte være. Her skal I også indtænke konteksten (hvor scooteren skal opstilles) sammen med visioner og signalværdi. Visualiser også gerne ovenstående ved inddragelse af billeder.
Desk-research/ inspirationsboard/imageboard: Undersøg, hvad der allerede er lavet af menukort
Lav et inspirationsboard, hvor I undersøger forskellige menukorts udtryk. I kan enten lave det i Pinterest (Lav et board og "pin" interessante og inspirerende menukort - se eksempel), i Padlet eller i PP/Illustrator etc. hvor I gemmer billederne som en collage.
Tænk over signalværdien I de eksempler I finder interessante.
Moodboard: Lav et fysisk moodboard, der visualiserer kaffebarens identitet og kaffebarens segment. Jeres moodboard SKAL bl.a. indeholde følgende: Billeder, stikord, farveprøve, typografi- og fonteksempel, et billede af særlige stemninger, der knytter sig til kaffescooterens identitet, billeder af natur eller lign.
Alt der kan indkredse essensen af den stemning og følelse der ligger gemt i den identitet, det knytter sig til kaffescooteren og afsenderen
Skitser/roughs 1: Lav nogle forskellige skitser/roughs til jeres kommunikationsdesign (menukort) på baggrund af jeres mindmap, moodboard og inspirationsboard. I skal lave min 10 forskellige roughs - afprøv forskellige udtryk (bl.a. forskellige typografier, fonte. farver, komposition, grafiske elementer etc.). Tænk arbejdsgangen med typografiøvelsen ind
Udvælgelse: Foretag en vurdering af jeres roughs på baggrund af jeres proces (både for og imod), udvælg det kommunikationsdesign, som I vil gå videre med som jeres visuelle hovedgreb, og begrund jeres valg.
Skriv det ned.
Skitser/roughs 2: Arbejd videre med det udvalgte design, lav nogle flere roughs ( min 3 stk), udvælg det endelige menukort og finpuds udtrykket. Sørg for at prøve mange forskellige ting af fra teorien, så I både prøver farver, størrelsesforhold, komposition, layout, typografier, fonte, gestaltlovene etc. af, når I arbejder.
Prototype/ Detaljeret skitse: Anvend gerne Canva, powerpoint, Photoshop/Gimp eller lign. til at skabe og visualisere jeres konkrete design.
Designmanual: Lav en designmanual, hvor I opsætter et regelsæt for jeres kommunikationsdesign (hensigt og vision, font- og typografivalg, signalværdi i stikord, farver, kompositionsprincipper, grafiske elementer, logoer etc.). Det skal opstilles overskueligt med en klar og tydelig kommunikation. Indsæt gerne eksempler, så I kan visualisere jeres vision.
Lav et refleksionsskriv over jeres proces og arbejde, og gem det sammen med jeres arbejder i jeres portfolier. Husk, at I alle skal dokumentere arbejdet individuelt i jeres portfolier, så husk at del materialet med hinanden, hvis I arbejder i par.
Dokumentèr og gem ALLE dele af jeres fase i processen og husk at både til- og fravalg er vigtige.
Aflevering:
En procesrapport/refleksionsskriv, som rummer følgende:
refleksionsskriv, hvor I sætter ord på jeres proces, og hvordan I har arbejdet med teorien
Designmanual - den færdige designmanual
Visuelt hovedgreb - den færdige løsning
visuel dokumentation for alle trin i processen