I designprocessen bygger vi modeller for at afprøve vores skitse-ide i forhold til et eller flere af følgende punkter:
den rumlige og visuelle form
størrelsesforhold/skala
proportioner
ergonomi
funktion
konstruktion og styrke
mulige materialer
produktionsmetode
Modeller kan udføres i alle mulige tilgængelige materialer - se eksemplerne herunder:
Rækkefølgen af modeller er typisk:
mindre skitsemodel
mock-up i 1:1
skalamodel
prototype
serieproduktion
En skitsemodel er en simpel og hurtig oversættelse af en skitse fra 2D på papiret til 3D i modelmaterialer.
I skitsemodellen afprøves basale former og funktioner. Typiske materialer er pap, træ, ståltråd, stof, hvidt polystyrenskum m.m.
Mock-up er en model enten i fuld størrelse eller i en skala (1:2, 1:5, 1:10; 1:50 osv.).
En mockup laves ofte i grove forhåndenværende materialer og bruges til at undersøge størrelse og funktion. Er mock-up-modellen i fuld størrelse kan man afprøve ergonomi ift. menneskekroppen og indhente feedback fra brugertests.
En skalamodel er ikke i fuld størrelse men typisk i en mindre skala (1:2, 1:5, 1:10; 1:50 osv.). Ved små produkter laver man af og til skalamodeller i overstørrelse (fx 2:1 - dobbeltstørrelse) for at vurdere form/funktion/fremstilling.
Skalamodellens formål er at vurdere helheden af den endelige formgivning. Virker produktet/bygningen sammenhængende, eller er der enkeltdele der ikke er integreret?
En prototype er meget tæt på den endelige version af et produkt, der kan købes i butikkerne.
En prototype adskiller sig typisk ved at være produceret manuelt i hånden/maskiner og ikke som en serieproduktion.
En prototype bruges til at beslutte og justere de sidste detaljer inden den endelige masseproduktion igangsættes.