Studieture - udveksling - sprogekskursioner
I undervisningen arbejder man i mange fag med en forståelse af verden omkring os. Det er vigtigt i en global tidsalder, at have kendskab til politiske, samfundsmæssige og kulturelle forskelle og ligheder. Når man er elev på Skive Gymnasium er der forskellige muligheder for sammen med ens klasse eller hold at opleve dette på nærmeste hold gennem forskellig former for rejseaktivitet.
Studieture / udveksling
I 2.g (forår) tager man på studietur med ens stamklasse. Rejsemål bestemmes af klassens rejselærere ofte i samråd med klassen. En almindelig studietur koster op til 5000 kr. Studieturen betales i 2-3 rater, dvs. det samlede beløb er delt i tre mindre positioner som betales fx et halvt år, tre måneder og én måned før afrejsen.
Enkelte studieretninger har chancen for at få konverteret deres tur til en udveksling med én af Skive Gymnasiums har flere samarbejdspartnere i fx Italien eller Spanien. Her oplever man kulturelle ligheder og forskelle på nærmest hånd, idet man både er vært, når partnerskolen besøger Skive Gymnasium og bliver indkvarteret hos ens kontakt under genbesøget. Man skriver sammen inden besøget, da man på forhånd er blevet matchet ud fra interesser mm.
På den supersproglige studieretning er der lidt mere rejseaktivitet, idet der er tre rejser i løbet af de tre år. To til tre af rejserne vil være udveksling. Det kan fx være udveksling med Tyskland (Slesvig), USA og Spanien. Hvis man vælger den supersproglige studieretning skal således regne med flere udgifter til rejser; ca. 9000-12.500 kr. over de tre år. Man betaler kun udgifter til transport, da ophold og forplejning ikke koster noget, når man er privat indkvarteret. Indbetaling til de enkelte rejser betales naturligvis i mindre rater og der er god tid til at spare op over de tre år.
Sprogekskursioner (2.fremmedsprog)
Sproghold på A-niveau (tysk, fransk og spansk) kan få tilbudt udveksling eller sprogskole. Det kan fx være udveksling med gymnasium i Normandiet (franskhold), Slesvig (tyskhold) eller Madrid, Lugo, Gran Canaria (spanskhold). For franskhold vil det ligge i slutningen af 1.g og begyndelsen af 2.g, og for de øvrige fremmedsprog vil det som regel ligge i slutningen af 2.g, hvor vi modtager gæsterne i Skive, og i starten af 3.g, hvor vi tager på genbesøg i udlandet.
En sprogekskursion vil typisk være kortere end en almindelig studietur eller udveksling, og prisen vil derfor være lavere.
Til både studierejser, udvekslingsrejser og sprogekskursioner afleverer man en bindende tilmelding.