Som en afrunding vil jeg forsøge at give et bud på, hvorledes fremtidsudsigterne ser ud til at tegne sig. Kapitlet har jeg navngivet fremtidens net-værk, det har jeg fordi en af de mest banebrydende forskelle er, at alt vil blive forbundet! Jeg giver i kapitlet ”det semantiske netværk” et eksempel på, at jeg på nuværende tidspunkt ikke kan se mine kontoudtog, fotos og kalenderindhold i relationen til hinanden og begrunder bl.a. dette i, at dataene ligger i separate systemer med egne sikkerhedskontroller. I fremtiden vil der med stor sandsynlighed være en løsning på dette. Man omtaler dette udviklingstrin som en del af ”Web 3.0”, der dog stadig kun gisnes om, hvad vil indebære, og hvilken indvirken det vil have på vores hverdag og samtid. Jeg skal dog gerne komme med et bud på, hvad denne term kommer til at betyde.
Man kan sige, at ”Web 1.0” er tilgængeligheden af information, hvor ”Web 2.0” er kommunikation mennesker imellem. Med ”Web 3.0” mener jeg, at vi inddrager kommunikationen med alt ”relevant” elektronisk udstyr! Nu tænker du måske, at man allerede kan kommunikere med de elektroniske dimser, der er på nuværende tidspunkt?! F.eks. kan min Google-kalender sende mig information om en begivenhed til min telefon, og jeg kan sende information via min telefon til den. Men det er jo ikke kommunikation imellem min kalender, telefon og jeg, det er bare, at jeg sender information frem og tilbage…
I fremtiden vil husets computer via GPS’er have mulighed for at vide, hvor beboerne opholder sig. Det samme gør sig gældende, hvad angår familiens ejendele - det kunne være bilen, båden osv.. På den måde vil ”huset”, når det via bilens kontrolsystem får besked om, at brugeren har valgt destinationen ”hjem”, kunne foretage en forespørgsel om, om der skal sættes kaffen over. Og for øvrigt vil det også informere om mælkens sidste anvendelsesdato evt. er overgået eller nær.
Huscomputeren spiller på den måde en central rolle i fremtidens netværk. Hvorvidt denne ret faktisk vil være fysisk placeret i hjemmet eller i en ekstern ”server-by” er ikke til at sige?! I den forbindelse vil jeg åbne lidt op for begrebet computer-clouding[R1] .
En stor procentdel af nutidens computere har et stor potentiale for at agere multicomputer, hvormed jeg mener en computer, der kan afvikle flere ”skriveborde” med selvstændige kontrolinterfaces (tastatur, mus, fjernbetjening, touch…) samtidigt. En sådan kunne være interessant ift. kun at benytte én computer til de huslige eller virksomhedsmæssige behov. De nuværende computere kan fint vise 2 forskellige skærmbilleder og har ressourcer nok til nemt at kunne køre både video, Internetbrowsere, tekstbehandling og IM som (Skype og MSN) samtidigt. De er midlertidigt begrænset ved ikke at have flere selvstændige ”skriveborde” med selvstændige kontrolinterfaces. Når man taler om computerressourcer sker det primært på baggrund af to vurderingskriterier - mængden af lagerplads og udregningskraft. Hvorvidt man har mest behov for den ene eller den anden slags varierer naturligvis. Hvad angår lagerplads er der på nuværende tidspunkt mulighed for at købe sig ind på en online server, men man kan også købe sin egen lagringsserver. En fornuftig lagringsserver kan til hjemlige formål i dag erhverves for fra 2000-4000 kr.. Den tilkobles hjemmets netværk og kan tilgås derfra samt via Internettet. Lagringsplads, der er opbevaret i cyberspace, er på nuværende tidspunkt glimrende til dokumenter, billeder og mindre videofiler, men hastigheden er langt fra, hvad man kan opnå på hjemmenetværket og gør, at onlineløsningen for mange pt. ikke er holdbar.
Computeren bruger udregningskræfter til at processere programafviklinger. Udregningerne sker primært i samarbejde med CPU’en (central processing unit), RAM’ene (random access memory) og GPU’en (graphics processing unit). RAM’ene henter data fra en lagringsplads og agerer midlertidig opbevaringsplads for CPU’en og GPU’en’s behandling af data. Se, denne traditionelle form ”kender vi jo alt til!”, og der vil altid være behov for noget lign..
Det interessante er så, om arbejdet sker lokalt, i skødet eller på gulvet ved siden af en selv eller eksternt i ens ”bryggers” eller i cyberspace. Principielt er det eneste vi behøver for, at computeren kan være placeret eksternt at modtage en live videostrøm af vores computers ”skrivebord”, foruden at vi kan kommunikere tilbage til den via vores kontrolinterfaces. Det afgørende i denne sammenhæng er, hvor hurtigt og stabilt vores Internet er. Men denne teknologi kunne vi nemlig nøjes med en modtager og en sender og behøver på den måde ikke at have hverken regnekraft eller lager i vores enhed. En enhed der egentlig ikke kan defineres som en computer, da den ikke foretager sig udregninger eller har lagerplads, men blot er en fjernbetjening til vores computer! Pt. er der, hvad jeg er bekendt med, desværre ikke nogle sådanne enheder på markedet L.
Dog har noget lign. denne teknologi været tilgængelig siden først i dette årtusinde. Den findes i både Windows og Apples styresystemer som eksempelvis ”remote desktop”, men der har også været eksempler på, at man får tildelt et skrivebord via firmaer på Internettet. Et skrivebord i cyberspace går under betegnelsen webtop, den slags er det, man kommer nærmest ovenstående eksempel. Her logger man ind på sit webtop via en Internetbrowser. Den store fordel er her, at man med en hvilken som helst online tilgængelig computer vil kunne tilgå sit webtop. Den helt store fordel, som er uhyre interessant, er, at webtops i modsætning til remote desktops ikke nødvendigvis er én computer, man tilgår, men en virtuel computer. Et af aspekterne i cloud-computering er, at man deler ressourcerne (jævnfør de fleste computere der i dag fint kan håndtere flere opgaver end mange har brug for).
Den virtuelle computer, er bare software, der emitterer en computers hardware, hvorpå man kan installerer styrersystemer og programmer, som vi kender det fra vores egne. Af den grund kan man, så længe der er ressourcer til det, fint køre flere virtuelle computere på én computer. På den måde kan man nøjes med at placere én computer i f.eks. bryggerset. Denne leverer derfra kræfter og lagringsplads til hele familien og husets eller virksomhedens behov. Denne vil også have kontakt til Internettet og vil derfor kunne tilgås fra et hvilket som helst sted med netadgang. Man har altså altid tilgang til sin computer og data (forudsat at der er Internetadgang), og det er et andet aspekt ved cloud-computering.
Den anden mulighed er, at man køber sig ind på en del af en computer, der er placeret i en ”server-by”. Sidst nævnte åbner for alvor op for muligheden for at dele og udnytte ressourcerne på verdensplan! Det er på nuværende tidspunkt muligt at forbinde en mængde af computere, som enten kan agere en eller flere supercomputere eller en ordentlig flok virtuelle computere. På den måde får vi en fleksibel ressource og en større udnyttelse af denne. Rent praktisk kan overskydende ressourcer lukkes ned og senere genopstartes når der opstår behov for det. En anden mulighed er videnskaben kan benytte de overskydende udregningsressourcer til at emittere krævende realtidsprocesser som simuleringer af vejret, naturen, fusion og lign.. På verdensplan vil den bedre ressourceudnyttelse naturligvis også have miljømæssige og økonomiske fordele.
Når man taler om ressourcefordeling åbner det op for et andet af fremtidens aspekter. Allerede nu måler og vejer vi meget af det, vi konsumerer. Vi kender det eksempelvis fra elmåleren eller ” Pay per view”. Fremtidens mulighed for at registrere nærmest alt hvad vi foretager os åbner nye muligheder på forbrugermarkedet. Helt nye! Et skræmmeeksempel på dette gives i videoen ”Ordering pizza in the future[R2] ”. Her viser det sig, at pizzeriaet kan indhente personlige informationer vedrørende bestillerens fysiske og økonomiske status. Ud fra disse påpeges det, at vedkommende er i en risikogruppe og derfor må betale afgiftstillæg ved bestilling af pizza. I sidste ende opfordres han til at bestille tofu i stedet for pizza. Ved udbringning af pizzaen tilskrives ligeledes et tillæg, da hans kvarter, på baggrund af et fornyeligt fortaget røveri, nu rangeres som en risikozone. Bl.a. af den grund er vi nød til at forholde os til begrebet privacy. Hvem har adgang til forbrugerens registreret færden, og hvad må denne benyttes til? I den forbindelse er et af de helt store udfordringer også at kunne tilbyde sikkerhed og anonymitet for borgerens færden.
I DR-udsendelsen Horisont sendte de d. 11. maj 2009 et indslag om mobiludviklingen i Japan. Japanerne benytter i deres mobiler et vigtigt organ nemlig RFID-læseren. RFID står for Radio frequency identification, det er en chip, som påsættes et ”tag”. De er meget små og er billig at fremstille. Teknologien arbejder med to modeller - de åbne og de lukkede systemer, de lukkede er dog ikke helt så billige. De åbne kan bl.a. bruges som ”intelligente” stregkoder. De påsættes eller printes direkte på en vare som eksempelvis mælken i fremtidens køleskab nogle afsnit tilbage. De bruger ikke batterier, men har behov for en lille ladning for at blive aktive. En RFID-aflæser sender radiobølger mod RFID’en. Via disse får den strøm nok til at sende information tilbage. Informationen kan være ”direkte” information, som er indprintet på RFID-chippen, eller det kan være information, der fører til en database, hvorfra der kan læses eller tilføjes information. Dvs. at RFID-læserne ofte skal kunne etablere adgang til Internettet.
Mælken har vi ikke behov for at vide så meget om, og derfor kan informationen nøjes med at blive lagret direkte på chippen. Fremtidens køleskab indeholder også en RFID-aflæser og kan derfor automatisk registrere sit indhold og vurdere hvilken tilstand varerne er i. Derfor kan den også videregive informationen til husets computer. Chippen kan også bruges som en del af et betalingssystem. Der er allerede forsøg med supermarkeder, der har mærkede deres varer med RFID. Det giver kunden mulighed for at fylde vognen, kører forbi et scanningsområde, hvor vognens indhold registreres, og man kan gå videre til betalingen. I Danmark har vi, når vi krydser Storebæltsbroen, mulighed for at benytte deres betalingssystem Brobizz, og det er højest sandsynligt også styret vha. RFID. Disse hører under samme system som mælkens, men er unikke tags. Når vi kører igennem registreringsområdet sender bilens brobizz sin unikke kode, som systemet evt. krydstjekker med bilens plader. Når disse stemmer overens, gives adgang til at passere og beløbet fratrækkes ejerens konto.
Tilbage til Japanerne. En tommefingerregel siger, at de i Asien er op mod 5 år længere fremme end europærerne ift. den teknologiske udvikling. Horisonts indslag handler som sagt om mobiludviklingen, som helt sikkert også kommer til at spille en stor rolle i fremtiden. De seneste par år er en ny generation af disse begyndt at melde sig på markedet. De har fået kaldenavnet smartphones – det indebærer telefoner med kamera, medieafspilning og Internetadgang. I Japan er smartphonen blevet deres primære kommunikationsenhed, og mange har end ikke en computer, da de kan ordne, hvad ordnes skal på enheden. Japanernes smartphones har i modsætning til europærernes, på en eller anden måde, inkorporeret plads til en unik RFID-chip. Det giver dem muligheden for at benytte deres smartphones som personlig identifikation, og den kan dermed også bruges som betalingsredskab og opfattes som primær kapital! På samme måde som brobizz’en benytter de deres ”telefon”, når de skal med offentlig transport. De tjekker ind på én station og tjekker ud på en anden, det forgår mere eller mindre automatisk. De bruger også den personlige identifikation, når de skal handle ind osv.. Igen er der mulighed for at registrere brugeres færden, og man har derfor behov for et organ, man kan stole på til styring af dette.
Jeg har til lejligheden opdigtet en idé til et sådant organ – nemlig konsummeteret. Det vil kunne registrere forbrugerens forbrug og trækker derved også spor efter dennes økonomiske færden. Meget som vi kender det fra vores brug af betalingskort i dag, bortset fra at de har gebyrer, og at hele vores formue ofte er tilgængelige herigennem. Jeg tænker altså mere konsummetret som en mellemstation, hvor vi har et vist beløb tilgængeligt – det er en fordel ift. sikkerheden. En anden mulighed er, at man som borger i et samfund får mulighed for at prioritere ens ressourcer mere direkte. Det vil f.eks. være muligt at registre en bils energiforbrug og at udregne vejeafgift vha. GPS eller identifikationschip. Ligesom brobizz’en registrerer passeringen af Storebæltsbroen, har man i flere lande betalingssystemer på diverse strækninger. Jeg har også hørt om forsikringsselskaber, der tilbyder deres kunder billigere policer imod, at de installerer en såkaldt ”black box”, der kan registre deres færden. På den måde udregner forsikringsselskabets systemer selv prisen. Denne afhænger ”naturligvis” af, hvilken form for kørsel man foretager sig, hvor og hvornår. Ideen åbner op for utallige muligheder for at registrere konsumering. Jeg tænker også på fremtidens elbiler og delebilkonceptet, betaling af computerressource og underholdning.
[R1]http://74.125.91.132/translate_c?hl=da&sl=en&tl=da&u=http://en.wikipedia.org/wiki/Cloud_computing&prev=_t&usg=ALkJrhioohILZ0sxTtZFNs7oSYfbPw8_qQ