Innovation

Innovation på Skive Gymnasium & HF

Vi har et klart mål om at stimulere og udvikle elevernes innovative kompetencer. Vi vil uddanne elever, der er oplyste, selvstændige, kritisk tænkende, kreative og handlekraftige, og vi vil give vores elever en tro på, at de kan gøre en forskel og være medskabere af den verden, de er en del af.

Som elev på Skive Gymnasium & HF vil du løbende få udviklet dine innovative kompetencer som en del af din daglige undervisning. Derudover kommer du til at arbejde med et større innovativt projekt i forbindelse med mindst en af de tre Vidensfestivaler. Endelig har du også mulighed for at gøre dit studieretningsprojekt i 3.g (SRP) innovativt.

Hvad er innovation

Innovation handler om at få nye ideer til, hvordan man skal løse nogle problemer/opfylde nogle behov og herefter føre disse ideer ud i livet.

Man kan arbejde med innovation inden for alle områder og dermed også alle fag. Man kan også arbejde med innovation på mange måder. Fx er der både tale om innovation:

- når kantinen på Skive Gymnasium & HF beslutter sig for at ændre bordopstillingen, så der kan komme flere elever igennem buffetten i løbet af frokostpausen

og

- da Apple præsenterede deres nye Iphone og revolutionerede markedet for moderne kommunikationsteknologi.

Man taler om, at innovationshøjden kan være høj eller lav (løsningen kan være meget eller lidt ny). Det er ikke sådan, at løsninger med en høj innnovationshøjde altid er de bedste. Det er vigtigt, at man også ser på andre faktorer, fx

- hvor relevant løsningen er (hvor mange mennesker, vil den berøre?)

- hvor stor værdi, man skaber?

- hvor sandsynligt det er, at løsningen kan realiseres

Man skal altså ikke være bange for at komme med nye ideer til at gøre tingene på. Selv de mindste ændringer i etablerede processer kan ende med at gøre en stor forskel for mange mennesker.

Når man skal vurdere, om der er grund til at arbejde videre med sin ide, er det en god ide at sætte den ind i Fire-akse-modellen, som du kan se på billedet ved siden af.

Figur 1. Fire-akse-modellen

Hvordan arbejder man innovativt?

En innovativ proces består ofte af flere faser.

1. Du starter med at finde et problem/identificere et behov (dette kaldes en "Pain" i innovationssproget)

2. Herefter skal du sætte dig godt og grundigt ind i det problem/det behov (pain), du vil arbejde med. Man skal derfor lave en undersøgelse af problemet/behovet, hvor man inddrager de faglige metoder, der egner sig bedst til det.

3. Når du har undersøgt problemet/behovet og på den måde er blevet klogere på, hvilke faktorer der spiller ind, er du klar til at begynde din idegenerering. I denne fase er det vigtigt, at du tør 'åbne op' og tænke vildt (man kalder denne form for tænkning divergent i innovationssproget). Her kan det være en god ide at benytte sig af forskellige idegenereringsværktøjer, fx negativ brainstorm, associationskort, rollekort, cirkelskrivning, tænkehatte og forskellige andre benspænd, der kan være med til at 'forstyrre' din tænkning og lede den andre veje, end den normalt går. Kunsten er ikke at låse sig fast på én ide fra starten, men blive ved med at udfordre sig selv og få skrevet så mange ideer ned som muligt.

4. Når du er nået frem til det endelige løsningsforslag, har du måtte sortere nogle ideer fra undervejs. Du har altså være nødt til at afbryde dit kreative flow (den divergente tænkning) og slå det analytiske blik til (man kalder denne form for tænkning for konvergent i innovationssproget) Der findes nogle værktøjer til det, hvor man holder ideerne op mod hinanden og vurderer deres svagheder og styrker (bl.a. fire-akse-modellen ovenfor).

5. Endelig skal løsningen præsenteres, og det er bestemt ikke lige meget, hvordan det sker. I innovationssproget taler man om et 'pitch', hvor man ganske kort og præcist får overbevist modtageren om, at ideen er god. Hvis løsningen består af et produkt, er det ikke meningen, man selv skal producere produktet. Man kan sagtens præsentere det ved at beskrive det og fx. lave en skitse eller en model af den. uanset hvilket løsningsforslag, det drejer sig om, er det smart at tænke noget visuelt ind i præsentationen. Når man laver et pitch er det vigtigt, at man hurtigt får præsenteret det, som løsningen kan, og at man får tydeliggjort behovet. Hvis det ikke er let at få formuleret, skal man overveje, om ideen er så god som man troede.

6. Når man laver en innovationsopgave på gymnasiet, vil der også altid være et krav om, at man vurderer sin egen ide. Her skal du slå 'salgstalen' fra og fokusere på, hvordan projektet hænger sammen ud fra et fagligt perspektiv. Har dine indledende undersøgelser været gode nok? Er der tale om et reelt problem? Har du valgt de rigtige metoder til at undersøge problemet med? Bliver dine hypoteser tilpas understøttet af faglige teorier? Hvordan kan man undersøge løsningsforslaget potentielle værdi? Har løsningsforslaget nogle svagheder? Hvilke perspektiver åbnes der op for, hvis løsningsforslaget gennemføres?

Nedenfor kan du se en grafisk oversigt over innovationsprocessens faser