Baggrund:
Natten til den 5. maj 1802 brød urmager Niels Heidenreich ind i Kunstkammerets lokaler i det nuværende Rigsarkiv på Slotsholmen, og stjal de to Guldhorn fra Gallehus i Sønderjylland. I sin bopæl i hjørneejendommen Larsbjørnstræde 18 / Studiestræde omsmeltede han hornene stykke for stykke over en længere periode. Han solgte guldet i små portioner, dels til guldsmede, dels pantsatte han det i Assistenshuset, indtil der faldt mistanke til ham i foråret 1803. Den 30. april 1803 tilstod han tyveriet.
I foråret 1802 har Adam Oehlenschläger det 16 timer lange samvær med Henrik Steffens som ender med, at han går hjem til sit logi i Vestergade og skriver digtet om Guldhornene. Han ved ikke hvor tæt han er på gerningsstedet og, som arkæologen Johannes Brøndsted skriver, måske foregik de to hændelser omtrent samtidig.
Kort handlingsreferat: De kloge og lærde leder ved tankens kraft efter oplysninger om de gamle tider, men en stemme anråber guderne som svarer i to omgange ved at lade først en ung pige, dernæst en ung mand finde guldhornene som tegn på den urgamle civilisation. Men guldhornene sættes på et kedeligt museum i stedet for at blive anvendt i en levende trosdyrkelse. Derfor tager guderne dem tilbage.
Guldhornene, Digte 1803
De higer og søger Situation: ’de’ karakteriseres
I gamle Bøger,
I oplukte Høie
Med speidende Øie,
Paa Sværd og Skiolde
I muldne Volde,
Paa Runestene
Blandt smuldnede Bene.
Oldtids Bedrifter de gamle skrifter
Anede trylle;
Men i Mulm de sig hylle,
De gamle Skrifter.
Blikket stirrer,
Sig Tanken forvirrer.
I Taage de famle.
"I, gamle, gamle Nogen taler til ’I’ – de gamle dage
"Hensvundene Dage,
"Da det straalte i Norden,
"Da Himlen var paa Jorden,
"Giv et Glimt tilbage!"
Skyen suser, I naturen mødes ’de forklarede høje’
Natten bruser,
Gravhøien sukker,
Roser sig lukker,
De øvre Regioner
Toner.
De sig møde, de sig møde,
De forklarede Høie,
Kampfarvede, røde,
Med Stierneglands i Øie.
"I, som raver i blinde, de høje taler til I, som raver i blinde
"Skal finde
"Et ældgammelt Minde,
"Der skal komme, og svinde.
"Dets gyldne Sider
"Skal Præget bære,
"Af de ældste Tider.
"Af det kan I lære.
"Med andagsfuld Ære,
"I vor Gave belønne!
"Det skiønneste Skiønne, varsel
"En Mø
"Skal Helligdommen finde."
Saa synge de og svinde.
Lufttonerne døe.
Hrymfaxe, den sorte, (Hrymfaxe: månens hest, nordisk mytologi)
Puster, og dukker
Og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling oplukker,
Og Skinfaxe traver (Skinfaxe: solens hest, nordisk mytologi)
I straalende Lue
Paa Himlens Bue. - nat og dag, tiden går
Og Fuglene synge. Og møen går på marken, se naturen!
Dugperler bade
Blomsterbade
Som Vindene gynge.
Og med svævende Fied
En Mø hendandser
Til Marken afsted.
Violer hende krandser.
Hendes Rosenkind brænder.
Hun har Lilliehænder.
Let som en Hind,
Med muntert Sind.
Hun svæver, og smiler;
Og som hun iler,
Og paa Elskov grubler -
Hun snubler,
Og stirrer, og skuer
Gyldne Luer,
Og rødmer, og bæver,
Og zittrende hæver
Med undrende Aand,
Af sorten Muld
Med sneehvide Haand
Det røde Guld.
En sagte Torden torden, Thor, Norden undrer
Dundrer.
Hele Norden
Undrer.
Og hen de stimle og alle de andre prøver også at finde Guldhornet
I store Vrimle,
og grave og søge,
Skatten at forøge.
Men intet Guld!
Deres Haab har bedraget;
De see kun det Muld,
hvoraf de er taget.
Et Sekel svinder. sekel: 100 år
Over Klippetinder naturen varsler at de gamle, høje mødes
Det atter bruser.
Stormenes Sluser
Bryde med Vælde.
Over Norges Fielde
Til Danmarks Dale
I Skyernes Sale
De forklarede Gamle
Sig atter samle.
"For de sieldne Faae nyt varsel fra de gamle guder
"Som vor Gave forstaae;
"Som ei Jordlænker binde,
"Men hvis Siæle sig hæve
"Til det Eviges Tinde;
"Som ane det Høie,
"I Naturens Øie;
"Som tilbedende bæve
"For Guddommens Straaler,
"I Sole, i Violer,
"I det Mindste, i det Største;
"Som brændende tørste
"Efter Livets Liv;
"Som - o, store Aand
"For de svunde Tider!
"See dit Guddomsblik
"Paa Helligdommens Sider:
"For dem lyder atter vort Bliv.
"Naturens Søn,
"Ukiendt i Løn,
"Men som sine Fædre
"Kraftig og stor,
"Dyrkende sin Jord,
"Ham vil vi hædre:
"Han skal atter finde."
Saa synge de, og svinde.
Hrymfaxe den sorte, nat og dag, tiden går
Puster og dukker,
Og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling oplukker,
Og Skinfaxe traver
I straalende Lue,
Paa Himlens Bue.
Ved lune Skov og bonden finder et guldhorn
Øxnene trække
Den tunge Plov,
Over sorten Dække.
Da standser Ploven,
Og en Gysen farer
Igiennem Skoven.
Fugleskarer
Pludselig tier.
Hellig Taushed
Alt indvier.
Da klinger i Muld
Det gamle Guld.
Tvende Glimt fra Oldtidsdage guldhorn er tegn fra oldtiden
Funkler i de nye Tider.
Selsomt vendte de tilbage,
Gaadefyldt paa røde Sider.
Mystisk Helligdom omsvæver tegnene er hellige
Deres gamle Tegn og Mærker.
Guddomsglorien ombæver
Evighedens Underværker.
Hædrer dem, thi Skiebnen skalter! Opfordring: de skal hædres
Snart maaskee de er forsvunden. For de er snart forsvundne
Jesu Blod paa Herrens Alter de skal benyttes til nadveren
Fylde dem, som Blod i Lunden! Som de blev benyttet i oldtiden
Men I see kun Guldets Lue, I ser kun guldet
Ikke det ærværdigt Høie; ikke tegnene
Sætte dem som Pragt til Skue
For et mat nysgierrigt Øie.
Himlen sortner, Storme brage; for evigt forsvinder guldhornene
Visse Time! du er kommen.
Hvad de gav, de tog tilbage.
Evig bortsvandt Helligdommen.
I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,
der har jeg rod, derfra min verden går.
Du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.
Du danske friske strand,
hvor oldtids kæmpegrave
står mellem æblegård og humlehave,
dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!
Hvor reder sommeren vel blomstersengen
mer rigt end her, ned til den åbne strand?
Hvor står fuldmånen over kløverengen
så dejlig, som i bøgens fædreland?
Du danske friske strand,
hvor Dannebrogen vajer, -
Gud gav os den - Gud giv den bedste sejer! -
Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!
Engang du herre var i hele Norden,
bød over England - nu du kaldes svag,
et lille land, - og dog så vidt om jorden
end høres danskens sang og mejselslag.
Du danske friske strand, -
plovjernet guldhorn finder. -
Gud giv dig fremtid, som han gav dig minder!
Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!
Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,
hvor sproget er min moders bløde stemme,
og som en sød musik mit hjerte når!
Du danske friske strand
med vilde svaners rede,
I grønne øer, mit hjertes hjem hernede,
dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!