Vores samtid er blevet karakteriseret med mange forskellige begreber. Måden vores samfund er struktureret på, har fået betegnelser som f.eks. ”informationssamfundet”, ”det hypermoderne samfund” ”det postmoderne” eller ”fragmenterede” samfund, ”risikosamfundet” og det hyperkomplekse samfund. Alle begreber som på forskellig vis er et udtryk for de vilkår mennesket lever under i den tid begrebet udspringer af.
Lars Qvortup, der er professor i kommunikation, multimedier, IKT og læring og er i dag dekan på Århus Universitet og leder af center for grundskoleforskning, lancerede i 1998 betegnelsen det hyperkomplekse samfund. Vi udsættes, ifølge Lars Qvortrup, for en større og større omverdenskompleksitet [R1] . Det er omgangen med en mere og mere kompleks verden, der er vor tids store udfordring.
”Vi har, som Enzensberger for nogle år siden skrev, via medierne udsigt til utallige borgerkrige (jvf. Enzensberger 1994). Vi udsættes for lovgivning der, før den er problematisk i sine konsekvenser, er problematisk i sin ugennemskuelighed. Vi lever i et samfund, som – uanset om vi vil eller ej – er en integreret del af verdenssamfundet, og som ikke kan reduceres til lokalområdets skelnen mellem de nærmeste versus de andre. Vi er en del af et verdensmarked, hvor valutasvingninger i Singapore påvirker beskæftigelsen på Sjælland. Vores omverden fremstår i risikosamfundets komplicerede optik, hvor det der truer os ikke er enkle farer, som skæbnen har kastet ind over os, men er risici som vi selv – uden at have villet det og af indviklede og indirekte årsager – er ansvarlige for”. [R2]
Vi forholder os ikke længere kun til vores egen omverden, men også til os selv og vores indre kompleksitet. På den måde bliver alle vores op- og nedture vort eget ansvar. Det er dette, der gør, at man, ifølge Lars Qvortrup, ikke kun kan tale om kompleksitet, men er nød til at tale om en tilstand af hyperkompleksitet, da man udover at skulle forholde sig til en kompleks omverden også skal forholde sig til tilfældigheden af sit eget forhold til omverdenen. Man er ikke bare usikker på omverdenen, men også på sin egen usikkerhed, og man forholder sig løbende til denne! [R3]
Hvor mennesket tidligere så det guddommelige og det rationelle som den grundlæggende idé, er det i dag ikke muligt at forstå verden ud fra ét princip. Vi kan ikke håndtere den eskalerende kompleksitet, som kan ses som en konsekvens af de kommunikative tilkoblingsmuligheder indenfor f.eks. transport-, medie- og informationssystemerne, hvis vi kun forstår verdenen ud fra et enkelt perspektiv. Samfundet er blevet et verdenssamfund, som kan beskrives som et mange-centret eller ikke centreret samfund, hvor vi er nød til at kunne henvise til flere forskellige principper, mener Lars Qvortrup. Og Internettet er blevet kompleksitetens ikon – for det symboliserer den ultimative globale kommunikation og er derfor præmissen for vor tids hyperkompleksitet.
Siden artiklerne, der i ovenstående er taget udgangspunkt i, er blevet publiceret, er der dog tilkommet webteknologier, som kan hjælpe os til at gøre verdenen mindre kompleks. Jeg taler her om ”Web 2.0” og ikke mindst fremtidige ”Web 3.0”, der så småt er begyndt at titte frem, men hvis omfang langt fra endnu kan forudses. Der er her tale om et af de helt store paradigmeskift. Dette omtales også i næstfølgende kapitel.
[R1]At noget er komplekst betyder, at, i dette tilfældet samfundet, indeholder flere muligheder end man som iagttager kan tilkoble sig. At noget er hyperkomplekst betyder, at kompleksiteten er øget eksponentielt. Hyperkompleksiteten indebærer, at vi ikke kan overskue samfundet fra et enkelt observationspunkt. Samfundet må iagttages fra flere forskellige punkter med hver deres iagttagelseskode. En stor del af disse iagttagelser må foretages af andre og kræver derfor også andre iagttagelseskoder. (Lars Qvortrup, 1998). http://da.wikipedia.org/wiki/Det_Hyperkomplekse_Samfund
[R2]Lars Qvortrup, Søndag Aften - http://www.cultur.com/1999/0798.html)
[R3]Uddannelse, læring og IT: ”Det lærende samfund – læring, kompetence, uddannelse og IT i det hyperkomplekse samfund”, Lars Qvortrup, side 11 – Onlineudgave: http://pub.uvm.dk/2002/uddannelse/1.html