Læse- og notatteknik

I gymnasiet kommer du til at læse mange tekster! Det er derfor en rigtig god ide at gøre sig nogle overvejelser over, hvordan du vil holde styr på det læste. Det handler i den forbindelse både om, hvordan man læser teksten (læseteknik), og om hvordan man husker teksten (notatteknik).

Læseteknik

Når du sidder og skal i gang med at læse, er det en god ide at gøre dig klart: 1) Hvilken tekst har du med at gøre? 2)Hvor lang er den? 3)Hvem har skrevet den? 4) Hvilken genre er det? 5) Hvilket formål har du med at læse den

Herefter kan det være en hjælp at 'skimme' teksten, så du får sig et hurtigt overblik over indholdet, inden du går videre til den mere grundige tekstlæsning.

Når du læser en tekst og gerne vil huske indholdet, er det en god ide at læse den 'med blyanten'. Du kan vælge forskellige strategier, bl.a. at benytte dig af overstregninger i teksten (pas på med ikke at strege det hele over). Du kan også vælge at lave kortfattede noter i margenen, eller du kan vælge at lave dine egne små overskrifter og skrive nogle få nøgleord til afsnittene. Ved at være aktiv mens du læser, undgår du at falde i staver og læse passivt uden at forstå det læste.

Notatteknik

Man skriver noter for at kunne huske en tekst, en film, noget fra undervisningen mv., så man hurtigere kan genkalde sig stoffet, når man får brug for det til en evt. eksamen. Det at skrive noter er også en god måde at få sat sprog på sine tanker, hvilket både hjælper på forståelsen af det læste, og på hvor godt man husker det, man har læst.

Det er dog vigtigt, at man passer på ikke at skrive teksten direkte af, men forsøger at anvende ord (nøgleord) og formuleringer, som man selv laver. Når du skriver noter, skal du tænke på, at de skal være overskuelige og strukturerede, så du nemt kan finde det, du skal bruge.

Noter til lektien

Når du skriver noter til en lektie, vil det hjælpe dig med at følge bedre med og være mere aktiv i timen. I og med, at du allerede har skrevet noter til teksten, har du mere overskud til at følge med i, hvad der bliver sagt i timen og fange eventuelle 'guldkorn' og tilføje dem til dine noter.

Noter til undervisningen

De noter, du tager i undervisningen skal fungere som et slags referat fra timen. Husk, at der også for disse typer af noter gælder, at det ikke handler om at skrive alt ned! Noterne skal være overskuelige og strukturerede. Nogen gange kan læreren hjælpe dig med at få nogle gode noter, hvis der er en god og overskuelig tavleorden. Andre gange er det op til dig selv at trække det væsentlige ud af det, der bliver sagt i timen, og som måske ikke bliver skrevet på tavlen.

Det er vigtigt, at du allerede fra 1.g får opbygget nogle gode vaner med at tage noter. Det betyder, at du ret tidligt skal beslutte dig for en måde at tage noter på. Der er mange, der bruger OneNote, men du kan vælge den form, der passer dig bedst. Det er ligeledes vigtigt, at du får anskaffet dig nogle ordentlige mapper, som du kan gemme de udleverede kopier i.


Læs mere om læseteknik og notatteknik i Kodeknækkeren, skrevet af Mette Louise Graah rasmussen & Ronja Billum Skovsbøl