Termen ”Web 1.0” blev først til efter udnævnelsen af ”Web 2.0”. Den karakteriseres som værende envejs-kommunikativ. I praksis vil det sige, at ansvaret for indhold og opdateringer af samme ligger hos hjemmesideejeren og dens administrator. Yderligere kendetegnes den ved, at størstedelen af hjemmesidernes indhold er af statisk karakter i form af eksempelvis kontakt-, produktbeskrivelser og videnindhold. ”Web 2.0” repræsenterer derimod interaktion i den mellemmenneskelige relation. Brugere tilføjer selv indholdet som så kan præsenteres dynamisk efter personligt temperament. Tænkningen bag vægter en lang række klare fordele ift. effektivisering, fleksibilitet, tilgængelighed og kollaboration (samarbejde). Den gør også, at vi er nødt til at forholde os til essentielle spørgsmål omhandlende: moral/etik, copyright/ophavsret/forfatterskab, identitet, retorik, æstetik, kærlighed, familie og os selv, handelsomgang og ”governance”(styring af demokratiet eller hvad man nu har?).
På globalt sigt har ”Web 2.0” bevirket en decentralisering af kommunikation og videndeling, hvilket i mange tilfælde har affødt en sammenlydighed og innovativ ”teamspirit” blandt især brugere på Internettet, men ”Web 2.0” har også en afsmittende effekt på verdenen udenfor. Sammen forener vi vores viden. Derved kan vi benytte os af den nyeste information og forskning uden at skulle den lange vej om udgivelse, men det er i stedet offentligt tilgængeligt umiddelbart efter udarbejdelsen. Således opstår der et 1:1 forhold mellem udgivelse og tilgængelighed. Til organisering af viden/data er vi så småt begyndt at ”programmere” en kunstig intelligens ind. Ved hjælp af åbenhed omkring vores færden på Internettet giver vi ”maskineriet” mulighed for at analysere relationer mellem folks/typers handlinger og bevægemønster. På nuværende tidspunkt ses det desværre mest i reklameverdenen, men flere og flere eksempler på dette er så småt begyndt at dukke op.
”Stumble upon” er en af de applikationer, der benytter denne teknologi/metode. Her kan man som bruger bede om at få foretage en søgning med udgangspunkt i oplyste interesser og ønsker for præsentationsformer. På den måde vil systemet finde relevante, og for brugeren, interessante hits. Dvs. at der er mulighed for, at ”maskineriet” lærer at lære os, hvad vi vil lære! Denne teknologi fungerer bl.a. i kraft af tags og meta-tags, der hjælper os med at katalogisere vores data.
Et tag er et prædikat, man kan påsætte en masse ting, der indeholder beskrivelser af indholdet. Ligesom graffitimaleren påsætter sit tag på en kreation eller for at indikere at høre til i et område. Tags kan også forstås som værende de egenskaber data har, som i visse tilfælde også kan være variable parametre. Et eksempel på dette kunne uddrages fra en foretaget bedømmelse på Nettet. Her vil dataenes egenskaber variere, og dermed heller ikke være konstante.
Meta er et udtryk for at beskriver noget ”bag ved/bag om”. Meta-data er data/information om dataene. Der er i mange filer enten implementeret meta-data i selve filen, eller det findes i en lille parallel-fil. I MP3-filer kan der f.eks. findes oplysninger om kunstner, album, tekst, cover osv. og i vores billeder er det eksempelvis muligt at finde oplysninger om, hvornår og hvordan billedet er taget. Med de nye Smartphones, hvor man kombinere telefon, minicomputer, GPS og kamera i ét, vil det naturligvis være muligt, at få GPS’en til at påsætte information om, i hvilken lokalitet et billede er taget. Desværre er udnyttelsen af tags og meta-data endnu ikke så udbredt herhjemme.