Følgende ansvarsområder skal opfattes som den optimale måde at opnå målene på. Nedenstående forslag kan give den enkelte skole ideer og gøre den opmærksom på områder, der skal være fokus på i et IKT-udviklingsarbejde.
Ligeledes skal det igen nævnes, at det er op til den enkelte efterskole, hvor meget IKT skal inddrages, og hvordan man vil integrere IKT i dagligdagen. Det er også afhængigt af skolens værdigrundlag, skolens hverdag og økonomi.
Meget af følgende forudsætter, at der er de tilstrækkelige IKT-redskaber til stede på skolen. Ligeledes at Intranettet fungerer, og at den interne kommunikation foregår herigennem.
Ledelsen har det overordnede ansvar. Den har således ansvar for, at medarbejderne får de vilkår og den nødvendige uddannelse, der skal til for, at de kan benytte IKT’en i dagligdagen. F.eks. i form af små kurser på skolen med IKT-medarbejderen/ne. Den skal sørge for, at den nødvendig teknologi er til stede på skolen og i hjemmet hos de ansatte (computer, evt. støtte til Internet). Ledelsen er altså nød til at sørge for, at der afsættes de nødvendige ressourcer og, evt. i samarbejde med IKT-medarbejderen/ne, opstille et budget for økonomi og timeforbrug.
Ledelsen skal have det overordnede overblik og enten selv påtage sig, uddelegere eller ansætte ansvarlige til: at skabe tryghed ved og opfordre til brug af IKT, at stå for eventuelle pædagogiske dage og evalueringer og at være ansvarlig for opgraderinger og vedligehold af IKT.
Ledelsen er også nød til at være primusmotor på eller uddelegere udviklingsarbejdets faser og sørger for, at der bliver fulgt op og evalueret. Der skal satses på følgende indsatsområder: det organisatoriske, det pædagogisk/didaktiske og skolens videnbank. Der skal i denne sammenhæng udarbejdes handlingsplaner, som indeholder realistiske mål for udviklingsarbejdet.
Ligeledes skal ledelsen sørger for det udadrettede arbejde. Ledelsen skal således sørge for en hjemmesideansvarlig og, hvis de ikke selv står for det, medarbejdere der er ansvarlige for skolens PR.
Her har vi to arbejdsområder, der ligger tæt op af hinanden, så det er ikke utænkeligt, at man kan finde én person, der kan varetage dem begge. IKT-administratoren har ansvaret for, at det fysiske fungerer. Det er områder som netværksforbindelser, at det er muligt at koble sig på skolens netværk og at diverse IKT-remedier, det være sig printere, scannere, projektorer, smartboards mm., virker og er tilgængelige. Herunder er ansvaret også for, at skolens computere, evt. inkl. server, fungerer. IKT-administratoren skal sørge for, at skolen har et Intranet, der gør den elektroniske kommunikation mulig.
IKT-vejlederen skal være en ”innovator” (nytænkende motivationselement), der har sit overordnet fokus på det organisatoriske og på det IKT-didaktiske design. Vejlederen skal igennem et trygt og åbent miljø arbejde tæt med skolens ansatte og ”spille bold" op af deres potentialer og sørge for, at IKT’en bliver brugt fornuftigt. Den skal være ansvarlig for og følge op på udviklingsprojektets faser og evalueringer. IKT-vejlederen kan have ansvar for, at medarbejderne på skolen bliver opdateret med metoder, værktøjer og didaktiske overvejelser. Det vil være oplagt, at IKT-vejlederen står for kurser og workshops for medarbejdere og elever. Derfor skal den holde sig opdateret og uddanne sig inden for IKT-didaktik.
Den skal kunne arbejde kreativt med ”IKT-skoletasken”. Her er det vigtigt, at vejlederen besidder kompetencer til importering, behandling og eksportering af medie-råmaterialer samt til arbejde med kontor, undervisnings- og anden medierelateret software. Det er essentielt, at der udvikles en idébank med undervisningsmateriale og didaktisk råstof til lærerne. Denne kan IKT-vejlederen have det overordnet ansvar for, men lærerne skal selv være med til at vedligeholde og holde den opdateret.
Ydermere skal IKT-medarbejderen/ne yde support for lærerne og eleverne, når der opstår problemer i deres arbejde med og brug af IKT. Den/de skal være ansvarlig for at opbygge og/eller vedligeholde skolens Intranet.
Det væsentligste er, at medarbejderne udviser vilje og interesse og ønsker at være med til at inddrage IKT i skolens hverdag og organisation – også når det kan virke uoverskueligt og svært. De skal være velvillige til at inddrage IKT i deres undervisning og forberedelse, kommunikere og samarbejde ved hjælp af Intranettet og deltage i efterskolens organisation på Intranettet. Lærerne og det praktiske personale skal deltage aktivt i de pædagogiske dage, og det vil være optimalt, at nogle lærere deltager aktivt i udviklingsarbejdet.
De har ansvar for at opdatere skolens idébank med deres egne ideer og metoder, så andre lærere/medarbejdere kan få glæde af dem. Her er det naturligvis nødvendigt, at lærerne hele tiden opdaterer sig og opnår indsigt i didaktiske muligheder og metoder.
Eleverne skal have en computer til rådighed. Hvis ikke skolen sætter krav til dette, så skal de have mulighed for at låne en computer på skolen. De skal være villige til at benytte den, og kan de ikke forvejen, skal de udvise vilje til at lære og benytte IKT’ens muligheder og metoder og bruge IKT i deres forberedelse og afleveringsopgaver, fremlæggelse og formidling. De skal være villige til at lære nye måder at benytte IKT og være åbne overfor de rammer, skolen sætter for brug af IKT. De skal bruge den elektroniske kommunikation i den interne kommunikation med det praktiske personale, lærerne og de andre elever.