Tidligere har der i uddannelsessystemet været fokuseret på indlæring af konkrete færdigheder og kundskaber – den slags Lars Qvortrup i sit vidensystem omtaler som faktuel viden. På samme måde har mange i deres skolegang modtaget undervisning, der på det givne tidspunkt har været irrelevant for den enkelte. Der har her været tale om læring med udsat anvendelse, hvilket efter min mening ikke er særlig motiverende eller stimulerende for den enkeltes indlæring og nysgerrighed.
Uddannelse og læring er i dag et livslangt projekt, da samfundet og specielt dets krav til viden og færdigheder forandrer sig så hurtigt, at videreuddannelse livet igennem er en nødvendighed for at fungere på arbejdsmarkedet og i det civile liv. Det hyperkomplekse samfund stiller i dag anderledes og nye krav til dets borgere om at være omstillingsparate, selvstændigt tænkende, reflekterende og kreative. I dag er så mange forskellige problemer og opgaver, at det ikke giver mening at have ét løsningskatalog med en løsning til enhver situation. Situationer skal analyseres og herfra skal løsninger identificeres og udvikles. Derfor er det som lærende i det moderne samfund ikke længere væsentligt at fokusere på paratviden. En af de væsentlige kompetencer i det hyperkomplekse samfund er at tilegne sig viden om, hvordan man tilegner sig viden. Specifikke færdigheder og faktuel viden er dog væsentlig i udviklingen af videntilegnelseskompetencer og kreativitet.
Som en lille sidebemærkning skal det nævnes, at selvom virksomhederne efterlyser fleksible, omstillingsparate og refleksive medarbejdere, der er villige til at lære og kan indsamle og bearbejde information og handle selvstændigt og samarbejde og selvom, at uddannelsesforskerne mener, at der skal fokuseres på kompetenceudvikling og ikke kvalifikationsudvikling, har Venstreregeringen igen sat paratviden på skolernes dagsorden. De har f.eks. udviklet kanonen indenfor mange fag – her tænker jeg specielt på de humanistiske som dansk og historie. Ligeledes er der kommet flere eksamener i folkeskolen og 9. klasserne er derfor nød til at fokusere på paratviden, da eksamenerne har en form, hvor det projektorienterede element ikke får meget plads. Regeringen har også indenfor de sidste par år afskaffet gruppeeksamen, som ellers var en af de få eksamener, der netop havde kompetenceudviklings- og projektorienterede elementer. Det er underligt, at den politiske dagsorden går imod de tiltag og de anbefalinger, som kommer fra den private sektor og den pædagogiske verden. Dog lægger gymnasiereformen, som blev indført for nogle år tilbage, netop mere vægt på at lære de studerende at lære at tilegne sig viden.
Læring foregår som sagt alle steder og hele tiden. I denne sammenhæng bliver IKT vigtig, da den kan give den enkelte – voksen som ung - mulighed for i langt højere grad selv at tilrettelægge og målrette læringsforløb og derigennem udvikle sin videnhorisont. Hvor man måske tidligere var afhængige af skolelærere, lærebøger, klasseværelser og biblioteker, er det i langt højere grad muligt at uddanne sig og organiserer organisationen eller uddannelsen vha. elektroniske formidlende ressourcer, fællesskaber og vidensystemer.
Med udgangspunkt i ovenstående stilles der unægteligt nye krav og forventninger til skolen. Vi må derfor nytænke denne som organisation og uddanne og ruste lærer og elever til de krav, samfundet stiller. Skolen skal uddanne robuste samfundsborgere, der kan omstille sig og er bevidste om, at arbejdsopgaver og metoder kan ændre sig hurtigt. Ikke nok med, at skolen skal kunne benytte sig af de moderne teknologiske muligheder i undervisningen og kommunikationen internt og eksternt, da dette er en naturlig del af børnenes og de unges hverdag, den skal også lære eleverne strategier og give dem kompetencer, der ruster dem til at sortere og navigere i en hyperkompleks verden.