Embedded Files
Google-auto-translation:
From Danish to English (and many other languages)...
Newsgroups:
Subject: Selvmord skal være tabu, men ikke forties -
Re: 2019 uge 37 (news samlet)
Date: Tue, 10 Sep 2019 10:13:31 +0200, GMT 08:13
Organization: The Kingdom of Heaven, Department Fools of Christ
21768 news:5d775b3a$0$692$14726298@news.sunsite.dk
https://sites.google.com/site/kallfaith0/subject/therapy/21-768
https://sites.google.com/site/kallscie/home/psychology/suicide/21-768
https://sites.google.com/site/kallscie/home/psychology/therapy/21-768
https://groups.google.com/d/msg/dk.politik/EjmY8dh91GQ/hJmIOH_jAgAJ
https://groups.google.com/d/msg/dk.videnskab.psykologi/iBd-nY1Czyo/E_cbS6nPAgAJ
___ quote begin ________________________________________
[ ... cut 01 ... ]
-
Kamp mod selvmord går rette vej. Men det går for langsomt
9. september 2019, kl. 21:00
Af Thomas Kellermann Hansen
https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/kamp-mod-selvmord-gaar-rette-vej-men-det-gaar-langsomt
+
Selvmord skal være tabu, men ikke forties
9. juli 2019, kl. 21:00
Af Evander Pedersen og Rasmus Fahrendorff
https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/selvmord-skal-vaere-tabu-men-ikke-forties
Som samfund er vi blevet bedre til at tale åbent om selvmord.
Især er unge mennesker mere villige til at tale om livets
udfordringer, siger Elene Fleischer, der er ph.d. og har
forsket i selvmord og kommunikation.
+
Det gode tabu om selvmord
9. juli 2019, kl. 21:00
Af Jeppe Duvå, Redaktionschef
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads
holdning og skrives på skift af avisens redaktører.
Selvmordsbrev på socialt medie udfordrer fornuftige grænser
Kommentar:
Der er fornuft i at holde visse sider af debatten i tabu, så
man UNDGÅR "smittespredning".
Men når det er sagt, så tror jeg nok, at vi alle er bedst
tjent med at tale om tingene, så længe vi holder os det
*konstruktive* og dermed *livsbekræftende* for øje.
Jeg selv havde omkring 30-års-alderen en voldsom psykisk
rutsjetur fra - billedlig talt solskin ned i den mørkeste
kælder.
I dette mørke oplevede jeg, at der kom *selvdestruktive*
impulser op fra min underbevidsthed (gående ud på den
ultimative *flugt* bort, væk fra den psykiske smerte)!
Man kan IKKE gøre for, at disse tanker dukker op, men man
kan gøre noget ved, HVORDAN man vil reagere på det!
På trods af denne depressive tilstand var mit sind alligevel i
stand til at tænke rationelt, forstået på den måde, at jeg
indså, at jeg i denne tilstand IKKE måtte løbe noget risiko.
Der skulle laves en helgardering (ligesom man i gamle dage
gjorde, når man til fodbold skulle tipse en 13'er), så jeg
blev vinderen UANSET hvad!
Så jeg kontaktede mig læge mhp. at få en henvisning til en
speciallæge i psykiatri.
Og dette blev startskuddet til en lang rejse i sindet, hvor
jeg fik læst en hel del psykiatri.
(Al psykiatri handler i bund og grund om angst, eller rettere:
At angsten er kommet ud af kontrol.)
Alt i alt var det som om, at denne *faglige* viden hjalp mig
(som en art værktøjskasse), så jeg midt i min *magtesløshed*
alligevel IKKE længere stod helt fortabt.
Og det er dét, skønner jeg, at selvmordstruede personer har
brug for: Noget, der kan hjælpe dem, midt i deres
*magtesløshed*.
Så hvis blot disse mennesker i et *beskyttet* forum (fx. i et
terapiforløb) UDVIKLER sig (i form af øget selvindsigt osv.
som kan opnås fx. gennem samtale-terapi for en del patienter),
da skønner jeg, at prognosen deres bliver bedre mht. en lys og
lykkelig fremtid.
Men traumer "kan" dukke op undervejs i dette forløb, og her er
det så BIDENDE nødvendigt, at der er et *faguddannet* personale,
der kan *guide* patienterne gennem "minefeltet".
Medpatienter kan inspirere andre ved at berette om, HVAD der
kom dem til hjælp undervejs.
I mit tilfælde kom *troen* ind i billedet: Uanset hvad jeg end
følte, VIDSTE jeg, at jeg var *elsket* og værdsat af min
*Skaber*.
Og det er en KÆMPE trøst, når/hvis et menneske er faldet ned i
den grøft eller ligefrem *afgrund*, hvor man er begyndt at
dyrke *usunde* "ukrudtsplanter" i haven sig (i form af
selvdestruktive tanker, der kan - hvis den plejes al for
meget - videreudvikle sig til ækle selvdestruktive handlinger).
Fordi ...
Det mest grundlæggende vi mennesker har brug for et et
fundament; et udgangspunkt, en base, hvorfra vi "spejler" os.
Og desto mere *konstruktiv* dette *spejl* er, desto bedre har
vi det med os selv (modsat eksempelvis Janteloven, der jo kan
få hvem-som-helst til at begå selvmord, havde jeg nær sagt).
Så opmuntrer hinanden med al det, som I gennem Jeres liv har
*erfaret* virker konstruktivt.
Face-to-face-terapi
(ligesindede børn leger bedst)
Og her kan terapien også komme til udtryk i form af: Giv
hinanden et knus - en krammer - fordi det ofte er noget vi
mennesker har godt af.
NB!
Nogle mennesker bryder sig absolut IKKE om fysisk nærkontakt
(fx. nogle aspergere), og de skal så selvfølgelig IKKE tvinges
til det!
Men for alle Jer andre: Det giver *velvære* fysisk og OGSÅ i
sindet at få en krammer i ny og næ, fordi vi som mennesker er
skabt til at indgå i en relation med andre skabninger; ikke
blot dyr men også andre mennesker.
(Og bak ud af det, HVIS du føler ubehag, fordi så er du her en
undtagelse fra denne regel.)
Jeg anede ikke dengang som 30-årig, da mørket omsluttede mit
liv, at der var et lys for enden af tunnellen.
HVIS jeg dengang havde vidt, hvad jeg sidenhen har oplevet
i mit liv af gode og glædelige ting, da ville jeg nok dengang
KUNNE ha' afkortet omvejen i mørket.
Så jo mere vi *inspirerer* hinanden med *konstruktive* bidrag,
forslag til terapi m.m., desto hurtigere gennemlever vi
måske de mørke år.
Så invester - om muligt - din tid og kræfter i dine
medmenneskers trivsel (så længe du har overskud til det).
Dette er nemlig *Kærlighedens* dybeste væsen: At *elske* sin
næste som sig selv.
Smit hinanden med denne gode Kraft° ...
Hmm ...
"Anhold" ordene:
... så længe du har overskud til det ...
Et af disse værktøj i selvindsigtens værktøjskasse kan fx.
være, at du lærer at indse, hvor meget psykisk overskud (eller
mangel herpå) du har, fordi ...
Når du IKKE har overskud, da kan det være, at du skal lære at
give slip på ALT, navnlig det, der dræner dig for mentale
kræfter!
Betragt det - billedlig talt - ligesom en bil, der nu på sin
rute skal køre op af bakke, ...
Det hænder jo ind-i-mellem, at livet gør av, fx. når
kæresten slår op eller du mister dit arbejde eller ...
You-name-it.
Fidusen er nu, at du INDSET (evt. gennem livserfaringen din),
at du som en bil op ad bakke IKKE har kræfter til som et
lokomotiv at have en hel masse ekstra på slæb!
Jeg observerede engang fx. at en kvinde på psykiatrisk
afdeling tyrede et glas vand ind i væggen. Hun var desperat!
Hvorfor? - Fordi hun havde besøg af sin moder, og denne satte
åbenbart en hel masse dårligt i gang hos datteren. Moderen
forstod muligvis ikke, at hun med sin adfærd tappede datteren
for psykisk energi, endskønt datteren allerede havde underskud!
Så mit råd til dig er, at du nu *respekterer* dig selv højt,
at du giver dig selv lov til at kaste håndklædet i ringen og
melde pas, når/hvis nogle i dine omgivelser tapper dig for
kræfter!
Fordi ...
Så vil du muligvis opdage, at dit sind *endogent* er i stand
til med tiden at rette op på tingene, så du kommer til at
føre velvære igen i din krop (herunder din psyke).
Du har - billedlig talt - lappet hullet i skibsskroget, der
ellers faretruende ville få skibet sænket!
Og KANSKE det var derfor, at dit sind gik i "baglås". Ubevidst
havde noget i dit sind registreret, at du var på kollisionskurs!
Og se! HVIS det var dét, der var sandheden, da var det jo i
grunden klogt gjort af dit sind, at undgå katastrofen, endskønt
fx. psykose anses i sig selv som en katastrofe.
Det, jeg vil ha' dig til at indse, er, at psykosen muligvis
IKKE var og er selve arnestedet, men måske blot en reaktion på
et usundt miljø!
Så du skal - hvis det er det, der er tilfældet - lære at passe
bedre på dig selv. Og her er det - som sagt - tilladt at melde
pas.
Havde du været datteren i det ovenfor stående tilfælde, da kan
du med ren samvittighed sige til denne din måske irriterende
og domminerende moder (eller andet kærlighedsobjekt): Jeg er
drænet for psykiske kræfter og har derfor IKKE overskud lige nu
til også at ta' hensyn til dig og dine behov. Respektér venligst
denne min udmelding.
Og det kan godt være, at kærlighedsobjektet IKKE i første
omgang KAN eller VIL respektere dit ønske, men giv dem
alligevel en chance. KANSKE de også har meget at lære endnu
her i livet!
Amen?
Hmm ...
Vi må vist hellere lige ha' et output her.
-
Page updated
Google Sites
Report abuse