Nedenstående er et uddrag af Realisme og Realister (1879). Her skriver Herman Bang om at skrive - og skriver i virkeligheden en lille poetik, dvs. teori om det at skrive. Denne skriveform som han her kalder realisme, er senere blevet kendt som en afart af realismen: impressionisme.
Man tillade dette Spørgsmaal, thi uagtet man taler meget om de realistiske Forfatteres afvigende Meninger, synes man langtfra at være paa det Rene med, hvilke disse Meninger er. Og hvis der hersker nogen Uklarhed, eller der har indsneget sig nogen Misforstaaelse paa dette Punkt, er det i Virkeligheden let tilgiveligt. Thi Realisternes Methode gjør det temmelig vanskeligt at faa fat paa Forfatternes Personlighed; jo samvittighedsfuldere en Forfatter stiller sig til sin Opgave, desmere forsvinder han jo bag sit Billede. Det var altsaa ganske naturligt, om man misforstod, og man har misforstaaet. Ellers vilde man overhovedet ikke sammenblandet Begreberne Realisme og Tendens, Realisme og Moral og saadanne helt heterogene Ting. Man vilde isaafald aldrig være geraadet i den Vildfarelse, at Realismen skulde være, ikke en æsthetisk Theori, men en ethisk Overbevisning. At dette nemlig er en Vildfarelse, vil hurtig blive os klart, naar vi blot løselig gjenkalder os i Erindringen nogle af de Forfatteres Personligheder, som man vel nærmest tænker paa, naar man i vor literatur taler om Realister. Thi vil vel Nogen paastaa, at »Uden Midtpunkt« og »Nutidsbilleder« ere udsprungne af det samme Syn eller er Frugten af indbyrdes sympathetiske Livsopfattelser? »Marie Grubbe«, hvis fysiologisk psykologiske Skildringer minder saa meget om Flaubert, har næppe meget tilfælles med den Forfatterejendommelighed, der kommer til Orde i »en Idealist«, hvis livstrætte Personer, som alle trænger til »Jern«, danner komplette Kontraster til den livskraftige, muskuløse Generation, Jakobsen forherliger.
Og — Drachmann er jo ogsaa Realist? Eller er han det maaske ikke længere? Mange synes at betvivle det, men det er næppe nogen alvorlig ment Tvivl. Drachmann er virkelig endnu bestandig Realist, og han er det bedste Bevis paa, at Realismen ikke er nogen Overbevisning, men en Kunstform; en Form, der tillader enhver Overbevisning eller — naar Overbevisningerne vexler altfor hurtig, kalder man dem nemlig Stemninger — enhver Stemning at komme tilorde. Drachmann har jo troet paa Alt, netop saalænge som den Stemning varede der havde affødt denne Tro; han har skrevet om Kommunarderne paa Sartory og om Kæmperne paa Dybbøl; han har digtet baade »Dæmpede Melodier« og »Roser og Ranker«, og at dette Forfatterskab skulde være indblæst af den samme Overbevisning, falder dog næppe Nogen ind. En Forfatter kan altsaa gjennemløbe alle Stadier og dog vedblive at være Realist. Og som det gaar den enkelte Forfatter, gaar det Skolen. Den kan indeslutte alle Overbevisninger, og den kan inden for sin Ramme repræsentere alle Anskuelser — ligefra yderste Højre til yderste Venstre [2].
Derfor, hvad der sammenknytter vore nyeste Forfattere og et Forfatterskab som Drachmamns, kan ikke være Anskuelser, men Skolen. Det er gjentaget indtil Trivialitet, og dog trænger det til at siges igjen: Realismen er en Kunstskole. Maaden, hvorpaa Problemerne iagttages, og hvorpaa det Iagttagne fortælles, er en anden. Selve Fænomenerne er virkelig de samme, og ingen ædruelig Realist vil falde paa at paastaa, at han fortæller Noget, man aldrig før har faaet fortalt. Menneskene forbliver bestandig de samme; Formerne vexler, Ytringsmaaderne ændres, men Lidenskabernes Væsen forandres ikke: Had, Kjærlighed, Vrede, Misundelse bliver bestandig Had, Kjærlighed, Vrede og Misundelse.
Men en ny Methode kan undertiden stille Meget i en ny Belysning og komme Fænomenerne nærmere paa livet, ogsaa sammenstille Resultaterne paa en ny Maade. Det har Realismen gjort.
Lad os nu, for endelig engang at slaa dette fast, saa kort som muligt undersøge, hvad der da er denne Skole ejendommeligt. Det vil ikke være unyttigt at klare sig dette, thi i den almindelige Bevidsthed forbinder man med Ordet »Realisme« højst vage og uklare Begreber, der som sagt navnlig munder ud i Opfattelsen af Realismen som en bestemt Tendens. Men fra denne Betragtning er det paa høje Tid at komme bort.
Hvad Realismen oprindelig synes at have set, er, at, som Taine siger, Tingene i Livet sjeldent er saa ganske simple. Og at Forfatterne, da de først havde vendt Blikket mod det Liv, der leves, maatte se dette, var ganske naturligt, ligesaa naturligt som, at man en smuk Dag holdt op med at være Romantiker og ved at vende sig mod Livet overhovedet blev Realist. Hvad man opdagede, var det, at alle Følelser er sammensatte, og at Følelseslivet er uendelig mere kompliceret, end man tidligere havde antaget. Denne Betragtning, der var opstaaet ved at se paa Virkeligheden, maatte naturlig lede til, at man mere og mere søgte at dissekere dette Følelsesliv, komme det nærmere paa Livet. Saaledes begyndte man at dyrke denne saa bagtalte Sjælens Anatomi, som er Skolens Stolthed og Modstandernes mest benyttede Vaaben. Og hvis man vilde haabe at opnaa Noget, var der kun een Maade at handle paa. Man maatte iagttage Livet, man maatte samle Iagttagelser med en Videnskabsmands Iver, ordne dem med en Videnskabsmands Troskab. Man maatte kjende det Samfund, man vilde skildre, ligesaa godt, som en Botaniker kjender Distriktet, hvori han bor og stadig færdes: han undersøger og kjender ikke alene Planterne, men ogsaa Jordbunden og dens Sammensætning. Og for at erhverve dette Kjendskab maa Forfatteren ud at færdes i Trængslen. Denne Færden i Trængslen lærer ham mange Ting, blandt andre, at de Dramaer, Livet opfører, ikke sjeldent i Foranderlighed og dramatisk Kraft overgaar dem, hans Fantasi formaar at skabe. Det gjælder derfor ikke blot om at opfinde, men om at fortælle; Livet er, ret betragtet, langt rigere end vor Fantasi. Er man først kommen til denne Opfattelse, vil det let ske, at man giver sig til om ikke at fotografere Livet, hvad ganske vist Nogle bliver staaende ved, saa dog at male det med en Portrætmalers Omhu. Heraf følger da med Nødvendighed, at visse Ejendommeligheder, som Nogle kalde Mangler, og som maaske ikke engang selve Forfatteren har gjort sig Rede for, er en naturlig Konsekvents af det hele Syn og den hele Methode.
Blandt Andet bør man her søge Forklaringen af Skolens Mangel paa, hvad man i Reglen benævner kunstnerisk Enhed. Jeg tror i Virkeligheden, at dens Forfattere ialfald de egentlige Realister, — Naturalisterne har frivillig opgivet Komposition — har den bedste Villie til kunstnerisk Komposition og til at lægge kunstnerisk Enhed ind i deres Arbeider. Men det ligger i selve Sagens Natur, at disse Forsøg maa glippe for dem.
Man kunde maaske med et Paradox sige, at den realistiske Forfatter, der naaede at give en sluttet kunstnerisk Komposition og en absolut Enhed, med det samme vilde have givet os en Enhed i Livet. Og denne Enhed er ikke let at finde. Selv Billedet af det enkelte Sjæleliv vil altid spalte sig i Billeder. Det Iagttagnes Mangfoldighed er for overvældende, og Forfatteren viger tilbage for af egen Magtfuldkommenhed at sammensmelte alt dette Mangeartede og alle disse Modsigelser, der rummes i det samme Liv. Jeg kjender derfor heller ikke nogen realistisk Roman, der ikke er en Samling Billeder, løsrevne Blade af den menneskelige Sjæls store Bog, en Bog, Ingen har læst tilende, og hvis Opløsning derfor Ingen kjender. Det gaar med Forfatterne som med Videnskabsmændene, deres Fremskridt i Erkjendelse gjør dem mistrøstige og siger dem først og fremmest, at de Intet veed, og at de ikke kunne indestaa for Noget, som de ikke har set. Uheldigvis, tilføjer de desuden, har vi set meget lidt. Men det Gode er det, at de ikke forsøger at give Mere end de have. Saaledes ogsaa Forfatterne.
Ud af Skolens Objektivitet, — Forfatterne lader tale, de taler ikke — forklares ogsaa dens tilsyneladende Mangel paa Moral. Dens Forfattere lader Livet moralisere; for dem bliver Moralen at uddrage som et Resultat af Menneskeliv, de har iagttaget, og de overlader til os selv at uddrage dette Resultat; de gjør det ganske simpelt, fordi de tror, at Livs Fakta ere mere overtalende end deres private Udtalelser og Fremførelsen af deres private Mening. Thi naturligvis, de har en Mening ligesom alle andre, og hvis man vil, kan man nok faa fat paa den, fordi deres Sympathier selv mod deres Villie og ubevidst paavirker deres Syn: det Sete afhænger, veed vi, af Øjnene, der se; men det engang Sete refererer de uden Kommentar. Kommentarer vilde kun fylde op, og Pladsen er saa lille, Stoffet saa overvældende rigt. Hvad de vil, er at fortælle os Alt, hvad de har set, fortælle os det Alt uden Snærperi, med en Videnskabsmands Grundighed og en Videnskabsmands Uforbeholdenhed. Stundom kan de maaske gaa for vidt, men naar man paastaar, at den realistiske Retning hovedsagelig beskjæftiger sig med Sanseverdenen, er denne Paaskyldning baade ukorrekt og uretfærdig. Videnskaben har lært vor Tid, at Psykologi og Fysiologi er nærliggende Videnskaber, og den har paa en ædruelig Maade knyttet det saakaldte Aandelige sammen med det Legemlige. Uden at ville løse Hypotheser har Forfatterne givet Agt paa det, der her dog var værd at lære, og det Fysiske er blevet dem et vigtigt Felt, som de gjennemvandrer uden falsk Undseelse, fordi de veed, hvad de vil, og at Hensigten er ren. Derfra al den megen »Fysik« i disse Bøger, derfra den stærke Undersøgen af Fænomenerne i Sanseverdenen, den minutiøse Dvælen ved alle Livsyttringer.
Man gjentager bestandig den Frase, at Realismen er sanselig. Mon den er mere sanselig end Romantikernes Digtning? Nej, man gjør paa dette Punkt Realismen Uret; Romantikerne vare det ikke en Smule mindre, men kun paa en anden Maade, mere umiddelbart og mere naivt; især mere naivt. Vor Tid og dens Forfattere er nu engang for alle adskillig mere blaserede, end man var for tredive Aar siden, og, som sagt, Digterne er Børn af deres Tid ......
Disse Bemærkninger gjør ikke Fordring paa at indeholde noget Nyt; men paa gamle Angreb, der idelig vender tilbage, har man kun gamle Svar, som man maa vedblive at gjentage, indtil man har hørt dem saa tidt, at de ikke glemmes. Navnlig bor man ikke blive træt af at gjentage, at Realismen er en Form, ikke en Tendens; en Methode, der kan sætte gamle Ting i en ny Belysning, ikke en Opdagelse, paa hvilken Forfatterne har taget Patent, og som gaar ud paa at have fundet nye Formler for det menneskelige Liv.
Realismen er en ny Skole, en ny Methode. Som alle Methoder har den sine Fejl, men over Fejlene bør man ikke glemme Fortrinene. Lad os hellere glæde os ved dem. Thi Eet maa vi nødvendigvis tilstaa: det er denne Strømning, der paany har bragt Liv i vor Literatur, hvor Talentløsheden og Middelmaadigheden bredte sig uhindret. Efterhaanden vil vore Forfattere fordøje Realismen og afslibe visse Kanter, som er ejendommelige for enhver Begyndelse; efterhaanden vil de alle tilegne sig ialfald noget Væsentligt af en Methode, som tilhører Tiden, og som har saa store Fortrin.
De Yngre vil gjøre det Allesammen. Har ikke Thomas Lange i de »Lyse Nætter« skrevet et Kapitel som man, hvis det blot kunde falde En ind, at Lange læste saadanne Forfattere, skulde tro, var taget fra Belot? Og selv M. Rosing har i sine sidste Fortællinger givet en enkelt Scene med en saadan Realisme i Tegningen, at man mærkede, at selv Sorø var Verden, og at man selv der var udsat for Verdens Paavirkninger. Kun den sterile Talentløshed vil, upaavirket af den Tid, hvori den lever, vedblive at sværme ved »Skov og Sø«, i de gamle udtraadte Fodspor, og den skal have Lov at gjøre det ubindret. Uden Rod nogetsteds vil den snart visne — saaledes er det Verdens Gang.
Kunstens Former vexler som Livets, og den Dag vil komme, hvor ogsaa Realismen viger for en ny Form, der lettere føjer sig som et smidigt Klædebon om Tidens Tanke. Men førend den viger, vil den have løst sin Opgave i Kunstens Verden og i Literaturens Udvikling.