Den øgede kompleksitetstilstand skal vi, som mennesker, forholde os til og finde metoder til at håndtere. På det individuelle plan er vi nød til at udvikle nye kompetencer. Vi skal lære at forholde os til det, vi allerede ved og bruge vores viden på en ny og anderledes måde. På arbejdspladsen træffer lederen ikke længere alle beslutningerne, men sætter rammerne for medarbejdernes selvledelse. På det teknologiske plan, er svaret informations- og kommunikationsteknologien. Grundeffekten for en computer er, at den kan håndtere kompleksiteten. Det digitale netværk er netop et organisatorisk og kommunikativt netværk, der er så fleksibelt, at det kan matche den voksende kompleksitet.
Bagsiden af denne udvikling er flere. Mange oplever et stort psykisk pres, når det kommer til hurtig omstilling. Vi skal være fleksible og være bevidste om, at det der gælder i dag ikke nødvendigvis gælder i morgen. Den personlige frihed, som ellers kan ses som en mulighedsudvidelse, kræver, at der ustandseligt skal træffes beslutninger og tages stilling. Der stilles krav til, at vi stiller krav til os selv, og det gør vi. Mulighederne giver på den ene side en enorm befrielse, men på den anden side skal vi være i stand til at retfærdiggøre vores handlinger. Ligeledes oplever mennesket i vores samfund et konstant nærvær – man er princippet hele tiden ”på”. Vi sidder foran computeren, har mobiltelefonen tæt på eller har den elektroniske planlægningskalender i lommen – alt sammen elementer der presser på og som kræver konstant opmærksomhed. Og vi vælger som regel ikke at slukke eller kote forbindelsen – for hvad går vi så glip af, og risikere vi da at komme bag ud i forsøget på at takle hverdagens kompleksitet?
Udviklingen kræver ifølge Lars Qvortrup nye teknologiske, organisatoriske og individuelle virkemidler. De nye vidennetværk kræver nye organisationsformer og nye tværgående samarbejdsrelationer, og det hyperkomplekse samfund kræver ligeledes en ny kompetenceprofil. Kompetencer som selviagttagelse og selvrefleksion er væsentlige, da vi konstant skal holde trit med de ydre accelererende globale forandringer. Det er i denne sammenhæng nødvendigt løbende at kunne fortolke og forandre sine egne kriterier for kommunikation og handling. Det hyperkomplekse samfund er karakteriseret ved, at antallet af forskellige situationer og omverdensrelationer vokser fra dag til dag, og derfor er evnen til at sætte sig i en andens sted og etablerer kommunikative relationer vigtigere end nogensinde. Lars Qvortrup taler i denne sammenhæng om en relationskompetence eller en kommunikationskompetence. Sidst men ikke mindst taler han om meningskompetencen, der er en kompetenceform, der er baseret på iagttagelse af iagttagelse. Selvom samfundet er i forandring vil der altid stabiliserer sig en midlertidig meningshorisont, som ikke nødvendigvis tilhører den ene eller den anden kommunikationspartner, men er fællesskabets. Her er det vigtigt at kunne identificere og respektere dette fællesgrundlag og samtidig også vide, at holdninger kan være anderledes.