Formålet med jeres forestående mundtlige årsprøve i design og teknologi er, at I skal klædes på den mundtlige SOP-eksamen, hvor I skal forsvare jeres SOP-opgave.
For at I kan føle jer bedst muligt forberedt og trygge i SOP-eksamen, prøver vi formatet af en light udgave, så I får en fornemmelse af, hvad det hele går ud på, hvordan man er til denne form for eksamen, og hvad man fx. kan forvente at en lærer spørger ind til.
Igennem hele jeres arbejde med SRC'en vil I skulle igennem forskellige skrivemetoder, nogle af dem kender I måske i forvejen fra DIO'en, men det er tanken, at I skal kende og være nogenlunde fortrolige med skriveværktøjerne/metoderne i form af workshops, så I ved præcis hvad I skal gøre, når I præsenteres for det hele i SOP-forløbet i 3.g.
Aflevering af 1. udkast til SRC d. 20/5 kl.23.30
Aflevering af endelige opgave mandag d. 26/5 kl. 23:30
??? engang i junimåned afholdes den mundtlige årsprøve
Der er afsat to moduler til sidst i forløbet, hvor I bliver introduceret for, hvad I skal gøre og være opmærksomme på til årsprøven, og hvor I kan arbejde på jeres præsentationer og blive vejledt.
Til årsprøven skal I medbringe en visuel præsentation, hvori I præsenterer
Jeres opgaves emne
Problemstilling, problemformulering og opgaveformulering
(arbejdsspørgsmålene I har besvaret for at kunne besvare den overordnede problemformulering)
Jeres resultater fra analysen og diskussionen
evt. refleksioner over, hvordan I har anvendt teknologi og design i opgaven
evt. refleksioner over anvendelse af kilder og metoder
I kan forberede det hele hjemmefra, og I medbringer bare det materiale, som I synes er nødvendigt. I skal dog som min. have en visuel præsentation, som I kan præsentere jeres arbejde ud fra. Har I noget fysisk materiale med fra jeres undersøgelser, som I gerne vil vise, tager I bare det med.
Præsentation af projektet/opgaven og jeres resultater (10 min).
Dialog (5-10 min): Vi stiller et par spørgsmål til jeres opgave og præsentation, som I svarer på, så godt som I nu kan, og så snakker vi stille og roligt om, hvad I har lavet i jeres projekt.
Votering (5 min): Vi lærere snakker sammen et par minutter og finder frem til en karakter
Karaktergivning og feedback (5 min): I får en samlet karakter for jeres præstation sammen med lidt formativ feedback på opgaven og præsentationen.
I går hjem og slapper af og glæder jer over, hvor seje I er - er I heldige kan I endda holde sommerferie :D
Husk, at der ikke er noget at være nervøs for. Det er en samtale om jeres projekt, hvor vi bare gerne vil finde ud af, hvor meget I er nået frem til.
Det betyder ikke noget, hvad I får i karakter, da det bare er en årsprøve og en lille generalprøve, så I kan se, hvordan SOP'en afvikles i 3.g :)
Nedenfor er uploadet de dokumenter, som I også vil få udleveret næste år, når I skal forberede jeres præsentation til den mundtlige eksamen. I kan også se eksempler på SOP-eksamenspræsentationer med tilhørende opgaveformuleringer fra i år.
Eksemplerne er fra 3.g SOP-eksamensprojekter, hvor eleverne har arbejdet med forskellige problemstillinger. I kan lade jer inspirere af, hvordan eleverne har stillet deres præsentation op, og hvilke informationer og resultater, de har taget med i præsentationen. Det er ok at have fysisk ekstra materiale med som man præsenterer ved bordet
Havniveauet stiger som konsekvens af den globale opvarmning. Havstigningerne er en stor udfordring for alle kystnære områder, hvorfor mange borgere og beslutningstagere retter fokus mod kystsikring.
Problemformulering: Hvordan kan kystsikring og klimaforandringer blive
til en mulighed for at skabe positive forandringer i kystnære byer?
Redegør kort for udviklingen inden for kystsikringer med udgangspunkt i selvvalgte eksempler.
Udvælg og sammenlign to forskelligartede tilgange til kystsikring vha. metoder fra både design- og teknologifaget. Vurder innovationsgraden og kilden til innovationen.
Analyser, vha. designfaglige metoder, planlægningen af en selvvalgt kystsikring i en bynær kontekst.
Diskuter med inddragelse af faglige begreber og metoder om tilpasning til klimaforandringer kan bruges som et aktiv for en positiv byudvikling.
Modeindustrien er et af de mest miljøbelastende forbrugsområder i EU. Efterspørgslen på bæredygtige tiltag er stigende og flere virksomheder indenfor tøj og mode tager initiativ.
Problemformulering: Er der en variation mellem Zaras erklærede værdier som "bæredygtighed" og den faktiske miljøpåvirkning?
Redegør kort for modeindustriens miljøbelastning samt relevant lovgivning/juridiske tiltag ift. tøjproduktion.
Lav en analyse af en selvvalgt virksomheds marketingstrategi ud fra teknologifaglige metoder/modeller. Inddrag bl.a. konkurrenceparametre.
Analyser et selvvalgt eksempel på virksomhedens kommunikation af bæredygtighed vha. designfaglige metoder/modeller.
Analyser miljømæssige aspekter for et af virksomhedens produkter.
Diskutér om der er overensstemmelse mellem virksomhedens kommunikation og bæredygtige tiltag set ud fra flere perspektiver – fx værdibegreber, bæredygtighed, politik, økonomi og etik. Inddrag betydningen af teknologi og design.
Vurder mulige fremtidsscenarier for virksomheden ift. Kommunikation, produktion og bæredygtighed.
En lang række systemer baseret på kunstig intelligens (AI) er blevet tilgængelige for den brede offentlighed. Potentialet for kreative frembringelser vha. kunstig intelligens er enormt, men der er også mange kritiske udfordringer.
Problemformulering: Hvordan påvirker kunstig intelligens (AI) forståelsen og anvendelsen af ophavsret inden for kreative felter som arkitektur og design? Og hvordan disse ophavsretlige principper kan og bør tilpasses i en æra præget af AI?
Redegør kort for gældende ophavsretlige principper inden for kreative felter som arkitektur og design. Oprids ligeledes nyere udkast til ophavsretlige tiltag ifm. udbredelsen af kunstig intelligens.
Lav en sammenlignende design-analyse af to selvvalgte kreative værker, hvoraf det ene er genereret vha. kunstig intelligens. Opsummér evt. forskelle/ligheder/muligheder/begrænsninger ud fra de to konkrete eksempler vha. en designfaglig metode/model og vurder innovationsgraden.
Anvend en teknologifaglig metode/model til at undersøge sammenhængen mellem ophavsret og kreative frembringelser i et teknologisk perspektiv. Kom ind på begreberne proaktiv og reaktiv tilgang samt kilden/årsagen til innovationen.
Diskutér hvilke problemstillinger, der kan opstå ved brug af kunstig intelligens i kreative brancher. Berør dilemmaer set ud fra flere perspektiver - fx originalitet, ophavsret, værdibegreber, økonomi og konkurrence. Inddrag betydningen af teknologi.
Vurder mulige fremtidsscenarier for anvendelse af kunstig intelligens inden for arkitektur og design.