Resultatet er en ændring/udvikling/nyskabelse. Designprocessen skal derfor forstås som en udviklingsproces, der kan inddeles i en række delprocesser med hver deres metoder/handlinger. I design skal I derfor lære, hvordan man kan arbejde i denne proces og inddrage forskellige metoder fra forskellige dele af processen hensigtmæssigt. En stor del af faget handler også om at kunne formidle og synsliggøre denne proces. Det er dette, vi skal arbejde med og øve os på gennem de næste 2 år.
Når I arbejder i designprocessen, er det vigtigt at huske, at delprocesserne kan kombineres og gentages efter behov. En gang i mellem skal man gentage delprocesser for at indhente og opnå ny viden til i processen, og når man gør dette, altstå gentager en delproces, så kalder man det en iteration. Derfor kalder man ofte designprocessen for en iterativ proces (modsat en lineær proces).
Designprocessen kan inddeles og visualiseres på mange forskellige måder. Vi vil arbejde efter en proces inddelt i 5 faser/delprocesser:
RESEARCH - indsamling af viden; opleve og udforske det, der allerede er.
ANALYSE - forståelse og gruppering af det indsamlede; forstå/tænke over det, der allerede er. Registrere sammenhæng mellem helhed og delelementer. Målgruppeundersøgelser.
UDVIKLING - idegenerering og undersøgelser/eksperimenter; udtænke & udvikle det, der kunne være. Tegning og modeller.
REALISERING - detaljering af udvalgte løsning/produkt; tekniske tegninger og målsætning, skabe og udtrykke designvisionen.
PRÆSENTATION - udgangspunktet og hele udviklingsprocessen formidles samt det endelige resultat/produkt.
Til at forstå, hvordan man teoretisk arbejder i en designproces, gør vi brug af forskellige teorier og modeller. I skal derfor have helt styr på og forstå designmodellerne, "Doble diamond" og 4C-modellen", da I skal avende disse til at formidle og visualisere jeres designprocesser.
I designprocessen vægtes problemforståelsen meget højt, da alt godt design gerne skal være en konkret løsning på et konkret problem. Er det det, er der oftest tale om godt og vellykket design. Når man designer, handler det derfor ikke om selve slutproduktet "WHAT" - hvad man konkret designer, men snarere om WHY - hvad og hvorfor designet er endt, som det er, og hvilket problem/behov det løser/opfylder hos brugeren.
Man kan visualisere denne problemtænkende proces gennem "the double diamond"
I modellen præsenteres fire hovedfaser inden for 2 diamanter. Som det illustreres af modellens første diamant, vægtes problematisering og problemforståelse højt i Double Diamond.
Kilder: 4C-Model fra Designskolen Kolding, Designogarkitekturbogen (Forlaget Columbus)
(Silje Kamille Alberte Friis, Ph.d. og lektor ved Det kongelige akademi og Anne Katrine G.Gelting, Ph.d. og studielektor på Designskolen i Kolding).
Modellen ovenfor visualiserer designprocessen og de forskellige designfaser, man går igennem. Modellen kaldes også for 4C-modellen ud fra de engelske betegnelser for de fire vidensrum; COLLECT/indsamle, COMPREHEND/forstå, CREATIVITY/udtænke & udvikle, CREATE/skabe). Designprocessen gennemleves i spændet mellem 2 krydsende akser. Den ene spænder mellem "At opleve eller sanse eller gøre" overfor "At tænke", og den anden spænder mellem "Det der er nu/nutid" og "det der kunne være/fremtid". Akserne danner tilsammen 4 rum - INDSAMLE, FORSTÅ, UDTÆNKE&UDVIKLE OG SKABE. Man kan betegne hver fase som et tankerum med hver sine metoder, fx. observere, gruppere, eksperimentere, bygge. Det særlige ved designfaget er netop denne tværmetodiske tilgang til viden, som kan gribes an fra forskellige vinkler.
Som det fremgår af modellen nedenfor, hører der til hver delproces/tankerum nogle metoder, som på hver sin måde bidrager til processen. De forskellige metoder har forskellige funktioner i processen, og kan være med til hhv. at "åbne" for forståelsen i indsamlingsfasen og kreativiteten i udtænke og udvikle-fasen, eller "lukke" ved at konkretisere tanker og ideer i gennem fx. moodboards og skitseteninger i hhv. forstå- og skabefasen. Det kan være brugbart at "åbne" og "lukke" for ideerne undervejs i processen, for ind i mellem at sammenfatte og slå sig fast på nogle ideer, som man så kan arbejde videre med.
"4C-modellen"og "double diamond"-modellen supplerer altså hinanden, og skal forstås i forlængelse af hinanden.
Visualiseringen af "The fuzzy frontend" er interessant, da den visualiserer hele den komplekse designproces rigtig fint.
Frontend og backend er begreber som stammer fra it-industrien, hvor de betegner den aktivitet, der er synlig for brugeren (brugergrænsefladeorienteret aktivitet – front-end) og selve den grundlæggende aktivitet (back-end).
I designmæssig forstand visualiserer "The fuzzy frontend", hvor rodet designprocessen kan fremstå for udenforstående.